— Din utaknemmelige møgtøs! Anna slyngede koppen ned i gulvet, så skårene sprang ud over hele køkkenet. — Og nu holder du mund! Du kan kommandere hjemme i din egen landsby, men her er det os, der bestemmer, og ingen andre!
Mette stod midt på køkkengulvet i en fugtig morgenkåbe. Håret hang i uorden, og hendes hænder rystede. For et øjeblik siden havde hun forsøgt at forklare sin svigermor, hvorfor hun ikke orkede at stå med vinterens syltning netop i dag. Hun havde feber, hovedet dunkede, og oveni det hele kom denne hysteriske scene.
— Anna, jeg siger jo, at jeg er syg. Jeg skal nok gøre det i morgen, det lover jeg…
— I morgen! Annas stemme skar over i et skingert hvin. — Tomaterne bliver dårlige i morgen! Eller tror du måske, jeg har slæbt tre kasser hjem for sjov?
Lars sad ved bordet med næsen begravet i sin telefon og lod, som om han slet ikke hørte skænderiet. Han løftede ikke engang blikket, da hans mor smadrede koppen. Den forbandede kujon. De havde været gift i tre år, og han havde stadig ikke lært at stille sig mellem sin kone og moderens angreb.
— Lars, sagde Mette og vendte sig mod sin mand. I hendes stemme lå et sidste, fortvivlet håb. — Sig dog noget til hende…
— Bland ikke din mand ind i kvindefnidder! afbrød Anna hende. — Og hvad er det i det hele taget for en tone, du bruger her? Du bor i mit hjem, spiser min mad, og alligevel står du dér og kræver rettigheder!
Dér brast noget i Mette. Varmen steg hende op i ansigtet, og det bankede hårdt ved tindingerne.
— I dit hjem? Vi har jo købt halvdelen af lejligheden! Vi betaler stadig af på lånet!
Anna trak munden sammen, som om hun havde bidt i en hel citron.
— Nå, I har købt den? Hvem er “I”? Det er min søn, der arbejder. Hvad laver du? Sidder pænt på et kontor og lader, som om du knokler, din dovne gås!
— Mor, nu er det nok, mumlede Lars endelig, men hans stemme var så svag, at det knap nok lød som støtte.
— Nej, det er ikke nok! Anna drejede sig mod sin søn. — Se, hvad for en slange du har taget ind i huset! Jeg sled alene for dig i tredive år, og så dukker hun op og gør sig straks til husets frue!
Bag væggen kunne man høre naboens dæmpede stemmer. Hanne stod sikkert allerede med øret presset mod døren. Hun elskede at samle stof til senere sladder i opgangen.
Mette mærkede kvalmen skylle ind over sig. Måske var det feberen, måske hele dette cirkus.
— Ved du hvad, sagde hun og støttede sig mod køleskabet. — Så må du selv tage dig af dine tomater. Jeg går ind og lægger mig.
— Du vover ikke at vende ryggen til mig, din utaknemmelige tøs! skreg Anna og greb et skærebræt fra bordet.
I det samme ringede det på døren. Skarpt, insisterende.
Alle tre stivnede. Så lød ringeklokken igen.
— Det er Peter, sagde Lars lavt og kastede et blik på uret. — Jeg havde jo bedt ham komme forbi og tale om sommerhuset…
Anna skiftede ansigt på et sekund. Hun glattede trækkene ud og rettede på sit filtrede hår.
— Lars, luk op. Og du, hun sendte Mette et giftigt blik, — få dig gjort lidt anstændig. Du skal ikke gøre familien til grin over for andre.
Mette nåede ikke at svare, før Peter allerede stod i døråbningen. Han var bror til hendes afdøde svigerfar, stadig en kraftig mand, med små listige øjne og en uforbederlig vane med at stikke næsen i andres anliggender.
— Nå da, sikke en dramatik! Han lod blikket glide hen over skårene på gulvet. — Er det huslige spørgsmål, der bliver afklaret?
Anna pressede et smil frem.
— Åh, det er ingenting. Kom ind, Peter, så får du en kop te.
Men Peter havde tydeligvis ingen planer om at lade, som om han ikke havde set noget. Han gik hen til bordet, satte sig og betragtede Mette, hvis ansigt var rødt af gråd.
— Hvad er der egentlig sket her? Det kunne høres helt ude fra opgangen.
Og i det øjeblik forstod Mette, at nu ville det virkelig blive interessant.
— Ikke noget særligt, skyndte Anna sig at sige, mens hun gik hen mod elkedlen. — Mette er bare blevet lidt utilpas, men husarbejdet aflyser jo ikke sig selv.
— Lidt utilpas? Peter fnøs skeptisk. — Og derfor råbte I, som om hele bygningen stod i flammer?
Mette mærkede, hvordan kinderne brændte. Det var ydmygende, at en udenforstående skulle overvære denne beskidte scene. Alligevel kunne hun ikke tie længere.
— Peter, sagde hun og satte sig over for ham. — Jeg har otteogtredive i feber. Jeg bad bare om, at vi kunne udskyde syltningen til i morgen…
— Og hvad er problemet i det? Han trak på skuldrene.
Anna var tæt på at tabe tekanden.
— Peter! Du ved jo, hvordan jeg er med sådan noget. Hos mig foregår alt efter en plan og til tiden. Og så kommer hun…
— Så bliver din svigerdatter syg, afbrød Peter roligt. — Hvad så? Går verden under af den grund?
Lars rykkede uroligt på stolen. For første gang under hele skænderiet så han ud, som om han ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv.
— Onkel Peter, mor er bare bekymret…
— Bekymret, siger du? Peter tog en pakke cigaretter frem og tændte én uden at spørge om lov. — I mine øjne opfører hun sig nærmere som én, der er gået fuldstændig grassat.
Anna frøs fast med koppen i hænderne. Den drejning havde hun bestemt ikke ventet.
— Hvad mener du med det, Peter?
— Jeg mener, at du opfører dig som en råbende torvekone. Han sugede på cigaretten og pustede langsomt røgen ud. — Du står og skriger ad en syg ung kvinde på grund af nogle tomater.
— Nogle tomater? Annas stemme begyndte igen at kravle opad. — Jeg stod på markedet hele dagen for at vælge de bedste!
— Og hvad så? Der kommer også en dag i morgen.
Mette stirrede måbende på Peter. Ingen havde nogensinde vovet at tale sådan til hendes svigermor. Selv hendes egen søn plejede jo at lægge sig fladt ned for hende som en dørmåtte.