Jeg vendte blikket mod Lars. Han så ikke engang i min retning. Han var opslugt af en samtale med onkel Peter om biler, som om alt i verden var, præcis som det skulle være. Hans familie sad samlet omkring bordet, stemningen var høj, maden blev serveret for ham. At hans kone sad yderst på stolen med mørke rande under øjnene efter alt for lidt søvn og kæmpede for ikke at bryde sammen, betød åbenbart ingenting. Jeg kunne næsten høre ordene i hans hoved: Hun går jo bare hjemme på barsel, hvad har hun egentlig at klage over?
Pludselig spjættede Mette i mine arme og begyndte at græde højt.
— Anna, kan du ikke tage hende ud lidt? Man kan jo ikke føre en samtale, når man skal råbe hen over hende, sagde min svigerfar irriteret og trak ansigtet sammen.
Jeg rejste mig. Helt roligt. Uden at sige et eneste ord. Ude i gangen lagde jeg Mette ned i barnevognen og lynede hendes flyverdragt. Hun blev så overrasket over min tavshed, at hun holdt op med at græde. Derefter gik jeg ind i soveværelset, tog min dunjakke, tasken med dokumenterne og børnetingene, som altid stod pakket i en rygsæk, hvis vi pludselig skulle på sundhedscentret.
Jeg trak støvlerne på. Stilheden fik Lars til at komme ud i gangen.
— Anna, hvor har du tænkt dig at gå hen? Skal du ud at trille nu? Det er jo mørkt, sagde han med et forsøg på at lyde let.
— Jeg går, Lars, svarede jeg med en stemme, der var så flad og fremmed, at jeg næsten ikke selv kendte den.
— Hvad mener du med, at du går? Hvorhen? Hjem til din mor eller hvad? Han fnøs kort, men forvirringen nåede alligevel hans øjne. — Hold nu op med det pjat, og kom tilbage til bordet. Folk vil jo ikke forstå noget som helst.
— Det rager mig, hvad folk forstår, og hvad de ikke forstår, sagde jeg, mens jeg svingede rygsækken op på skulderen og greb om barnevognens håndtag. — Du har ret. Jeg laver jo ingenting på barsel. Så nu går jeg. Du kan selv underholde din familie. Du kan selv give dem mad, skænke op for dem og rydde op bagefter. Nøglerne lægger jeg i postkassen.
— Er du blevet fuldstændig sindssyg? Lars greb fat om mit håndled. Røde pletter bredte sig over hans ansigt. — Du ødelægger min dag! På grund af sådan en bagatel laver du en hel forestilling foran mine forældre. Kom tilbage, siger jeg!
— Slip min hånd, sagde jeg lavt.
Jeg sagde det ikke højt, men der må have været noget i min stemme, for hans fingre slap straks taget.
— Jeg kan ikke mere, fortsatte jeg. — Du hører mig ikke. Du ser mig ikke engang. For dig er jeg bare et gratis tillæg til hjemmet, noget der skal fungere uden fejl og uden pauser. Prøv at være alene. Prøv selv at mærke, hvordan det er, når man “ikke laver noget”.
Så åbnede jeg hoveddøren og skubbede barnevognen ud i opgangen.
— Anna! råbte han efter mig, men jeg havde allerede trykket på elevatorknappen.
Inde fra lejligheden væltede stemmerne stadig ud. Nogen lo højt, fjernsynet kørte i baggrunden, og bestikket klirrede mod tallerkenerne. Ingen derinde havde for alvor opdaget, at jeg var gået.
Jeg tog hjem til min veninde Sara, som havde en ledig stue. Hun stillede ikke en eneste unødvendig fråga. Hun satte bare en kop varm te foran mig, tog Mette fra mine arme, vaskede hende og lagde hende i seng i ro og stilhed. Selv faldt jeg i søvn næsten med det samme. For første gang i flere måneder sov jeg seks timer i træk uden at blive vækket.
Min telefon havde jeg slukket allerede i elevatoren. Først næste formiddag klokken elleve tændte jeg den igen.
Skærmen blev straks oversvømmet af beskeder og ubesvarede opkald. Tredive opkald fra Lars. Fem fra min svigermor. Og en hel strøm af beskeder i chatten.
Jeg åbnede samtalen med Lars. De første beskeder var fulde af vrede: “Er du idiot?”, “Kom hjem med det samme”, “Mor er chokeret over din opførsel”, “Du ydmygede mig foran onkel Peter”.
Men længere nede, omkring klokken tre om natten, havde tonen ændret sig.
“Anna, hvor er Mettes modermælkserstatning?”
“De er kørt. Jeg er alene.”
“Anna, hvorfor er køkkenet så beskidt? Mor og Hanne tog hjem uden at vaske op. De sagde, det var dit ansvar.”
“Anna, svar nu.”
“Jeg har det virkelig dårligt.”
“Anna, jeg beder dig.”
Den sidste besked var kommet en halv time tidligere: “Jeg er på vej til dig. Sara sagde, at du er hos hende. Gå ikke, før jeg kommer. Vær sød at høre på mig.”
Tyve minutter senere ringede det på døren. Sara gik ud for at åbne, mens jeg blev siddende i sofaen med Mette på skødet. Hun var vågen, mæt og rolig.
Lars trådte ind i stuen, og et øjeblik genkendte jeg ham næsten ikke. Han plejede altid at være soigneret og samlet, men nu så han ud, som om noget inde i ham var knækket. Håret stod i uorden, der lå mørke skygger under hans øjne, og jakken hang åben. Hans hænder rystede tydeligt.
Han blev stående ved døren, som om han ikke turde komme tættere på. Først så han på mig. Så på vores datter.
— Hej.