– Du bliver nødt til at hæve pengene fra din opsparing, Anna. Helst i morgen tidlig, inden banken holder weekendlukket.
Lars’ stemme lød forbløffende hverdagsagtig, næsten doven. Han sad ved køkkenbordet med telefonen i hånden og scrollede gennem nyhederne uden så meget som at se op på sin kone. På komfuret småkogte en gryde med kødsuppe, og duften af laurbærblade og sort peber bredte sig tungt i det varme køkken. Anna stod stille ved vasken med en halvt skrællet gulerod i hånden. Langsomt drejede hun hovedet mod ham. Et øjeblik troede hun, at vandets rislen havde fået hende til at høre forkert. Hun lukkede for hanen og tørrede de våde hænder i et ternet viskestykke.
– Hæve penge? – gentog hun roligt, selv om noget allerede strammede sig sammen inde i hende som en spændt fjeder. – Hvilken opsparing taler du om, Lars?
Først dér løftede han blikket fra skærmen. Det velkendte, overbærende udtryk gled over hans ansigt, som om han skulle forklare noget indlysende for et barn, der ikke forstod verden. Han lænede sig tilbage på stolen og lagde armene over kors.
– Hvilken skulle det ellers være? Din opsparingskonto. Du ved jo godt, at der ikke står noget særligt på min. Der er opstået nogle uforudsete omstændigheder, og der skal skaffes penge hurtigt. Det er et pænt beløb, omkring 80.000 kroner. Jeg har regnet på det, og dine penge rækker lige akkurat til, at vi kan få lukket sagen uden alt muligt besvær.
Anna gik hen til bordet, trak stolen forsigtigt ud og satte sig over for ham. 80.000 kroner. Det var ikke bare et tal. Det var fire års afsavn. Ferier, hun havde sagt nej til. Tøj, hun havde lagt tilbage på stativet. Behandlinger hos kosmetologen, hun havde udskudt og til sidst helt droppet. Hun arbejdede som regnskabschef i en lille produktionsvirksomhed, tog ekstra rapporter med hjem og sad foran computeren om aftenen, indtil øjnene sved. Hver eneste krone var lagt til side med et bestemt formål: den store renovering af sommerhuset, som hun havde arvet efter sine forældre. Lars kendte planerne ud og ind. De havde talt om dem utallige gange – taget, der skulle skiftes, nye vinduer, ordentlig varme, så huset kunne bruges hele året og ikke kun i de mildeste måneder.
– Hvilke uforudsete omstændigheder? – spurgte Anna. Hun kæmpede for at holde stemmen jævn, men fingrene, som hun havde flettet i skødet, var blevet hvide af anstrengelse.
Lars sukkede tungt og demonstrativt, som om hendes spørgsmål var en unødvendig byrde, han næsten ikke orkede at bære.
– Mads har brug for hjælp.
Mads var Lars’ søn fra hans første ægteskab. En voksen mand på tredive år, som skiftede job med jævne mellemrum, hele tiden “ledte efter sig selv” og igen og igen endte i uklare historier, der lugtede af dårlige beslutninger. Anna havde aldrig haft noget nært forhold til sin stedsøn, men heller ikke noget fjendtligt. Han blandede sig sjældent i deres hverdag og dukkede mest op ved højtider og familiefødselsdage.
– Er det hans forretning, der er problemer med? – spurgte hun.
– Det kan man godt sige, – svarede Lars og vendte blikket mod vinduet. – Han leasede noget udstyr til sit dækcenter. Det gik ikke, som han havde håbet. Placeringen var dårlig, konkurrenterne tog kunderne, og til sidst kunne det ikke løbe rundt. Nu står han med en gæld. Og det er ikke bare en almindelig gæld, men til folk, man helst ikke skal skylde penge. Hvis den ikke bliver betalt inden mandag, risikerer han retssag, indefrosne konti og at få bilen taget. Og bilen har han brug for, for han kører jo taxa ved siden af lige nu. Som far kan jeg ikke bare vende ryggen til.
Anna lyttede til den hakkende forklaring, mens hendes regnskabsvante hoved forsøgte at få brikkerne til at passe sammen. Men tallene, ansvaret og logikken hang ikke sammen.
– Vent lidt, – sagde hun langsomt. – Mads har leaset udstyr, hans projekt er gået galt, og nu mener du, at det er vores problem? Eller rettere: mit? Og hvorfor taler du, som om du allerede har besluttet det på vegne af os begge? Den opsparing er vores nye tag og vinduerne i sommerhuset.
– Anna, helt ærligt, hvilket tag? – Lars hævede stemmen, og irritationen brød tydeligt igennem. – Drengens liv er ved at falde fra hinanden! Hvordan kan du tænke på vinduer, når et menneske i familien står over for retten og fogeden? Sommerhuset kan sagtens vente. Din gamle rønne styrter nok ikke sammen de næste par år. Her handler det om familiens ære.
Ordet “rønne”, kastet ud som noget ligegyldigt, skar dybere i Anna end selve kravet om pengene.