— Lars, læg den telefon fra dig, — jeg greb viskestykket og smækkede det ned på bordet. — Læg på lige nu og sig, at det bare var en dårlig spøg.
Lars blinkede forbløffet og holdt stadig mobilen presset mod øret. På skærmen stod hans mors navn.
— Mor, vent lige et øjeblik, — mumlede han ind i telefonen, før han så over på mig. — Anna, hvorfor farer du sådan op? De er allerede kørt fra forstaden. De er her om to timer.
— Tolv mennesker, Lars! — min stemme knækkede og blev til en hvæsende hvisken, for inde i værelset ved siden af var vores syv måneder gamle datter netop faldet i søvn. — Dine forældre, din søster med mand og tre børn, din onkel Peter og hans kone… De er kørt? Og ingen fandt det nødvendigt at spørge mig først?
— Hold nu op, det er jo min familie, — sagde Lars og slog ud med hånden, som om det var en bagatel, hvorefter han vendte tilbage til samtalen. — Ja, mor, alt er fint. Vi venter på jer. Ja, Anna finder nok på noget. Kør forsigtigt.
Han afsluttede opkaldet og gik mod køleskabet, som om intet særligt var sket.
— Lars, køleskabet er tomt! — jeg måtte kæmpe for ikke at bryde ud i gråd af både afmagt og sårethed. — Der ligger tre æg og en halv karton kefir. Jeg havde tænkt mig at bestille mad i aften. Hvad i alverden skal jeg lave mad af til en hel flok?
— Anna, begynd nu ikke, — sukkede min mand irriteret, mens han tog en flaske mineralvand ud. — Du går jo hjemme på barsel, du har ikke noget andet at lave. Lav noget til min familie. Hvor svært kan det være? Butikken ligger lige om hjørnet. Kog nogle kartofler, smid en kylling i ovnen. Sådan gør kvinder altid. Min mor har hele sit liv dækket bord til tredive mennesker uden at brokke sig.
— Din mor sad ikke med et barn, der er ved at få tænder, og som for tredje nat i træk kun sover tyve minutter ad gangen! — Jeg gik helt hen til ham og mærkede en mørk, farlig vrede begynde at koge i mig. — Jeg har sammenlagt sovet omkring tolv timer i denne uge. Hvilke kartofler? Hvilken kylling?
— Åh, lad nu være med at overdrive, — sagde Lars og kastede et blik på uret. — Sover Mette? Ja, det gør hun. Så har du tid. Jeg tjener faktisk penge, Anna. Jeg bliver træt på arbejde. Det eneste, der forventes af dig, er lidt gæstfrihed. Det er mine slægtninge, og jeg har ikke set dem i et halvt år. Skal jeg virkelig stå og skamme mig over for dem på grund af dine hysteriske anfald?
— Så mine følelser betyder slet ingenting for dig? — Jeg stirrede på den mand, jeg havde boet sammen med i fire år, og i det øjeblik føltes han som en fremmed. — Jeg har det dårligt, Lars. Jeg er fuldstændig drænet.
— Du har bare for lidt at tage dig til, og derfor opfinder du problemer ud af ingenting, — svarede han hårdt og gik ud mod badeværelset. — Jeg går i bad. Jeg håber, du er faldet ned, inden mor kommer.
Døren til badeværelset smækkede i, og straks efter begyndte vandet at bruse. Jeg blev stående midt i gangen. Hjertet hamrede helt oppe i halsen. Netop da lød der et skingert, tyndt grådskrig fra soveværelset. Mette var vågnet. Hun havde kun sovet i femten minutter.
De næste to timer blev et mareridt. Med den ene arm vuggede jeg vores datter, mens jeg med den anden forsøgte at skære nogle slatne grøntsager ud, som jeg fandt nederst i en skuffe. Jeg kom aldrig i butikken. Mette ville ikke slippe mig et eneste skridt, hun græd uafbrudt og søgte brystet igen og igen. Lars kom ud fra badet, nyvasket og veltilpas, satte sig ved computeren og forsvandt ind i sine egne ting. Hver gang jeg bad ham holde barnet bare et øjeblik, fejede han mig af med ordene: “Hun vil have dig. Hos mig skriger hun bare.”
Præcis klokken fire om eftermiddagen ringede det på døren. Højt, insisterende og som om tre personer trykkede på klokken samtidig.
På få sekunder blev entréen fyldt af støj, latter, lugten af fremmede parfumer og fugtig luft udefra. Min svigermor, Karen, skubbede mig uden tøven til side med skulderen allerede i døråbningen og råbte med gennemtrængende stemme:
— Lars! Min dreng! Kom nu og tag imod dine gæster!
Efter hende væltede resten af selskabet ind. De tre børn fra Lars’ søsters familie kastede sig straks over skoene og smed deres jakker direkte på gulvet. Onkel Peter, en stor mand i tunge støvler, hostede højt og rungende.
— Nå, hvorfor er her så stille? — Karen stak hovedet ind i køkkenet. — Anna, hvor er det hele henne? Havde I ikke ventet os? Lars sagde, at du var hjemme og var ved at gøre bordet klar.