— Jeg beder dig, Mette, helt ærligt, hvor skulle de halvtreds tusind komme fra? Har du set tallene i deres regnskaber? — Annas stemme skar gennem køkkenets aftentavshed, skarp som en kniv gennem blødt smør. Mette blev stående ude i gangen med den ene sko halvt af. — Din svigerdatter har sikkert i al hemmelighed købt sig en villa på Bornholm, mens I andre sidder her og lever af pasta. Jeg siger dig, hun regner hverken dig eller mig for noget som helst.
Mette stod stille med indkøbsposen presset ind mod brystet. I den lå knækbrød, fedtfattig hytteost, friske krydderurter — den sædvanlige samling til en hverdagsmiddag. Nederst i posen lå også en æske dyre chokolader til Anna, som Mette næsten altid købte “bare til kaffen”, fordi hun vidste, at svigermoren var blevet glad for netop dem. Nu virkede æsken pludselig som en pinlig lille almisse, selv om den var købt med et oprigtigt ønske om at glæde hende.
Der blev stille i køkkenet et øjeblik. Kun lyden af en ske mod kanten af en kop kunne høres. Det var Mads, hendes mand, der rørte nervøst rundt i sukkeret. Sådan gjorde han altid, når hans mor begyndte på sit yndlingsnummer.
— Mor, stop nu, — sagde Mads endelig. Hans stemme lød træt, men der var ikke meget modstand i den. Det var ikke en mand, der bad nogen holde op; det var en mand, der bad om, at det i det mindste blev sagt lidt lavere. — Hvilken villa? Hun har knoklet som et bæst i ti år. Hvis hun har tjent noget, har hun gjort det selv.
— Gjort det selv! — Anna fnøs. — Og hvad med dig? Hvem slider du for på den byggeplads? Du er ingeniør, min dreng! Og hvad er hun? En handlende! Hun kom til det hele dækket op. Sidder i sin salon og filer negle, mens du må leve af resterne efter hende.
Mette lukkede øjnene et kort sekund. Så det var sådan, det lød. Ti års arbejde, hvor hun fra ingenting havde opbygget en kæde af skønhedssaloner, begyndende i en lejet, fugtig kælder på størrelse med et depotrum — det blev reduceret til, at hun “filede negle”. Og hendes mand, der i tolv år havde haft den samme stilling på et arkitektkontor med en fast månedsløn på omkring 7.000 kr., var altså den, der “sled sig halvt ihjel”.
Hun smækkede hoveddøren hårdt i, så ingen kunne være i tvivl om, at hun var kommet hjem.
— Jeg er hjemme, — sagde hun tydeligt, mens hun gik ind mod stuen uden at se ind i køkkenet. — Er der nogen, der vil have aftensmad?
Anna gled straks ud fra køkkenet. Hun var rund, rank og højtidelig med en opsat frisure, der fik hende til at ligne en pensioneret operadiva. Hun slog teatralsk hænderne sammen.
— Åh, Mette, vi talte netop om dig! Vi roste dig. Jeg sagde lige til Mads, hvor heldig han er med sin kone. Smuk, klog og ovenikøbet dygtig til at tjene penge.
Mette så hende direkte i øjnene. De var lyse og en smule udstående, og nede i dem lå noget mørkt og sejt og skvulpede. Ikke kærlighed. Ikke engang had. Misundelse.
— Tak, Anna, — svarede Mette tørt og gik forbi hende ind i køkkenet. — Jeg er træt, så lad os springe høflighedsforestillingen over. Jeg hørte, hvad du sagde.
Mads stod frosset fast ved vinduet med koppen i hånden. Hans ansigt tilhørte en mand, der inderligt ønskede at befinde sig et hvilket som helst andet sted. På Antarktis, måske. Eller nede i en kulmine.
— Hvad var det præcis, du hørte? — spurgte Anna udfordrende, og hendes tone skiftede på et øjeblik.
— Det med villaen på Bornholm, — sagde Mette, mens hun begyndte at lægge varerne på bordet. Hendes bevægelser var rolige, men fingrene rystede svagt af spænding. — Det med pastaen. Og det med, at jeg ikke betragter jer som mennesker.
— Og er det måske løgn? — Anna satte hænderne i siden.
Der stod de ved skillelinjen. Et sekund tidligere kunne det hele stadig være blevet drejet over i en dum bemærkning, en “åh, det var ikke sådan ment”. Mette ventede. Hun så på Mads. Han sagde ingenting. Han stirrede ned i sin kop, som om der lå et skattekort på bunden.
— Hvad er det, der er løgn? — spurgte Mette lavt.
— Det hele! Tror du, du er noget særligt? Tror du, at bare fordi du har lidt flere penge, så er du dronningen nu? Og har du glemt, at Mads’ far og jeg arbejdede hele livet på fabrikken for at kunne købe ham den lejlighed? Hvor tror du, I havde boet i dag, hvis ikke det var for os?
Mette vendte sig mod hende. Langsomt, meget langsomt, som en spændt fjeder, der kun retter sig ud, fordi nogen holder den under streng kontrol.
— Jeg har ikke glemt det, Anna. Den lejlighed købte du og Henrik. Og jeg var jer oprigtigt taknemmelig. Derfor lagde jeg alle mine egne opsparede penge i den, da vi totalrenoverede for fem år siden — 150.000 kr. Jeg gjorde en gammel, slidt bolig til et moderne hjem. Dengang sagde du tak og glemte det dagen efter. Lånet til renoveringen betalte jeg ud på to år. Alene. Uden hjælp fra jer.
Anna stod et øjeblik helt paf. Hun var ikke vant til at blive sagt imod. Hele familien havde i årevis levet efter reglen: Når mor taler, nikker alle andre. Mads tav stadig.
— Nå, så det er sådan, du er begyndt at tale! — udbrød Anna og trak dramatisk vejret ind.