Jeg afleverede min søn til hans far. Ikke bare for en weekend, ikke hen over nogle fridage i maj, men for altid.
Der fandtes ingen formular til den slags, intet dokument vi skulle underskrive. Man skriver ikke bare et afkald på sit barn; sådan et papir eksisterer ikke. Jeg pakkede ganske enkelt en taske.
– Anna, er du snart færdig derinde? – Lars stod ude i entréen med skoene på og havde ikke engang gjort mine til at tage dem af. – Mor sidder og venter i bilen.
– Om et øjeblik. Sygesikringspapirerne og lægekortet ligger i sidelommen. Hjemmeskoene er i posen, jeg har skrevet navn på.
Mads kom ud fra værelset i strømper, med rygsækken hængende over den ene skulder. Seks år gammel, og alligevel havde han selv pakket og lynet den til.
– Mor, hvornår kommer du og henter mig? – spurgte han.
Jeg satte mig på hug foran ham og rettede på hans krave.
– Det gør jeg ikke, Mads. Fra nu af skal du bo hos far.
Ude på reposen stod naboen fra fjerde sal med en spand i hånden. Hun havde tydeligvis ingen planer om at gå videre. Lad hende bare stå der.
Lars løftede den ternede taske op og så på mig. Han ventede, at jeg ville kaste mig over drengen, klamre mig til ham, bryde sammen, råbe og skabe mig foran hans mor. I stedet åbnede jeg døren lidt mere.
Det var den fjortende maj. Men det hele var begyndt allerede om efteråret. Med et par støvler.
I september kunne Mads ikke længere få fødderne ordentligt ned i sine støvler. Tæerne stødte imod snuden, men han sagde ikke noget. Jeg opdagede det først i børnehavens garderobe, da han før en gåtur begyndte at trække dem af med besvær.
Samme aften ventede jeg, til min mand havde spist.
– Lars, han skal have vinterstøvler. De her går ikke længere.
– Han kan sagtens bruge dem til foråret, – sagde han uden at løfte blikket fra tallerkenen.
– Han kan jo næsten ikke være i dem nu.
– Så må han være i dem alligevel. – Han skubbede tallerkenen fra sig og tørrede sig om munden. – Børnefødder vokser hele tiden. Man kan ikke købe nyt til alt og alle.
Min egen løn havde jeg ikke haft mellem hænderne i seks år. Ikke fordi han rev den fra mig; sådan var det bare blevet allerede den første måned efter brylluppet. Mit kort lå i hans pung ved siden af hans eget. “Det er nemmere sådan, Anna, ellers mister du det bare,” havde han sagt. Hver mandag talte han penge op til mig for ugen og lagde sedlerne oven på køleskabet under en magnet med en marguerit. Om onsdagen spurgte han, hvad de var gået til, og hvis jeg ikke kunne huske et par strømpebukser eller en pakke plaster, bad han om kvitteringen.
Én gang købte jeg en jakke til mig selv. Den var på udsalg, grå og helt almindelig. Han kiggede på prismærket og spurgte, hvad der egentlig havde været i vejen med den gamle. Jeg sagde, at ærmet var slidt igennem. Han svarede, at et ærme kunne lappes, og at jeg i det hele taget havde alt for let ved at bruge andres penge. Den jakke gik jeg i de næste tre år, og hver eneste gang jeg tog den på, tænkte jeg på det ærme.
Jeg arbejdede som indleveringsassistent på et renseri på Nørrebrogade: frakker, pelskraver, brudekjoler med vinpletter langs kanten, kvitteringer og fremmede menneskers små historier hen over disken. Lars kaldte det “dit sidderi”.
En uge efter samtalen om støvlerne tog han af sted med nogle kammerater til et feriecenter. Tre dage med overnatning. Han kom hjem i strålende humør, havde røget fisk med, lagde den direkte på en avis på køkkenbordet og fortalte, hvordan Peter var kæntret med båden næsten helt inde ved bredden.
