— Hej, — sagde jeg lavt og trak Mette tættere ind til mig; hun var stivnet af forskrækkelse over al larmen. — Lars fortalte mig det først for to timer siden. Jeg havde ganske enkelt ikke en chance for at nå noget.
I det samme kom Lars stormende ud fra stuen med et ansigt, der lyste op.
— Mor! Far! Kom ind, kom ind! — Han begyndte at kramme dem én efter én. — Anna nåede ikke helt at få styr på det hele, men pyt, vi finder ud af noget.
— Nåede ikke? — Hans søster Hanne, som selv havde tre børn, sendte mig et blik fyldt med åbenlys bebrejdelse. — Du går jo hjemme hele dagen. Og du har kun ét barn. Da mine tre piger var små, kunne jeg sagtens nå både tre salater og varm mad, når der kom gæster.
— Hanne, børn er altså ikke ens, — forsøgte jeg at sige, mens jeg mærkede tårerne presse sig på. — Mette sover næsten ikke for tiden. Det er tænderne.
— Hold nu op med alle de forklaringer, — brummede min svigerfar og gik videre ind i stuen. — Lars, tænd for fjernsynet, kampen begynder snart. Karen, Hanne, gå ud og hjælp pigen i køkkenet, ellers når vi at dø af sult. Vi har siddet i bilen i tre timer.
Karen gik direkte hen til køleskabet, åbnede det og klikkede utilfreds med tungen.
— Jamen dog, Anna. Husmor er du da vist ikke født til at være. Holder du min søn på sultegrænsen? Nå, der er ikke tid til snak. Lars! Kom lige herud!
Min mand stak hovedet ind i køkkenet.
— Ja, mor?
— Smut ned og køb ind. Tag et par store poser færdigretter, noget pålæg, ost og brød. Når din kone nu ikke kan finde ud af at lave et ordentligt måltid, må vi jo overleve på det nemme.
Lars så irriteret på mig.
— Anna, helt ærligt, kunne du ikke engang have skrællet nogle kartofler? Nå, giv mig penge, så løber jeg ned.
— Jeg har ingen kontanter. Kortet ligger på natbordet, — svarede jeg mat.
En halv time senere var køkkenet forvandlet til en arbejdsplads, men jeg følte mig som en fremmed i mit eget hjem. Karen og Hanne raslede med gryder og pander, råbte til hinanden hen over komfuret og lod den ene bemærkning falde efter den anden.
— Vorherre bevares, hvor er de knive sløve. Der bor en mand i huset, men ingen kan åbenbart slibe en kniv, — mumlede Karen surt.
— Mor, det handler ikke kun om knivene. Hun har bare ikke orden på noget, — sagde Hanne og hev en pande ud med et brag. — Se lige emhætten. Der ligger støv. Når man alligevel går hjemme, kan man vel godt holde rent.
Jeg sad i lænestolen inde i soveværelset med Mette i armene og vuggede hende frem og tilbage. Døren stod på klem, så hvert eneste ord nåede ind til mig. Et eller andet indeni mig gav efter. En tung, blygrå udmattelse lagde sig over mig, så voldsom at jeg mest af alt havde lyst til at lægge mig ned på gulvet og blive liggende.
Men det værste var, at jeg næsten ikke orkede at føle noget. Ikke over deres domme, ikke over de færdigkøbte middagsretter, ikke over støvet på emhætten. Det, der gjorde ondt helt ind i kroppen, var, at Lars ikke én eneste gang havde sagt et ord til mit forsvar. Tværtimod nikkede han med, som om de havde ret, og smilede undskyldende til dem.
Hen imod klokken seks blev jeg kaldt ind til bordet. Eller rettere: Lars kiggede ind ad døren og råbte:
— Anna, kom nu. Maden er klar. Læg Mette, så hun kan sove.
— Hun sover ikke, Lars.
— Så tag hende med. Du kan da sidde sammen med os andre.
Der var næsten ikke til at være i stuen. Omkring det udtrukne spisebord sad tolv mennesker klemt sammen. På bordet stod store fade med dampende færdigretter, skiver af pølse og ost, brød og nogle glas med syltede grøntsager, som Karen selv havde haft med. Larmen var øredøvende. Onkel Peter havde allerede skænket et glas til sig selv og til min svigerfar.
— Nå, skål for at vi er samlet! — annoncerede han højt.
Jeg satte mig yderst på en stol med Mette på skødet. Hun klynkede, vred sig og hev mig i håret. Jeg prøvede at række ud efter et stykke brød, men Karen kom mig i forkøbet:
— Anna, du burde give Mette en hue på. Det trækker fra vinduet. Og hvorfor får hun egentlig stadig ikke rigtig mad? Min Lars spiste suppe fra vores bord, da han var syv måneder.
— Hun får nok af min mælk, — svarede jeg stille uden at se op.
— Åh, alle de moderne påfund, — sagde Hanne og viftede afværgende med hånden, mens hun tyggede. — De lytter til alle mulige bloggere på nettet, og så går børnene rundt og ser blege ud. Lars, skal du have mere? Din kone tænker jo åbenbart ikke på det.
Lars smilede og rakte sin tallerken frem.
— Ja tak, mor. Dine færdigretter smager altid bedst. Selv når de er købt, får du dem til at virke hjemmelavede.
Alle omkring bordet brød ud i latter. Latteren ramte mig i ørerne som en lussing.