Jeg har ikke tænkt mig, at den skal forvandles til et pensionat.
Lars’ pande trak sig sammen i dybe folder.
— Min lejlighed, min lejlighed, sagde han hånligt og efterlignede hendes tone. — Bor jeg måske ikke også her?
— Jo, du bor her, svarede Anna. — Men hvem der skal inviteres ind, det er mig, der bestemmer.
— Det er min mor, sagde Lars, og stemmen blev hårdere.
— Din mor kommer her allerede tit nok, sagde Anna roligt. — Men at lade seks mennesker flytte ind over nytåret, det går jeg ikke med til.
Lars lænede sig tilbage på stolen og lagde armene over kors.
— Fint. Så tager vi den senere.
Dermed var samtalen slut. Anna ryddede bordet af, mens Lars gik ind i stuen og tændte for fjernsynet. Resten af dagen gled forbi uden flere ord mellem dem.
Næste dag kom Anna senere hjem end sædvanligt. Mødet på arbejdet havde trukket ud, og bagefter var hun blevet holdt tilbage på lageret på grund af nogle følgesedler, der skulle rettes. Det var allerede begyndt at skumre, da hun endelig nåede hjem. Hun låste sig ind, tog frakken af — og mærkede med det samme, at der var noget galt.
Lars stod ude i entréen. Hans ansigt var spændt, og hænderne var knyttet så hårdt, at knoerne stod frem. Anna standsede brat.
— Hvad er der sket?
Han tog et skridt hen imod hende.
— Nu er det nok! Pak dine ting. Min mor og familien flytter ind her over nytåret, og der er ingen, der får brug for dig imens.
Anna lukkede langsomt døren bag sig.
— Hvad var det, du sagde?
— Du hørte mig godt. Min mor ringede. De har allerede pakket, og de tager af sted i overmorgen. De skal bruge pladsen, og du kommer bare til at stå i vejen.
— Jeg står i vejen? I min egen lejlighed?
— I min lejlighed! råbte Lars pludseligt. — Jeg bor her, og jeg har ret til at være her!
Anna lod tasken falde ned på gulvet.
— Du bor her, fordi jeg har givet dig lov. Lejligheden står i mit navn. Jeg fik den, før vi blev gift. Den er min arv.
— Jeg er fuldstændig ligeglad med din arv! Lars slog knytnæven ind i væggen. — Min mor vil komme, og hun kommer!
— Ikke uden mit samtykke. Ingen flytter ind her, hvis jeg siger nej.
Han rykkede et skridt nærmere, så han stod helt tæt på hende.
— Tror du virkelig, du kan diktere, hvad jeg må og ikke må?
Anna løftede hagen.
— Jeg dikterer ikke noget. Jeg konstaterer bare fakta. Lejligheden er min. Derfor er beslutningen også min.
Lars vendte sig brat om, stormede ind i stuen og smækkede døren efter sig. Anna blev stående i entréen og stirrede på den lukkede dør. Noget i hende blev helt koldt. Ikke af frygt, men af erkendelsen af, at det her ikke længere blot var et skænderi.
Aftenen forløb i tavshed. Lars kom ikke ud, og Anna blev i køkkenet. Hun lavede te, satte sig ved vinduet og så ned i gården. Lamperne kastede et blegt lys over de tomme bænke, mens vinden fejede tørre blade hen over asfalten.
Omkring midnat ringede telefonen. Det var Kirsten. Anna så længe på skærmen, før hun til sidst tog opkaldet.
— Anna? lød svigermorens stemme, tør og kølig. — Lars har fortalt mig, at du er imod, at vi kommer.
— Kirsten, jeg er ikke imod besøg. Men lejligheden er for lille til seks mennesker.
— Vi skal nok få plads, ikke? Lars kan sove på værelset, min søster og jeg kan ligge på sofaen, og børnene kan være på gulvet. Det er ikke noget problem.
— For mig er det et problem. Jeg bryder mig ikke om det.
— Du bryder dig ikke om det, gentog Kirsten med tryk på hvert ord. — Lars slider sig halvt ihjel, forsørger dig, og du vil ikke engang tage imod hans mor.
— Lars arbejder for sin egen skyld, svarede Anna. — Og han forsørger sig selv. Jeg arbejder også.
— Du daser rundt i det lille firma for småpenge! Lars gør alt for, at du skal have det godt!
Anna lukkede øjnene et øjeblik. Det var håbløst at diskutere.
— Kirsten, lejligheden er min. Den står i mit navn. Det er mig, der bestemmer.
— Bestemmer, gentog svigermoren spydigt. — Du er grådig, det er sandheden. Dine forældre efterlod dig en lejlighed, og alligevel vil du ikke engang lukke din mands familie ind.
— Jeg vil bare gerne holde nytår i ro. Uden dem.
— Uden dem! Din mands eget blod er altså bare “dem” for dig?
Anna afbrød opkaldet. Samtalen førte ingen steder hen. Kirsten kom ikke med argumenter; hun krævede bare at få sin vilje.
Næste morgen gik Lars uden at sige godmorgen. Anna blev hjemme. Hun havde en fridag midt på ugen og besluttede at få styr på lejligheden. Hun tørrede støv af, vaskede gulvene og gennemgik skabene. Arbejdet gav hænderne noget at lave og holdt tankerne på afstand.
Ved middagstid ringede telefonen igen. Denne gang var det hendes veninde, Sofie, som hun havde kendt siden skoletiden.
— Hør, hvordan går det med dig? Vi har ikke set hinanden længe.
— Fint, løj Anna. — Alt er i orden.
— Det passer ikke. Jeg kan høre det på dig. Hvad er der sket?
Anna sukkede og fortalte det hele. Konflikten med svigermoren, planerne for nytårsaften og skænderiet med Lars. Sofie lyttede uden at afbryde, kun indimellem kom hun med en kort bemærkning.
— Hvad gør du så nu? spurgte hun, da Anna var færdig.
— Jeg ved det ikke. Lars taler ikke med mig.
— Og du giver dig ikke?
— Nej, svarede Anna fast. — Det er min lejlighed. Hvis jeg bøjer mig nu, bliver det kun værre senere.
— Det er rigtigt, gav Sofie hende ret.