Desuden havde Lars sagt, at lokalet jo var købt, mens de var gift, så rent teknisk tilhørte det dem begge.
Anna mærkede noget hedt og mørkt rejse sig i sig. Det var ikke sårethed. Det var, som om et slør pludselig blev flået væk.
— Værkstedet blev betalt med honoraret for restaureringen af rådhusuret i Odense, sagde hun lavt. — Det er mit arbejdsrum. Der står udstyr derinde, som ikke kan flyttes ud i en fugtig garage ved sommerhuset. Det ville ruste på en uge.
— Åh, hold nu op med at gøre det dramatisk! udbrød Mette og pustede en sky damp lige mod nakken på sin bror. — Så køber du bare noget nyt, hvis det går galt. Du har jo penge nok. Jeg har brug for panoramavinduer til mit content. Lyset hos dig er helt guddommeligt. Lars, sig det dog til hende!
Lars strakte sig mageligt i sædet.
— Anna, skat, helt ærligt. Hvorfor skal du være så nærig? Mette er min søster. Når hun får succes, løfter det hele familien. Som familiens overhoved mener jeg, at ressourcer skal bruges fornuftigt. Dine ure løber ingen vegne, men trends på Instagram forsvinder hurtigt. Vi har faktisk allerede fået papirerne klar. Et gavebrev. Du skal bare skrive under hos notaren, vi kører alligevel næsten forbi.
— I har fået lavet et… gavebrev? Anna så på sin mand.
I hans kønne, tomme blik fandtes der ikke den mindste varme, ingen respekt, ikke engang en rest af ømhed. Kun beregning. Kun grådighed. Han betragtede hende ikke som sin hustru, men som en malkeko, der pludselig havde fundet på at sparke bagud.
— Hvorfor trække det ud? fnøs Lars. — Hvad er pointen i at betale afgifter og bøvl ved et salg? Vi er jo familie.
— Jeg er ikke din familie på papiret, Anna, jeg er din sjælesøster! erklærede Mette højtideligt. — Du burde være stolt over at få lov til at blive en del af min store begyndelse.
Anna kom i tanke om, hvordan Mette en måned tidligere havde taget hendes sjældne silketørklæde uden at spørge og brugt det til at tørre spildt kaffe op. “Det er jo bare et stykke stof,” havde hun sagt dengang. Nu ville de tage hele hendes livsværk.
— Lars, mener du alvorligt, at jeg skal give det værksted, jeg har lagt ti år af mit liv i, til din søster, så hun kan stå der og… dampe?
— Lad være med at overdrive. Du er bare egoistisk, skar Ingrid ind. — Vi tog imod dig i familien. Vi har fundet os i dit væsen og i, at du altid var optaget. Du kunne godt vise lidt taknemmelighed. Lars prøver jo virkelig, han leder efter sig selv, og du kvæler ham med dine succeser. Han skammer sig over for vennerne, fordi hans kone tjener mere end ham. Hvis du giver studiet til Mette, kommer der balance igen.
— Balance? Anna mærkede pulsen hamre i tindingerne. — I vil altså røve mig for at skabe balance?
— Du taler ikke sådan til min mor! brølede Lars og hævede for første gang stemmen. — Du glemmer, hvem du er. Hvad er du uden mig? En helt almindelig håndværker. Det var mig, der skabte dit image. Mig, der fik dig ind i de rigtige kredse.
Det var en skamløs løgn. Annas kunder, museumsejere og private samlere, anede ikke engang, hvad hendes mand hed.
Del 3. Mekanismen springer
Anna slog blinklyset til og begyndte at skifte bane, men hverken mod sommerhuset eller mod notaren. I stedet drejede hun ind på en smal landevej, der skar sig gennem en åben mark.
— Hvor kører du hen? Notaren ligger inde i byen! hvinede Mette.
— Jeg sagde ja til at køre jer, fordi jeg ville hjælpe, sagde Anna og mødte Ingrids vandige øjne i bakspejlet. — Men det, I forlanger nu, er langt over grænsen.
— Det er din opførsel, der er over grænsen! fór Ingrid op. — Vend bilen om med det samme! Lars, gør dog noget! Hun bortfører os!
— Anna, brems, beordrede Lars. — Du opfører dig jo helt sygt. Har du PMS? Eller er du kommet tidligt i overgangsalderen?
Det blev dråben. Anna trampede hårdt på bremsen. Den tunge minivan standsede brat midt på grusvejen, omgivet af en tom mark, hvor vinden strøg frit hen over jorden. Fra bagagerummet lød et dæmpet klir fra værktøjet.
Anna løsnede sikkerhedsselen. Hun græd ikke. Hendes ansigt fortrak sig, men det var ikke sorg, der gjorde det.