– Det er alligevel spild at give hende noget. Anna er jo helt uden sans for den slags. Hun er ligeglad med, hvad hun går i. I kan bare være glade for, at Lars hænger ved hende, ellers sad hun og drengen nok og tiggede på trappestenen.
Mads kravlede frem under bordet med bilen knuget i hånden.
– Mor, hvad betyder uden sans?
Jeg satte langsomt koppen ned på underkoppen.
– Kirsten, jeg er ikke uden sans. Jeg er bare besværlig for jer. Det er ikke det samme.
Der blev stille omkring bordet. Kun fjernsynet fortsatte et sted i baggrunden, hvor nogen sang med høj, ligegyldig stemme. Jeg løftede Mads op, gik ud i gangen, trak jakken på ham og bestilte en taxa. Lars fulgte efter mig ud i opgangen.
– Hvad er det, du har gang i? På en helligdag?
– Jeg tager hjem. Du kan blive.
Og det gjorde han. Han kom først tilbage den anden januar ved frokosttid, og allerede fra døren, uden at tage jakken af, sagde han:
– Du ydmygede min mor foran Mette.
Den tredje januar gik jeg ned til lønkontoret og skrev under på, at min løn fremover skulle overføres til en anden konto. Samme dag, på vej hjem, fik jeg oprettet mit eget kort. Om aftenen sagde jeg til ham:
– Fra januar går min løn ind på mit eget kort. Papirerne er allerede afleveret.
Han stillede kruset fra sig og betragtede mig, som om jeg var en tilfældig kvinde i en bus.
– Nå da. Vi får se, hvordan du synger, når vi når marts.
Fra den aften begyndte han at regne højt. Ikke penge. Mig. Hvad jeg kostede ham, hvor jeg ville have været, hvis han ikke havde taget mig ind, hvad han havde gjort for mig. Hver gang jeg kom hjem fra min lørdagsvagt, blev regnestykket taget frem igen, altid med de samme ord.
Den tolvte februar afleverede jeg skilsmisseansøgningen i retten.
Det var Helle, der fandt en advokat til mig. Hendes søster havde ført sag om et hus og var gået derfra tilfreds. Kontoret lå på første sal over en skobutik. Henrik lod mig tale færdig uden at afbryde og spurgte så, om jeg havde nogen som helst dokumenter.
– Jeg har kvitteringer. Jeg har lagt dem i en mappe.
– Hvornår blev lejligheden købt?
– Mens vi var gift. Vi betalte den ud sammen.
– Så tilhører halvdelen Dem. Det er De klar over, ikke? – Han tog brillerne af. – Og eftersom der er et lille barn, er det retten, der skal behandle skilsmissen. Det kan ikke bare klares ved en skranke.
Det forstod jeg ikke rigtigt. I seks år havde jeg levet med følelsen af, at jeg boede i et hjem, der ikke var mit, og kun fordi nogen nådigt lod mig blive.
Lars fik indkaldelsen en uge senere og ringede samme aften.
– Er du komplet idiot, Anna? Hvad bilder du dig ind?
To uger efter kom der endnu et brev fra retten. Han havde indgivet sit eget krav: Han bad retten bestemme, at Mads skulle bo hos ham. Sagt ligeud ville han have drengen skrevet over på faren, mens jeg skulle ende som den, der kom forbi om lørdagen.
– Hans chancer er ikke store, – sagde Henrik i telefonen. – Men sagen kan sagtens trække ud et halvt år. Og kommunen vil komme forbi Dem. De ser på, hvor drengen sover, hvad der er i køleskabet, og skriver en rapport til retten.
Kommunen kom sidst i marts. To kvinder, uden varsel. Jeg viste dem sengen, skrivebordet, hylden med bøger og åbnede køleskabet. Den ene skrev ned, mens den anden spurgte Mads, hvor han bedst kunne lide at være. Han svarede, at det var hos mor, fordi hans byggeklodser var dér.
Mellem retsmøderne dukkede Kirsten op. For første gang i al den tid kom hun selv, uden sin søn, med en tærte pakket ind i et viskestykke. Hun satte sig i køkkenet og forklarede mig, at mænd nu engang var sådan, og at en dreng havde brug for en far, ikke for principper.
– Træk papirerne tilbage, Anna. Han falder ned igen.
– Nej. Det gør han ikke.
– Så må du selv tage følgerne, – sagde hun ude ved døren. Tærten tog hun med sig igen.
Det første retsmøde blev udsat, og det næste blev sat til den syttende april. I salen sad der, ud over os, fremmede mennesker, som ventede på deres egen sag. Kirsten havde taget plads på første række med et nyt tørklæde om håret. Mette var også kommet, men hun satte sig længere væk.
Lars talte godt. Det havde han altid kunnet, når andre hørte på.
– Hun står i indleveringen på et renseri. Hendes løn er næsten pinlig at nævne. Barnet går i aflagt tøj, og hans støvler er to numre for store, som om han er en gadedreng. Hos mig får han det bedre. Det er mig, der forsørger familien.
Fra sin plads nikkede Kirsten ivrigt.
Jeg bad selv om ordet. Min stemme svigtede ikke, og bagefter undrede det mig næsten.
– De støvler, der var to numre for store, købte jeg til ham i oktober. For penge fra mine lørdagsvagter. På det tidspunkt var Lars på feriecenter.
Så tog jeg mappen fra Henrik. Allerede i marts havde han på min anmodning bedt retten om at indhente kontoudskrifter fra Lars’ bank for det seneste halvandet år. En kontoudskrift er sådan et stykke papir, hvor man linje for linje kan se, hvornår og i hvilken butik et kort er blevet brugt. De var kommet i april, de lå i sagen, og jeg kunne dem udenad.
Jeg læste tre linjer højt. Den tyvende oktober, feriecenter. Den tredje november, guldsmed, og gaven var ikke til mig. Den enogtredivte december, elektronikbutik, en telefon, og den telefon var heller ikke til mig.
– På halvandet år har han brugt 32.800 kroner på sig selv og på gaver, – sagde jeg. – Det står i sagen. Men der var altså ikke penge til vinterstøvler.
Dommeren erklærede pause. Den dag blev ægteskabet opløst, og der blev fastsat børnebidrag til Mads. Kravet om, hvor drengen skulle bo, blev skilt ud som en særskilt sag, og næste møde blev lagt i juni.
Ude på gangen indhentede Lars mig ved vinduet. Kirsten stod to skridt derfra og flyttede sig ikke.
– Det her kommer du til at fortryde, – sagde han lavt. – Jeg sørger for, at du står tilbage uden noget som helst. Uden lejlighed. Uden drengen.
– Du burde skamme dig, – sagde Kirsten til mig. – At vanære ham foran fremmede mennesker.
Jeg gik ud på trappen. Mette stod ved bilen og røg, og da jeg kom hen til hende, greb hun fat i mit ærme.
– Anna, vent. Du skal ikke tro, jeg siger det her for at være sød.
– Hvad taler du om?
– Mor har lovet at skrive sin toværelseslejlighed på Ågade over på ham. På én betingelse: at Mads vokser op hos hende og ikke hos dig.
Jeg blev stående. På et andet tidspunkt ville jeg bare have nikket og gået videre; sådan plejede jeg jo altid at gøre. Men nu lagde jeg hånden på håndtaget til hendes bil og spurgte:
– Hvornår havde de tænkt sig at ordne papirerne?