Min far var aldrig nogen dranker. Han døde af lungekræft, efter mange år på en sundhedsskadelig arbejdsplads, da jeg var tolv. Og jeg vil ikke finde mig i, at nogen tramper på hans minde.
Hun vendte sig mod sin mand. Mads stod med blikket sænket som en dreng, der var blevet grebet i noget forkert.
— Og dig? spurgte hun. — Har du tænkt dig at sige noget? Hun har lige fornærmet mine forældre. Min familie. Mig. Vil du bare stå og høre på det? Er du enig med hende?
Mads løftede øjnene. Der lå en sådan træt sorg i dem, at Mette et øjeblik fik ondt af ham. Kun et øjeblik.
— Mette, du ved jo, hvordan mor er, mumlede han. — Hun mener det ikke ondt. Hun blev bare hidsig. Hun er jo heller ikke ung længere. Hvorfor tager du det som et barn? Hun sagde noget dumt, det sker for alle.
— Noget dumt, gentog Mette langsomt. — Hun har i årevis systematisk pillet mig ned som menneske, og du kalder det “noget dumt”. Hun står bag min ryg og lægger planer for, hvordan mine penge skal bruges, og du siger, at “det sker for alle”. Hun spytter på mig og på mine forældre, og du beder mig lade være med at blive såret.
— Hvad vil du have, jeg skal gøre, slås med hende?! råbte Mads pludselig, og hans stemme var så hjælpeløs, at Mette i samme sekund forstod det hele. — Skal jeg smide hende ud?! Det er min mor, forstår du det? Min mor!
— Og jeg er din kone, sagde Mette. — Jeg har været din familie i tolv år. Men det er åbenbart aldrig gået op for dig.
Hun drejede om på hælen og forlod køkkenet. Inde i soveværelset trak hun en lille rejsetaske ned fra øverste hylde i skabet og begyndte at lægge tøj i den. Hænderne rystede så voldsomt, at bluserne gled ud mellem fingrene på hende.
Et minut senere dukkede Mads op i døråbningen.
— Hvad laver du? spurgte han forskrækket.
— Jeg pakker. Jeg bor hos Anne foreløbig.
— Mette, lad nu være med at opføre dig åndssvagt! Vil du gå på grund af et almindeligt skænderi? Prøver du at spille kostbar? Mor fortryder det allerede, det er jeg sikker på!
Ude fra gangen lød Annas stemme:
— Lad hende bare gå! Hun kan rende, hvor peberet gror! Brude kan vi finde nok af, vi har set værre end hende! Hør hende lige, som om hun var en prinsesse!
Mette lo kort uden glæde og smed toilettasken ned i tasken.
— Hører du det? spurgte hun sin mand. — Din mor fortryder ingenting. Hun er ligeglad. Og det er du vist også. Det vigtigste for dig er bare, at alt fortsætter som før. At hun kan komme, når det passer hende, tørre fødderne af på mig, og at du lader, som om intet er galt. At jeg tier stille, smiler og bliver ved med at betale.
— Lad os nu tale om det i morgen! Mads forsøgte at tage tasken fra hende. — Du er oprevet lige nu. Du kommer til at sige noget, du senere fortryder!
Med en hård bevægelse trak Mette lynlåsen til, så han næsten fik fingrene i klemme.
— Tolv år, sagde hun og så ham lige ind i ansigtet. — I tolv år har jeg håbet på noget. Imens har du bare siddet og ventet på, at din mor og jeg selv fandt ud af det. Du er ikke en ægtemand. Du er en logerende. Et menneske, der bor på samme adresse som mig og bruger min løn.
— Det passer ikke! råbte han. — Jeg elsker dig! Det ved du godt!
— Elsker du mig? Mette tog frakken på. — Hvorfor har du så ikke én eneste gang sagt til din mor: “Stop, det er min kone, og jeg er hende taknemmelig”? Hvorfor fortalte du hende ikke, at det er mig, der betaler boliglånet, mens du beholder din egen løn? Hvorfor sagde du ikke, at det er mig, der kører hende til læger, og mig, der køber den dyre medicin, når pensionen ikke slår til? Hvorfor lod du hende igen og igen kalde mig “kræmmer” og “opkomling”, mens du bagefter bad mig om penge til benzin?
Mads tav. Hans mund åbnede og lukkede sig, som var han en fisk, der var skyllet op på land.
— Netop, sagde Mette. — Du har ikke noget svar.
Hun greb tasken og gik mod entréen. Ved døren standsede hun og så tilbage på sin svigermor. Anna stod i køkkenåbningen med armene over kors. Hun så ud, som om hun allerede havde vundet.
— Nå, hvad står du der for? hånede hun. — Går du? God tur. Men husk én ting: Lejligheden er vores. Kommer du tilbage, bliver det på vores betingelser.
Mette betragtede hende længe, næsten undersøgende. Derefter flyttede hun blikket til Mads.
— Ved du hvad, Mads, sagde hun roligt, næsten hverdagsagtigt, — jeg går faktisk. Men ikke midlertidigt. Jeg søger skilsmisse. Og I behøver ikke være nervøse, jeg gør ikke krav på jeres lejlighed. Gudskelov har jeg min egen. Den, jeg købte sidste år, mens I sad her og diskuterede, hvordan I lettest kunne ribbe mig.
Farven forsvandt fra Annas ansigt. Sådan en drejning havde hun tydeligvis ikke regnet med.
— Hvilken lejlighed? spurgte hun skarpt.