For Anna var barndomshjemmet ikke bare et sted med vægge og tag. Det var hendes faste holdepunkt. Det var dér, hendes barndom havde ligget, og hver eneste søm i det hus var blevet slået i af hendes afdøde fars hænder.
– Hvilken families ære, Lars? – spurgte hun lavmælt. – Mads er en voksen mand. Han traf selv sine valg og tog selv risikoen. Hvorfor skal mine søvnløse nætter og de penge, jeg har sparet sammen, betale for hans dumhed?
Lars lænede sig brat frem over bordet og støttede albuerne mod bordpladen. Røde skjolder bredte sig over hans ansigt.
– Fordi vi er gift! Fordi normale mennesker har fælles økonomi og fælles problemer. Du er min kone, Anna. Du skal stå bag mig. Jeg siger det jo helt tydeligt: Jeg har allerede lovet min søn, at jeg nok skulle få hans problem ud af verden. Vil du have, at jeg skal fremstå som en tom tønde over for ham?
Sådan hang det altså sammen. Han havde allerede lovet det. Han havde disponeret over penge, der ikke var hans, uden så meget som at spørge hende først. Bare for at kunne se ud som en stærk, generøs og handlekraftig far i øjnene på den søn, han i årevis efter skilsmissen fra sin første kone knap nok havde taget sig af.
Pludselig gled hele deres fem år lange ægteskab forbi Anna som en klar og nådesløs film. Da de mødte hinanden, havde Lars virket som en tryg havn. Dannet, opmærksom, god til at gøre kur. Han sagde de rigtige ting om omsorg, respekt og et liv i fællesskab. Senere flyttede han ind i hendes rummelige treværelseslejlighed, som hun havde købt længe før, han kom ind i hendes liv. I begyndelsen havde alt virket fint. Men lidt efter lidt havde hverdagen lagt sig i et mærkeligt mønster.
Det var Anna, der købte ind. Anna betalte el, varme, vand og de andre regninger. Anna sørgede for, at vaskemaskinen blev skiftet ud, når den gav op, og at køkkenet ikke faldt fra hinanden. Lars arbejdede som ingeniør på et projekteringskontor og tjente egentlig udmærket, men hans løn forsvandt altid på en eller anden usynlig måde. Der skulle købes dyre reservedele til bilen. Garderoben trængte til fornyelse. Sportskanalerne krævede abonnementer. Når Anna forsigtigt nævnte, at de måske burde lægge penge i en fælles pulje, havde han hver gang en forklaring parat: Forsikringen skulle forlænges, tandlægen havde været urimeligt dyr, eller også var der opstået noget andet uopsætteligt. Resultatet var, at deres såkaldt fælles økonomi i praksis hvilede på Annas indtægt alene.
Hun havde fundet sig i det. Hun havde sagt til sig selv, at penge ikke var det vigtigste, og at hun til gengæld havde en mand ved sin side, en skulder at læne sig op ad. Da blandingsbatteriet på badeværelset en dag gik i stykker, havde den skulder dog foreslået at ringe efter en VVS’er, for “det var ikke ligefrem kongeligt arbejde at rode med rør”. Regningen for håndværkeren var det naturligvis Anna, der betalte.
– Jeg hæver ikke de penge, Lars, – sagde hun.
Hendes stemme var rolig, men der lå en hård, klingende fasthed i den. Den samme tone, som hendes medarbejdere på arbejdet kendte som et sikkert tegn på, at diskussionen var slut.
Lars blinkede, som om ordene ikke kunne trænge ind.
– Hvad mener du med, at du ikke hæver dem?
– Jeg mener præcis det, jeg siger. Det er mine opsparinger. Jeg har lagt dem til side til et bestemt formål. Din søn har selv sat sig i gæld. Så må han tage et forbrugslån, finde et ekstra arbejde eller sælge sin bil, hvis det kommer dertil. Jeg har ikke tænkt mig at finansiere hans ansvarsløshed.
Lars fór op fra stolen. Skamlen skurede hen over linoleumsgulvet med en grim, skærende lyd.
– Nå, så det er sådan! Når det handler om at leve i ægteskab, er vi en familie, men når nogen har brug for hjælp, så er det pludselig ikke dit problem? Du er bare en egoistisk, beregnende kvinde! De rådne brædder i dit sommerhus betyder åbenbart mere for dig end et levende menneske!
– Du skal ikke hæve stemmen i mit hjem, – afbrød Anna ham iskoldt, mens hun langsomt rejste sig fra bordet. – Og du skal ikke bruge ordet familie som afpresning. Familie er noget, hvor man taler sammen og træffer beslutninger i fællesskab. Ikke noget, hvor den ene stiller den anden over for et faktum og bruger frugten af hendes arbejde uden tilladelse.
Hun vendte sig mod komfuret for at skumme suppen. Hendes hænder rystede en anelse, men hun havde ingen intentioner om at lade ham se, hvor hårdt det ramte hende. Bag hende trak Lars vejret tungt.
– Fint, – hvæsede han mellem tænderne. – Fint. Hvis det er sådan, du vil have det, finder jeg selv en løsning. Men husk det her, Anna. Det tilgiver jeg dig ikke. Man ser først, hvordan en kone behandler sin mand, når der er krise. Og den prøve dumpede du.
Han vendte brat om, gik ud i gangen, rev sin jakke ned fra knagen og smækkede hoveddøren i.