Hun pressede hænderne mod brystet, som om hjertet pludselig var ved at svigte.
— Mads, hører du det? Hun bebrejder mig nærmest hver eneste bid brød! Jeg har givet hende en lejlighed, og så står hun her og vifter mig om næsen med sin renovering! Nu har hun jo forretning, nu er hun den store erhvervskvinde! Og vi andre er bare fabriksrakkerpak, ikke?
— Mor, nu er det nok, — sagde Mads endelig. Han satte koppen fra sig og så over på sin kone. — Mette, hvorfor skal du straks fare sådan op? Hun spurgte jo bare. Du tager altid alting som et angreb. Hvis det er så vigtigt, kan jeg da sige undskyld på dine vegne.
— På mine vegne? — gentog Mette langsomt.
Inde i hende var der noget, der gav en skarp, metallisk klang, som en streng spændt til bristepunktet.
— Hvad er det helt præcist, du vil undskylde for, Mads? At din mor lige har kaldt mig en krejler? At hun betragter mine penge som jeres? Eller at hun bag min ryg sidder og fortæller, at jeg ikke regner jer for rigtige mennesker?
— Du fordrejer det hele! — hvinede Anna. — Jeg har altid taget imod dig med åbent hjerte! Men du…
— Sidste måned kørte jeg ud til jer, — afbrød Mette, og for første gang under hele samtalen løftede hun stemmen, — da røret sprang i sommerhuset. Kan I huske det? Jeg aflyste tre kunder, satte mig i bilen og kørte til jer i Ribe, fordi du græd i telefonen og sagde, at Mads var på arbejde, og at vandet stod ind. Jeg fandt en vagtservice, betalte for akut udrykning, købte en ny pumpe til 1.800 kr. og stod i tre timer med iskoldt vand op til knæene, mens de skiftede røret. Det husker du vel, Anna?
Svigermorens ansigt blev mørkerødt.
— Har jeg bedt dig om det? — råbte hun. — Du kom af dig selv! Ingen havde tilkaldt dig! Og den pumpe, du købte, var den billigste, det så jeg selv på nettet. Der fandtes modeller, der kostede dobbelt så meget! Skal du nu til at remse dine gode gerninger op, som om jeg skylder dig taknemmelighed til min dødsdag?
Mette lo. Ikke varmt, ikke muntert, men kort og hårdt; en nervøs latter, der rev sig løs, før hun selv nåede at standse den.
— Den billigste? — sagde hun. — Anna, det var en italiensk pumpe, den bedste i sin klasse. Men det handler slet ikke om pengene. Det handler om, at jeg hjælper jer hele tiden. Hver måned. Nogle gange med penge, andre gange med madvarer eller ting til huset. Da du var syg, kom jeg med medicin. Da du manglede en telefon, gav jeg dig min gamle, selv om den næsten var ny. Og da Mads ikke havde råd til din fødselsdagsgave, var det mig, der købte den pels, du havde drømt om i tre år. Ikke én gang — ikke en eneste gang — har du sagt et almindeligt, menneskeligt tak.
Køkkenet blev så stille, at selv elkedlen syntes at holde vejret.
— Pelsen… — hviskede Anna, men tog sig straks sammen. — Hvad så med den pels? En gave er en gave, ikke en mønt, du kan slå i bordet med! Tror du, at du kan købe alle, bare fordi du har penge? Købe min respekt? Købe min søns kærlighed? Uden ham er du ingenting! Hvem tror du egentlig, du er? En pige fra en eller anden flække i provinsen, der kom for at erobre København! Din mor er skolelærer på en lille provinskole, og din far var en drukkenbolt, der skred fra sin familie! Hvad er det, du spiller så fin for?
Det ramte under bæltestedet. Præcist, velovervejet og rettet mod det sted, hvor det gjorde mest ondt. Kun et menneske, der kendte ens svagheder, kunne slå sådan. Og Mette havde engang selv, i et øjebliks åbenhed, fortalt Anna om sin barndom, fordi hun dengang havde troet, at svigermoren næsten var familie.
Det sortnede for hendes øjne. Hun greb fat i bordkanten for ikke at miste balancen.
— Ti stille, — sagde hun meget lavt. — Ti stille lige nu.
— Hvad er der? Gør sandheden ondt? — Anna var ikke længere i stand til at standse sig selv. Ordene væltede ud af hende som en tung lastbil uden bremser. — Tror du ikke, jeg forstår, hvorfor du kastede dig over Mads? Du havde brug for en adresse i København! Du ville have lejligheden! Du udnyttede min søn!
— Mor, stop! — råbte Mads pludselig.
Han var blevet kridhvid, og der lå sved på hans pande.
— Hvad er det, du siger?
— Du kan bare tie stille! — snerrede hans mor. — Hun har snoet dig om sin lillefinger, og du nyder det! Du sidder under tøflen hos hende som en våd klud!
Mette rettede sig op. Det hamrede i tindingerne, men da hun talte, var stemmen næsten rolig. Kold. Sådan en stemme kunne man afsige domme med.
— Anna. For det første havde jeg folkeregisteradresse i København tre år, før jeg overhovedet mødte din søn. Jeg købte et værelse i en delelejlighed for penge, jeg selv havde tjent ved at arbejde tre steder på én gang. For det andet boede Mads, da jeg giftede mig med ham, i denne lejlighed, som dengang mest af alt lignede et skur med tapet fra halvfjerdserne og møbler fra et billigt samlesæt. Det var mig, der gjorde den beboelig. For det tredje handler det om min far.