Svigermoren skældte Anna ud med hævet stemme og syntes helt at have glemt, at det faktisk var svigerdatterens lejlighed, hun boede i. Men Anna havde allerede gjort sin overraskelse klar.
— Der sidder du igen og glor ind i den computer! Ordentlige kvinder går på arbejde, men du bliver bare siddende her og lader, som om du har travlt. Lars slider sig halvt fordærvet for at forsørge dig, mens du spiller dine små spil!
Karen fór gennem køkkenet, så lågerne næsten klaprede i skabene. Anna løftede ikke engang blikket fra skærmen. Kvartalsrapporten skulle afleveres inden middag, og svigermoren var allerede for tredje gang den morgen begyndt på den samme klagesang.
Ti måneder. Så længe havde dette mareridt varet. I ti måneder havde Anna lyttet til, at hun blev kaldt en snylter.
— Karen, jeg er nødt til at arbejde.
— Arbejde! — Svigermoren drejede rundt og plantede hænderne i siden. — Du trykker lidt på nogle taster, og så kalder du det arbejde? Min Lars knokler i salgsafdelingen til langt ud på aftenen, og hvad laver du? Dagen går, og så er det det? Du burde skamme dig. Du har hængt dig på min søn som en igle!
Anna lagde pennen fra sig på bordpladen. Derefter lukkede hun langsomt sin bærbare computer.
— Karen, mener du virkelig det?
— Selvfølgelig gør jeg det! Jeg er ikke blind. Jeg ser udmærket, hvad du får dagen til at gå med. Du stirrer ud ad vinduet og taler i telefon. Imens arbejder Lars for jer begge to.
— Det forstår jeg. — Anna rejste sig. — Så tager vi den snak i aften. Mens Lars er her. Når nu du er så optaget af, hvem der snylter på hvem.
Der var noget i hendes stemme, som fik Karen til at tie. I hvert fald for en stund.
Lars kom hjem klokken halv syv. De to kvinder sad allerede ved køkkenbordet, og mellem dem lå en mappe.
— Hvad foregår der? — Han trådte forsigtigt ind i køkkenet.
— Sæt dig ned, — sagde Anna og nikkede mod stolen. — Din mor mener, at jeg lever på din bekostning. At mit arbejde bare er leg, og at det er dig alene, der forsørger familien. Har jeg gengivet det korrekt, Karen?
Moderen nikkede. Ansigtet var stramt, og læberne presset hårdt sammen.
— Mor, vi har jo allerede…
— Lars, lad være med at afbryde mig. — Anna åbnede mappen. — Jeg er faktisk enig med din mor i én ting. Folk, der lever gratis på andres ejendom, bør virkelig flytte.
Hun lagde et ejerbevis frem på bordet.
— Kan du se datoen, Karen? Jeg købte denne lejlighed fire år før brylluppet. For mine egne penge. Lars har ikke lagt en eneste krone i den, for den tilhører mig. Efter vores aftale betaler han en del af de faste udgifter. Du derimod har boet her uden at betale noget i ti måneder, og alligevel fortæller du mig, hvordan jeg skal leve i mit eget hjem.
Karen greb papirerne og lod øjnene fare hen over linjerne. Farven forsvandt fra hendes ansigt.
— Det her… Lars, vidste du det?
— Ja, selvfølgelig. Jeg har sagt fra begyndelsen, at lejligheden er Annas. Du ville bare ikke høre efter.
— Men du arbejder jo…
— Det gør jeg. Og jeg tjener også udmærket. — Lars gned sig træt over næseryggen. — Men Anna tjener dobbelt så meget som mig. Hun har en fast kundekreds, som hun har arbejdet med i årevis. At hun arbejder hjemmefra, betyder ikke, at hun ikke laver noget.
Anna trak endnu et dokument frem.
— En lejekontrakt. En etværelses lejlighed i kvarteret ved siden af. Jeg har betalt tre måneder forud og lagt depositum. Den er til dig, Karen. Betragt det som en afskedsgave efter ti måneders ydmygelser.
Stilheden sænkede sig tungt over køkkenet. Svigermoren sad helt ubevægelig og stirrede på papirerne.