Del 1. Akustikken i et lukket rum
Inde i bilen hang lugten af kostbart læder sammen med den billige, sødlige parfume “Shalimar”, som Ingrid, hendes svigermor, tilsyneladende havde overhældt sig med fra isse til tå. Den tunge duft blandede sig med dampen fra den vape, som svigerinden Mette i smug pustede ud i ærmet fra bagsædet.
Anna sad bag rattet med hænderne fast placeret på det. Nej, hendes knoer blev ikke hvide; den slags hørte hjemme i dårlige romaner. Hendes fingre, som var vant til det mest præcise arbejde med gamle automaters mekanik og urværker i tårne, hvilede roligt og sikkert. Indeni sitrede hun derimod af afsky. Hun var en sjælden fagperson, en restaurator af musikalske mekanismer. Hendes verden bestod af tandhjul, fjedre og balance. Lars’ og hans families verden var bygget af falskhed, forgyldte facader og en umættelig trang til at forbruge.
Lars sad ved siden af hende på passagersædet og trykkede betydningsfuldt rundt på sin tablet. Han kaldte sig selv “arkitekt for personligt brand” og “coach i succesmetafysik”. I virkeligheden havde han for tredje år i træk levet af Annas indtægt, mens han omtalte det som “en fase, hvor energi opsamles før springet”.
— Anna, du kørte forbi afkørslen, sagde han dovent uden overhovedet at løfte blikket mod vejen. — Mor bad os hente nogle planter hos tante Hanne.
— Vi er på vej til din mors sommerhus, Lars. Det ligger i den modsatte retning, svarede Anna mellem sammenbidte tænder. — Og bagagerummet er fyldt med mine værktøjer. Jeg læsser ikke beskidte jordkasser ovenpå.
Fra bagsædet lød et fnys.
— Selvfølgelig ikke, sagde Mette med en stemme, der skar som en tør, usmurt kærre. — Dine metalstumper er jo vigtigere end mors tomater. Du er jo noget helt særligt. Vi andre dødelige kan ikke være med.
— Mette, lad nu være, sukkede Ingrid teatralsk og rettede på den enorme, smagløse halskæde af plastik, der skulle ligne rav. — Det er bare svært for lille Anna at forstå, at familie betyder, at man hjælper hinanden. Hun er jo sådan lidt… individualistisk.
Anna svarede ikke. Hun vidste præcis, hvordan det fungerede: gav hun ét ord igen, fik hun ti tilbage. Bilen gled jævnt hen ad vejen. Det var ikke bare et transportmiddel, men en særligt ombygget minibus med klimastyring i lastrummet, nødvendig når hun skulle flytte skrøbelige mekanismer, der var mere værd end alt, hvad Lars’ familie ejede tilsammen. Hun havde kun indvilget i at køre dem til sommerhuset, fordi hun selv skulle videre til en kunde i et nærliggende villakvarter, en samler, som ventede på restaureringen af en mekanisk nattergal fra det attende århundrede.
— Nu vi taler om hjælp, sagde Lars og lagde tabletten fra sig, før han drejede sig mod sin kone. På hans ansigt lå netop det smil, Anna hadede: en blanding af nedladenhed og frækhed. — Mor, Mette og jeg har lige talt lidt sammen…
Det føltes, som om en isnende nål borede sig ind i hendes nakke. “Talt sammen.” De ord havde aldrig varslet noget godt.
— Og hvad er I så nået frem til? spurgte Anna uden at tage øjnene fra vejen.
— Mette har brug for at udvide, forklarede han. — Hun lancerer snart sit onlinekursus i livmodervejrtrækning, og hun mangler et studie. Dit værksted i centrum er perfekt. Lyset, energien, stemningen… Vi tænkte, at du kunne flytte dine jernstumper ud i garagen ved sommerhuset og lade lokalet blive skrevet over til Mette. Midlertidigt, naturligvis. Bare mens hun kommer i gang.
Bilen gav et lille ryk. Anna trådte en anelse hårdere på bremsen, end hun burde.
Del 2. Gribbenes fest
— Hvad? spurgte hun og håbede et øjeblik, at hun havde hørt forkert.
— Du behøver da ikke se sådan ud, blandede Ingrid sig og lænede sig frem mellem forsæderne. Hendes ansigt kom alt for tæt på, og Anna kunne tydeligt se pudderen, der var sprækket i rynkerne. — Du sidder jo alligevel bare der alene som en gammel ugle. Pigen har brug for udvikling. En karriere! Du har jo allerede slået igennem, du har bestillinger og penge… Mette har brug for en håndsrækning.