— Vil du smide mig ud?
— Jeg tager bare mit eget hjem tilbage, sagde Anna roligt og lagde hænderne sammen i skødet. — Du kan hente nøglerne i morgen. Eller i overmorgen, hvis det passer dig bedre. Men jeg nægter at blive ved med at høre på, at jeg er uduelig, mens jeg sidder i min egen lejlighed. Det stopper her.
— Lars! Karen drejede sig skarpt mod sin søn. — Vil du virkelig finde dig i, at hun taler sådan til mig?
Lars sagde ingenting i nogle sekunder. Så rystede han langsomt på hovedet.
— Mor, nu er det nok. Anna har ret. Du kan ikke bo her og samtidig fornærme min kone hver eneste dag. Jeg er træt. Jeg er begyndt at frygte at komme hjem, fordi jeg på forhånd ved, at I har været oppe at skændes igen. Jeg orker ikke længere at stå klemt mellem jer. Og jeg orker heller ikke min egen fejhed.
— Så du vælger hende frem for mig? Frem for din egen mor?
— Jeg vælger min familie, svarede han og så på Anna. — Og jeg vælger fred. Jeg vil gerne kunne komme hjem uden at gå og vente på, hvornår næste eksplosion kommer.
Karen rev papirerne til sig og forlod køkkenet. Døren til værelset blev smækket så hårdt i, at glasset i vitrineskabet klirrede.
Næste morgen kom Karen ud med to kufferter. Hendes ansigt var stift og lukket, men øjnene var røde. Hun gik forbi Anna uden at skænke hende et blik, tog nøglerne til den nye lejlighed fra bordet og standsede først ude ved hoveddøren.
— Du har revet min søn væk fra mig. Det kommer han aldrig til at tilgive dig.
Anna løftede ikke engang blikket fra sin bærbare computer.
— Jeg har givet ham hans kone tilbage. Og dig har jeg givet det, du selv har krævet hele tiden: selvstændighed. Nu kan du finde et rigtigt arbejde, præcis som du rådede mig til. Held og lykke.
Døren faldt i med et brag. Stilheden, der fulgte, lagde sig over lejligheden som et tungt tæppe, men denne gang var den ikke kvælende. Anna mærkede, hvordan ti måneders anspændthed langsomt gled ned fra hendes skuldre. Hun rejste sig og åbnede vinduet. Den friske luft strømmede ind og jagede den indelukkede lugt af fremmed tilstedeværelse væk.
En time senere ringede Lars.
— Hun er her hos mig på arbejdet, sagde han lavt. — Hun græder og kræver, at jeg får dig til at ombestemme dig.
— Hvad svarede du?
— At det er på tide, hun lærer at bo alene. At jeg er færdig med at blive trukket i stykker mellem jer to. Han tav et øjeblik. — Og at du har ret.
Anna lukkede øjnene og åndede dybt ud.
— Tak.
— Nej, sagde Lars. — Det er mig, der skal takke dig for, at du ikke gik for længe siden. Jeg var en kujon, Anna. I ti måneder.
— Men det er du ikke længere. Det er det vigtigste.
Tre uger senere trådte Lars ind i lejligheden med et smil om munden.
— Mor har fået arbejde.
— Det gik hurtigt.
— I butikken tættest på hendes opgang. Som ekspedient. Han smed jakken fra sig og satte sig ved bordet. — Ved du, hvad hun sagde? At det kun er midlertidigt. At hun snart finder noget ordentligt, ikke sådan et job.
Anna hævede øjenbrynene.
— Et ordentligt arbejde, hvor folk knokler. Hendes egne ord.
— Netop. Men når hun selv skal op klokken seks for at stå ved kassen, tæller det åbenbart ikke. Lars rystede på hovedet. — Hun forstår det stadig ikke.
— Det gør hun måske en dag. Når hun bliver træt nok af at kommandere med andre.
Lars lagde armene om hende og hvilede panden mod hendes hår.
— Min chef sagde, at der kommer en forfremmelse i næste uge. Lønnen stiger også pænt.
— Lars, det er jo fantastisk!
— Jeg sagde til ham, at jeg stadig kommer til at tjene mindre end min kone, sagde han og smilede skævt. — Og at det har jeg det helt fint med.