– Hvad så med støvlerne? – spurgte jeg, da han endelig blev stille.
– Anna. Lad nu være.
I oktober fik han skiftet dæk på bilen. De gamle kunne sagtens have kørt lidt endnu, men han købte fire nye på én gang og brugte en halv dag på at stå ude i gården og rode med dem. Mændene fra opgangen kom ned for at ryge og rose ham.
Jeg råbte ikke. Jeg hævede faktisk ikke stemmen én eneste gang i de seks år, vi var sammen, og måske lå hele forklaringen netop dér.
I børnehaven bad de os betale til julegaver. Jeg gik hen til ham en lørdag, hvor han virkede nogenlunde tilfreds.
– Lars, der skal betales i børnehaven. Til gaver. De samler ind til hele gruppen.
– Sig til dem, at vi ikke er med. – Han vendte sig ikke væk fra fjernsynet. – Vi har rigeligt med gaver selv.
Det år havde vi ingen gaver selv. Ikke en eneste.
Torsdagen efter kom jeg hjem fra arbejde og så en lang papkasse ligge på køkkenbordet. En fiskestang. Han havde ikke sat den væk i skabet, men ladet den ligge fremme, så jeg gik forbi den to gange, mens jeg varmede aftensmaden.
Næste morgen gik jeg ind til lederen.
– Helle, sæt mig på om lørdagen. Alle de vagter, du kan give mig.
Helle så på mig hen over brilleglassene og lagde indleveringsbogen fra sig.
– Anna, om lørdagen vælter folk ind med tæpper og dunjakker i sækkevis. Du er helt færdig, når dagen er omme.
– Sæt mig på alligevel.
Om aftenen tørrede jeg hænderne og sagde det til min mand, mens han stod med ryggen til:
– Jeg har taget lørdagsvagter. Støvlerne køber jeg selv. Og fra nu af beder jeg dig ikke om noget.
Han lo kort uden at fjerne øjnene fra skærmen.
– Jamen så arbejd du bare. Så kan du også selv betale børnehaven.
Støvlerne købte jeg sidst i oktober for pengene fra de første lørdage. Jeg tog dem to numre for store, så de kunne række til to vintre. Mads slæbte fødderne af sted i dem, som om han gik rundt i små både, og han var fuldstændig lykkelig.
Fra november lå der ikke længere penge under magneten på køleskabet.
Den enogtredivte december kørte vi hjem til hans mor på Ågade. Kirsten havde dækket bord til otte: os tre, hans søster Mette med mand og to drenge, og så hende selv. Hun havde stået fyrre år på fabriksgulvet, og hendes bord så altid ud, som om der hvert øjeblik kunne komme en kommission og kontrollere det hele.
Jeg havde en salat med i en plastikbøtte. Min svigermor løftede låget, sagde ikke et ord og hældte salaten over i sin egen skål.
– Anna, hvem skærer dog grøntsager sådan?
Ved midnat begyndte gaverne. Til hans mor var der en telefon i æske, stor og pakket ind i gavepapir. Til Mette en kuvert; hun åbnede den ved bordet og udstødte et lille gisp.
– Lars, hold da op.
– Han er gavmild, vores Lars, – sagde Kirsten og glattede dugen med håndfladen. – Han ligner sin far på en prik.
Mads fik en fjernstyret bil og kravlede straks ind under bordet med den.
Jeg fik ingenting. Det havde jeg heller ikke forventet, ikke før Mette pludselig spurgte:
– Men hvad med Anna?
– Hvad skulle Anna dog have noget for? – Lars skænkede op til sig selv og satte flasken fra sig. – Hun er jo ikke en fremmed. Skal jeg nu også give gaver til mig selv?
Alle lo, og jeg lo med. Men lige bag den latter vendte min svigermor sig mod Mette og begyndte at forklare mig væk, som om stolen ved bordet var tom.