— Hør nu her, Anna, — sagde Peter og bankede asken af cigaretten direkte ned på underkoppen, — synes du ikke snart, det var på tide at tage dig af dit eget liv? Du har travlt nok med at mase dig ind i andres.
— Andres? — Anna gispede, som om han havde slået hende. — Det er min søn! Mit hjem!
— Din søn er en voksen mand, — svarede Peter tørt. — Han har selv valgt sin kone og stiftet sin egen familie. Men du hiver stadig i ham, som om han var en marionetdukke.
Ude fra entréen lød der et forsigtigt bank. Kort efter hørtes en kvindestemme:
— Må jeg komme ind? Det er Hanne…
— Kom bare, kom bare, — Peter slog ud med hånden, — du kommer faktisk på et glimrende tidspunkt. Vi får brug for et vidne.
Hanne stak hovedet ind i køkkenet og lod blikket glide hen over rodet, de ophidsede ansigter og det, der mest af alt lignede et familieråd efter et jordskælv.
— Åh… forstyrrer jeg?
— Det har du gjort længe, — vrissede Anna. — Du står jo altid med øret klistret til væggen.
Hanne blev fornærmet med det samme.
— Er det min skyld, at væggene her er så tynde? Hele opgangen kan høre, når I råber ad hinanden.
— Hele opgangen? — gentog Peter og løftede interesseret øjenbrynene.
— Selvfølgelig! — Hanne fik straks mere mod. — Inge nede i stuen siger, at der sker noget hos jer hver eneste dag. Enten skriger Anna, eller også flyver tallerkenerne gennem luften…
— Hanne! — Anna fór op. — Er du kommet herind for at sprede sladder?
— Hvilken sladder? — Hanne satte hænderne i siden. — Gør sandheden ondt? Måske skulle du hellere tænke over, hvorfor alle naboerne kun har dårligt at sige om det, der foregår her.
Lars blev ligbleg. Mette skjulte ansigtet i hænderne. At deres private elendighed nu blev vendt foran fremmede, var mere, end hun kunne bære.
Peter stod lidt og iagttog dem alle, mens han roligt tog endnu et sug af cigaretten. Så smilede han pludselig, men smilet var ikke venligt.
— Ved du hvad, Anna… Nu tager du og jeg en rigtig samtale. Alene.
— Om hvad?
— Om din fremtid. — Han rejste sig fra stolen. — Lars, før din kone ind på værelset, så hun kan hvile sig. Hanne, du går hjem. Og Anna og jeg bliver her.
— Men jeg ville bare…
— Jeg sagde: hjem.
Der lå en sådan myndighed i Peters stemme, at Hanne forsvandt næsten øjeblikkeligt. Lars skyndte sig hen til Mette og hjalp hende ud af køkkenet.
Anna blev tilbage alene med sin svoger. Hun mærkede på forhånd, at det, han nu ville sige, næppe ville blive behageligt.
— Sæt dig, — sagde Peter og nikkede mod stolen. — Og lad være med at spille martyr. Vi taler som voksne mennesker.
Anna satte sig, men hele hendes krop var spændt. Hun sad som en fjeder, klar til at springe op og forsvare sig, hvis han gik for langt.
— Hør godt efter, Anna. Din Jens, Gud give ham fred, bad mig før sin død om at holde øje med familien. Det lovede jeg ham. Men det, du har skabt her, er ikke en familie. Det er et galehus.
— Jeg beskytter min søn!
— Mod hvem? Hans kone? — Peter rystede langsomt på hovedet. — Pigen er ordentlig og flittig. Hvorfor har du bidt dig så fast i hende?
— Ordentlig? — Anna fnøs foragteligt. — Hun forsøger at skubbe mig ud af mit eget hjem!
— Vrøvl. Hun vil bare have lov til at leve i fred med sin mand. Det er dig, der ikke lader dem få et eneste roligt øjeblik.
Anna sprang op og begyndte at gå rastløst frem og tilbage i køkkenet.
— Peter, du forstår ingenting! Lars er alt, jeg har! Jeg har givet hele mit liv for ham!
— Netop. Du har givet dit liv til ham. Og nu forlanger du, at han også skal leve dit liv for dig?
Ordene ramte hende præcist, hvor det gjorde mest ondt. Anna standsede brat. Øjnene blev blanke.
— Hvad har jeg ellers? Jeg er otteoghalvtreds år. Jeg er alene…
— At du er alene, er dit eget valg, — sagde Peter hårdt. — Jeg husker udmærket, hvordan mændene omkring dig viste interesse efter Jens døde. Du jagede dem alle væk. Du sagde, at din søn ikke havde brug for en stedfar.
— Og det havde jeg ret i!
— Havde du? Din søn er blevet voksen, han er gift, og han forsøger at leve sit eget liv. Men hvad gør du? Du sidder her og bliver mere og mere bitter på hele verden.
Anna snøftede. Peter gjorde dog ikke mine til at ynke hende.
— Du har en uddannelse. Dine hænder fejler ikke noget. Du kunne have arbejdet. Du kunne have bygget et liv op for dig selv. Men nej, det var nemmere at klamre sig til Lars og forgifte tilværelsen for hans familie.
— Du er grusom…
— Jeg siger sandheden. Og jeg siger dig noget mere: Hvis du ikke falder til ro, ender du helt alene. Før eller siden kan Lars ikke holde det ud længere, og så tager han sin kone med og går. Hvad vil du så? Sidde her i lejligheden og blive gammel i ensomhed?
Stilheden sænkede sig tungt over køkkenet. Anna stod med armene slået om sig selv og græd lydløst.
Inde på værelset hjalp Lars imens Mette ned i sengen.
— Læg dig nu, skat. Vi skal have feberen ned.
Mette adlød, men hun gav ikke slip på hans hånd.
— Lars, jeg kan ikke leve sådan her mere. Hver dag er der skænderier. Hver dag er alt min skyld. Uanset hvad der sker, ender det med, at jeg bliver den onde.
— Hold ud lidt endnu, — sagde han og strøg hende varsomt over håret. — Vi flytter snart.
— Hvornår er snart? Vi har talt om det i et helt år, og der er ikke sket noget som helst.
Lars sukkede tungt. Han vidste godt, at det var umuligt at fortsætte sådan. Men hans mor havde altid været næsten hellig for ham. Hvordan skulle han bare kunne efterlade hende alene?
— Ved du hvad, — sagde Mette stille og så længe på ham, — Peter har ret. Din mor er ikke en svag gammel dame. Hun er en stærk kvinde, som bare er vant til at styre alle omkring sig.
— Mette, lad nu være…
— Nej, jeg er nødt til at sige det. Hvis vi ikke stopper det her, ødelægger hun os. Se på dig selv. Du tør jo knap nok sige et ord imod hende.
Lars sænkede blikket. Et sted dybt inde vidste han, at hans kone havde ret. Men at indrømme det føltes som at svigte sin mor. Og det kunne han ikke få sig selv til.
Fra køkkenet lød de dæmpede stemmer igen; Peter var tydeligvis ikke færdig med sin alvorlige samtale.