Lene blev stående i døren til soveværelset og stirrede ind på det kaos, Hanne havde efterladt i hendes klædeskab. Flere af hylderne stod næsten tomme, som om en storm havde revet alt med sig. På sengen lå det, der havde fået lov at overleve, i en pæn og stram bunke: grå bluser, mørke nederdele til knæene og anonyme cardigans uden den mindste personlighed. Alt sammen tøj, som svigermoren åbenbart mente passede sig for en gift kvinde.
— Hvor er mine ting? spurgte Lene, og stemmen dirrede af raseri, hun kæmpede for at holde nede.
Hanne vendte sig ikke engang væk fra spejlet. Hun stod i færd med at hænge en ny ramme op med et fotografi af en eller anden mand og svarede helt roligt:
— Jeg smed nogle upassende klude ud. En gift kvinde går ikke rundt i den slags udfordrende tøj. Nu ligner du i det mindste en ordentlig hustru for min søn.
Noget gav efter inde i Lene. Et helt år. I et helt år havde hun fundet sig i denne form for tyranni, der blev forklædt som omsorg. I tolv måneder havde hun hørt på belæringer om, hvordan man skulle lave aftensmad, folde sengetøj og tage imod sin mand, når han kom hjem. Lige så længe havde hun set sin egen toværelses lejlighed blive forvandlet til et museum for dårlig smag, fyldt med nips, pynteting og billeder af nuttede killinger.
— Det var min yndlingsbluse, den røde! udbrød Lene, mens tårerne pressede sig på. — Og den blå kjole, som Anders gav mig i fødselsdagsgave!
— Den var alt for kort, sagde Hanne og trak blot på skuldrene, mens hun bankede endnu et søm i væggen. — Og udskæringen var vulgær. Hvad skulle folk ikke tænke? At min søn havde giftet sig med en letsindig kvinde?
— Anders! råbte Lene og stormede ud i gangen. — Anders, kom herind med det samme!
Hendes mand dukkede frem fra køkkenet med en sandwich i hånden og et skyldbetynget smil på læberne.
— Lene, hvad er der sket? Mor sagde bare, at hun ville hjælpe dig med at få ryddet op i garderoben…
— Hjælpe? Lene var lige ved at kvæles i harme. — Hun har smidt halvdelen af mit tøj ud! Uden at spørge mig! Mens jeg ikke engang var hjemme!
Anders flyttede usikkert vægten fra den ene fod til den anden.
— Altså, mor, måske skulle du have spurgt først… begyndte han forsigtigt.
— Hvad skulle jeg spørge om? Hanne kom ud fra soveværelset med boremaskinen i hånden. — I en familie deler man alt. Lejligheden er fælles, og tingene er også fælles. Som den ældste kvinde i hjemmet har jeg ret til at skabe lidt orden.
— Fælles? Lene mærkede en iskold vrede brede sig gennem kroppen. — Hvad mener du med fælles? Jeg købte den her lejlighed for mine egne penge, før jeg overhovedet blev gift! Jeg solgte min mormors etværelses og lagde selv resten af opsparingen oveni!
— Lene, lad nu være med at råbe, bad Anders, men der var ingen styrke i hans stemme. — Mor er en ældre kvinde, og det er svært for hende at være alene i sin egen lejlighed. Elevatoren virker ikke, og varmen er elendig…
— Men her har hun åbenbart masser af kræfter til at ødelægge mit liv! Lene vendte sig skarpt mod sin svigermor. — I et år har jeg hørt på jeres formaninger! I et år har I flyttet rundt på mine møbler, hængt jeres billeder op og forklaret mig, hvordan jeg skal leve! Men nu er grænsen nået.
Hanne rettede sig langsomt op, som om hun gjorde sig klar til at svare.