Hanne lagde boremaskinen fra sig på den lille kommode og foldede armene stramt over brystet.
— Jeg prøver bare at opdrage dig, utaknemmelige menneske. Jeg lærer dig, hvordan man er en ordentlig hustru. Og så står du dér og råber ad en ældre kvinde. Hvor er din respekt?
— Respekt? Lene mærkede, hvordan den sidste rest af tålmodighed brast et sted dybt inde i hende. — Skal jeg respektere en, der behandler mine ting, som om de tilhører hende? En, der på et år har forvandlet mit hjem til et depot for sine egne nips og gamle idéer?
Et strejf af overraskelse gled hen over Hannes ansigt. For første gang i al den tid, hun havde boet hos dem, hævede Lene stemmen mod hende.
— Anders! Hører du, hvordan din kone taler til mig? råbte Hanne og vendte sig mod sin søn.
Men Lene var ikke længere i stand til at holde noget tilbage. Den røde bluse, som svigermoren havde smidt ud, havde været en gave fra hendes bedste veninde. Den blå kjole havde været den allerførste gave fra Anders. Det var ikke bare tøj. Det var minder, små stykker af hendes liv, dele af den kvinde, hun havde været, før Hanne begyndte at fylde alle hjørner af hendes tilværelse.
— Nu er det nok! Lene drejede sig helt mod sin svigermor og så hende, for første gang på et år, direkte i øjnene. — Jeg finder mig ikke i det her længere!
— Lene, fald nu ned, forsøgte Anders, men hun afbrød ham med en skarp bevægelse med hånden.
— Nej, jeg falder ikke ned! Hun gik over til at sige du, og Hannes øjenbryn fór straks i vejret. — Hvis du har kræfter nok til at flytte rundt på møbler, smide mine ejendele ud og bore huller i væggene, så kan du også sagtens gå op på femte sal til din egen lejlighed.
— Hvordan vover du! udbrød Hanne forarget. — Jeg er din mands mor!
— Og hvad så? Giver det dig ret til at bestemme over mit liv? Lene gik hen til hoveddøren og trak den helt op. — Lejligheden er min. Jeg købte den, før vi blev gift. Så ud med dig! Svigerdatteren, der var blevet presset helt ud over kanten, pegede mod opgangen.
Hanne blev stående som forstenet med munden halvt åben. Anders blev bleg.
— Lene, hvad er det, du gør? Mor…
— Din mor skal nok klare sig! Lene flyttede sig ikke fra døren. — Når hun kan bruge timevis på at rode i mit skab, slæbe rundt på møbler og hænge hylder op, så er hun også fuldt ud i stand til at bo for sig selv.
— Anders! Hanne slog ud med armene og så bedende på sin søn. — Vil du virkelig tillade, at hun behandler mig på den måde?
Anders så fra sin kone til sin mor og tilbage igen, fanget mellem dem og uden at kunne finde de rigtige ord. Lene så tydeligt hans usikkerhed, men denne gang havde hun ingen planer om at give efter.
— Du må vælge, sagde hun til ham. — Enten pakker hun sine ting og flytter tilbage til sin egen lejlighed, eller også søger jeg skilsmisse. Og denne lejlighed er MIN. Derfor har jeg også ret til at afgøre, hvem der skal bo her.
Hanne forsøgte at genfinde sin sædvanlige myndige tone.
— Du er en tåbelig pige, Lene. I en familie findes der ikke noget, der hedder “mit” og “dit”. Alt er fælles.
— DET ER IKKE FÆLLES! eksploderede Lene. — Det her er MIN lejlighed, betalt med MINE penge, FØR ægteskabet! Og hvis du ikke kan acceptere det og respektere mine grænser, så har du ingen plads her.
Svigermoren kastede et forvirret blik på sin søn.
— Anders, sig dog noget til hende…
Men da Anders så på sin kones blege, hårde og fuldstændig beslutsomme ansigt, forstod han, at situationen ikke længere kunne skubbes til side med tavshed.