— Inden jul og nytår skal der gøres ordentligt rent. Du kan tage vores lejlighed. Lars sagde, at du har fri i weekenden.
— Kirsten, jeg… jeg har faktisk selv planer. Sofie og jeg…
— Dine egne ting kan vente! — afbrød hun skarpt. — Jeg er en gammel kvinde, det er for tungt for mig. Det er din pligt at hjælpe os.
Mette stod op klokken seks, præcis som hun plejede. Hun listede lydløst ud i køkkenet på tæerne for ikke at vække Sofie, satte elkedlen over og greb telefonen, mens vandet begyndte at varme.
I tre måneder havde hver eneste morgen set sådan ud: Hun åbnede bankappen og talte dagene til næste lønudbetaling. På kortet var der næsten ingenting tilbage, og lønnen kom først i den følgende uge.
Hun lagde mobilen fra sig, pustede langsomt ud og støttede håndfladerne mod vindueskarmen. På en stol lå Sofies gamle skolecardigan, kastet der aftenen før. Ærmet havde Mette stoppet omhyggeligt. Pigen var allerede ved at vokse ud af den, men en ny cardigan var lige nu noget, man kun kunne drømme om.
Dagen før var Sofies vinterstøvler gået i stykker på vej hjem fra skole. Sålen havde simpelthen løsnet sig og gabte. Mette havde set, hvordan datteren forsøgte at skjule hullet, så hendes mor ikke skulle blive ked af det.
Om aftenen stod de derfor i den nærmeste skobutik og ledte efter de billigste nye støvler, som stadig kunne holde fødderne varme.
— Mor, er det virkelig nødvendigt? Jeg kan godt bruge de gamle lidt endnu…
— Nej, skat. Vinteren er knap nok begyndt. Du skal ikke gå rundt i sko med hul i. Så bliver du syg.
Og endnu en udgift blev trukket fra et budget, der i forvejen ikke hang sammen.
Da de kom hjem samme aften, lød der et tungt suk inde fra værelset, efterfulgt af slæbende skridt i hjemmesko. Det var Lars. Han var stået sent op, fordi han først var kommet i seng ved daggry efter endeløse livestreams med vennerne. Resten af dagen havde han tilbragt liggende i sengen, uden planer, uden hastværk.
— Hvorfor tog det så lang tid? — mumlede han, da han gik forbi dem uden så meget som at se på sin kone.
— Vi købte vinterstøvler til Sofie.
— Har du ikke andet at bruge penge på? Svømmer vi måske i dem? — fór han op.
— Nej! Det er netop problemet, Lars. Vi har ingen penge. Men vores datters støvler var flækket. Det ville klæde dig at tage dig sammen en gang imellem! — svarede Mette skarpt.
— Hvorfor skal du altid være så hysterisk? — brummede han. — Jeg har jo sagt, at jeg nok skal finde arbejde. Men jeg kan ikke bare tage hvad som helst. Jeg er vel stadig en mand, ikke?
Mette pressede læberne sammen. Den sætning havde hun hørt utallige gange de sidste tre måneder. Først havde Lars fortalt, at han ville blive bud.
— Det er faktisk et fedt job! Bude tjener rigtig godt!
Men efter tre mislykkede leveringer, hvor han ikke fik nogen ordentlig bekræftelse og ovenikøbet fik trukket penge fra sin konto, ændrede Lars hurtigt mening.
— Det er ren svindel! — råbte han. — Det er ikke min skyld. De lokkede mig i en fælde!
Resultatet var, at han ikke tjente noget som helst. Tværtimod endte han i minus. Senere forsøgte han sig som taxachauffør. Men de gode og bedre betalte ture kom ikke til ham, fordi hans bil hørte til i den billige klasse, og nybegyndere fik sjældent de attraktive bestillinger. Nu sad han derhjemme og følte sig uretfærdigt behandlet af hele verden.
Alle familiens udgifter lå derfor på Mettes skuldre: mad, tøj, skole, regninger og medicin.
Næste morgen, da Sofie kun lige var vågnet og skulle gøre sig klar til skole, var Mette allerede på vej ud ad døren for at tage på arbejde. Som altid kom Sofie hen for at kysse hende på kinden, men hendes blik gled hurtigt hen over moren: den gamle, slidte dunjakke og huen, som Mette havde brugt i mindst fem år.
Mette fangede det korte blik, og hjertet trak sig sammen i brystet på hende. Hendes datter skammede sig.
— Mor, Anne og Maria skal i biografen efter skole i dag og se en julefilm. Må jeg måske… tage med?
Hun tav midt i sætningen, som om hun ikke kunne få sig selv til at bede om det.
— Ring til mig, når du har fri. Måske finder vi ud af noget. Jeg skal nok se, om jeg kan skrabe nogle penge sammen.
Men Sofie kendte allerede svaret. Biografen var luksus i deres familie. Det havde den sådan set altid været, men nu gjorde pengemanglen endnu mere ondt end før. Pigen nikkede bare, som om hun troede på det, og gik tilbage for at gøre sig færdig.
Da Mette nåede frem til arbejdet, satte hun sig ved skrivebordet og begravede ansigtet i hænderne. Hun var næsten fyrre. I ti år havde hun arbejdet det samme sted, sparet på sig selv, sagt nej til alt unødvendigt og gået i den samme jakke i fem år, selv om den ikke længere så pæn ud, uanset hvor ofte den blev vasket.
Måned efter måned talte hun dagene: til lønnen, til forskuddet, til det øjeblik hvor hun endelig kunne købe noget nyt til Sofie, så pigen ikke behøvede at se misundeligt på de andre børn.
Hun klagede ikke. Hun levede bare videre. Men netop i dag føltes alting tungere, mere trist, næsten ubærligt. Pludselig så hun Sofie for sig foran biografen, mens klassekammeraterne købte popcorn, og hendes egen datter sagde med et lille smil: “Jeg behøver ikke noget.” Mette tørrede en tåre væk, sukkede dybt og hviskede de ord, hun gentog for sig selv hver morgen:
— Bare lidt endnu. Vi skal nok holde ud. Alting falder på plads… meget snart.