Snart var det jo nytår. Nye dage, nye chancer, sådan prøvede hun at overbevise sig selv.
Men inderst inde vidste Mette godt, at det var en løgn, hun fortalte sig selv for at kunne blive stående. Et årsskifte ændrede ikke noget af sig selv. Tværtimod kunne alting meget let blive endnu tungere.
På arbejdet blev der ikke plads til de tanker, der gnavede i hende. Mette tastede, sorterede mapper, lagde papirer i bunker og tog telefonen, når den ringede. Hun gjorde det hele mekanisk, som om kroppen havde lært rutinen uden hendes hjælp. Alligevel lå morgenen stadig et sted i hende som en bitter rest: Sofies trætte blik, det lille modige smil, den stille accept.
Da frokostpausen endelig kom, satte Mette sig ned med sin madkasse. Hun åbnede låget, så på pastaen og trak vejret helt ned i maven, som om hun for første gang den dag fik lov at standse. Men hun nåede knap at tage gaflen, før mobilen vibrerede mod bordet.
Det var Sofie.
— Mor… lød hendes stemme. Den var lav og forsigtig, næsten alt for høflig, som om hun allerede havde forberedt sig på et nej. — Jeg ville bare spørge om…
— Selvfølgelig, skat, afbrød Mette hende hurtigt, før pigen overhovedet nåede at forklare. — Jeg sender penge. Både til billetten og til popcorn. Tag af sted med pigerne. Hyg dig.
I den anden ende blev der stille et øjeblik. Stilheden var så tæt, at Mette næsten kunne høre Sofie forsøge at forstå, om hun havde hørt rigtigt.
— Mor! Åh, mor, tak! Jeg… jeg fortæller dig det hele bagefter, alt sammen!
Den gamle, lyse glæde sneg sig tilbage i Sofies stemme. Den klang, Mette ikke havde hørt længe, ramte hende lige i brystet.
— Bare du får en dejlig dag, min pige.
Hun lagde på og åbnede med det samme bankappen. Saldoen var næsten latterlig. Der stod så lidt tilbage, at enhver fornuftig voksen ville have lukket appen igen. Men Mette tøvede ikke. Hun tastede Sofies nummer ind, skrev beløbet og trykkede send.
Det var de sidste penge.
Hun så ned på sin frokost igen. Pasta uden frikadeller, uden salat, uden noget særligt. Alligevel bredte der sig en mærkelig lettelse i hende. Som om hun ikke bare havde købt en biografbillet, men en lille, skrøbelig bid af en normal barndom til sin datter.
Om aftenen blev byen pakket ind i sne. Store, tunge fnug dalede ned i klumper, som i gamle danske vinterfilm, men der var ikke noget eventyrligt over det. Trafikken gik næsten i stå, busserne krøb gennem gaderne i sneglefart, og folk stod tæt ved stoppestederne med skuldrene trukket op om ørerne.
Mette havde ventet i næsten tyve minutter, gennemblødt i støvlerne og stiv af kulde. Da bussen endelig kom, kastede alle sig mod dørene på én gang. Hun blev presset med ind mellem frakker, tasker og albuer, og da dørene lukkede, stod hun så fastklemt ved en stang, at hun knap kunne løfte armen.
Netop da ringede telefonen.
På displayet stod Kirsten.
Selvfølgelig, tænkte Mette. Lars’ mor havde altid en uhyggelig evne til at vælge det mest umulige tidspunkt. Hun lukkede øjnene et sekund og sukkede lydløst, før hun fik telefonen op til øret uden at tabe den ned mellem støvlerne på de andre passagerer.
— Hallo…
— Mette, jeg tager ikke meget af din tid, meddelte Kirsten straks, som om samtalen allerede var afgjort. — Der skal gøres ordentligt rent inden jul og nytår. Du kommer forbi og tager lejligheden hos os. Lars sagde, at du har fri i weekenden.
Mette var ved at miste grebet om telefonen, men hun fik hurtigt fat om den igen.
Hun stivnede.
Det var den sidste weekend før nytår. Hun havde lovet Sofie, at de skulle pynte lejligheden, sætte træet op og bage småkager sammen. Bare for at skabe en smule feststemning, bare for at få hjemmet til at føles varmt og rigtigt i nogle timer.
— Kirsten, jeg har faktisk… vi har selv planer. Sofie og jeg skulle…
— Det kan du gøre bagefter! skar svigermoren igennem. — Jeg er en gammel kone, det er for tungt for mig. Det er din pligt at hjælpe os.
Mette bed tænderne sammen. Det krævede alt, hvad hun havde tilbage, ikke at svare skarpt. Hun vidste udmærket, at problemet ikke var alderdom alene. Kirsten røg så meget, at hun knap kunne gå fra stuen til køkkenet uden at hive efter vejret, og hele lejligheden lugtede altid af kold røg.
— Lad os tale om det senere, sagde Mette presset.
— Der er ikke mere at tale om. Så er det aftalt. Vi venter dig på lørdag.
Forbindelsen blev afbrudt, før Mette nåede at sige et ord mere. Hun stod tilbage med mobilen i hånden, klemt inde i bussen, mens den slingrede gennem sneen. At ringe tilbage var umuligt; hun stod nærmest på ét ben, mast fast mellem fremmede mennesker, og måtte bruge alle kræfter på ikke at falde.
Da hun endelig nåede hjem, var det sent. Hun var kold helt ind i knoglerne, træt i hovedet og tømt for alt, der lignede energi. Men så snart hun låste døren op, kom Sofie løbende imod hende.
Pigens ansigt strålede. Kinderne var røde af ophidselse, øjnene levende og klare.
— Mor! Det var så godt! Og der var en scene, den var bare så sjov… Sofie talte uden pause, mens hun trak Mette ud i køkkenet. — Jeg har varmet aftensmaden! Sæt dig her. Her er dit krus. Mor, det var virkelig vildt hyggeligt!
Mette så på hende med trætte øjne, men inde i brystet blev noget varmt. Sofie var glad. Lige nu var det det eneste, der betød noget. Hun lagde hånden på datterens skulder, lyttede til den ivrige strøm af ord og smilede, selv om hun næsten ikke havde kræfter til at holde sig oprejst.
Lars var ikke hjemme, selv om uret på væggen viste otte. Mette blev ikke engang overrasket længere. Hans fravær var efterhånden blevet en del af deres hverdag, noget man ikke stillede spørgsmål til, fordi svaret alligevel aldrig ændrede noget.
Hun sagde bare stille til Sofie:
— Det vigtigste er, at du havde en god dag, skat.
Sofie forsvandt ind på sit værelse for at ringe til en veninde. Gennem væggen kunne Mette høre hendes klare latter, den slags latter der var blevet sjældnere og sjældnere derhjemme.
Langsomt ryddede Mette op efter aftensmaden. Hun satte tallerkenerne væk, skyllede krusene og tørrede køkkenbordet af. Hver bevægelse føltes tung, som om trætheden havde lagt sig over hendes skuldre som en våd, blytung frakke.