— Du skulle have set hans ansigt.
Anna lo. For første gang i månedsvis kom latteren helt frit, uden den knugende fornemmelse i brystet.
— Du har lært det.
— Jeg havde en god lærer. Lars bøjede sig ned og kyssede hende ved tindingen. — Undskyld, at det tog mig så lang tid.
— Det vigtigste er, at du nåede dertil.
En måneds tid senere ringede Karen. Hendes stemme lød tør og anspændt.
— Jeg vil gerne komme forbi. Tale med jer. Med jer begge to.
Anna så på Lars. Han trak let på skuldrene, som om han sagde: Det er din beslutning.
— Så kom på lørdag, sagde Anna. — Klokken seks.
Karen stod i døren præcis klokken seks. Ikke i badekåbe denne gang, men i en enkel, afdæmpet bluse. I hånden havde hun en pose med frugt. Hun satte sig over for Anna ved bordet og sagde ingenting, mens blikket blev hængende ved tallerkenen foran hende.
— Hvordan går det på arbejdet? spurgte Lars.
— Det er hårdt. Karen pressede læberne sammen. — Mine ben værker, når jeg kommer hjem. Kunderne er uforskammede. Og lønnen er til grin.
— Men det er jo ærligt arbejde, sagde Anna og tog en lille slurk vand. — Sådan et sted, hvor folk slider for pengene. Det husker du vel?
Karen fór næsten sammen, som om ordene havde ramt hende som et slag. Farven steg hende op i kinderne.
— Det var ikke derfor, jeg kom.
— Hvorfor så?
— Fordi jeg ville sige, at du havde ret. Først nu løftede Karen blikket. — I ti måneder boede jeg her på jeres bekostning, uden at bidrage med noget, og alligevel tillod jeg mig at fortælle jer, hvordan I skulle leve. Jeg troede, jeg havde ret til det, fordi jeg er Lars’ mor. Men det havde jeg ikke. Lejligheden var ikke min, pengene var ikke kun hans, og sandheden er, at jeg opførte mig, som om jeg hørte til her på en måde, jeg aldrig gjorde.
— Du var ikke overflødig, sagde Anna stille og rystede på hovedet. — Du var gæst. Problemet var bare, at du begyndte at tro, du var husets frue.
— Ja. Gæst. Karen tav et øjeblik. — Nu ved jeg, hvordan det føles at være afhængig af andres penge og samtidig hver dag få at vide, at man ikke duer til noget. Min chef minder mig om det konstant. Og nu forstår jeg, hvad jeg udsatte dig for.
Lars lagde hænderne på sin mors skuldre. Denne gang trak hun sig ikke væk.
— Jeg vil ikke bede om tilgivelse, fortsatte Karen. — For jeg ved ikke, om jeg har ret til det. Men jeg har forstået det nu. At det her er dit hjem, Anna. At Lars har valgt dig, og at det er, som det skal være. Og jeg har også forstået, at jeg var en forfærdelig svigermor.
Anna svarede ikke med det samme. Så rejste hun sig, gik hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder.
— Jeg bærer ikke nag. Men grænserne bliver stående. Du må gerne komme på besøg, og du må gerne ringe. Men du kommer aldrig igen til at bestemme, hvordan jeg skal leve. Er vi enige?
Karen nikkede hurtigt og stift.
— Vi er enige.
Da Karen var gået, trak Lars Anna ind til sig og holdt hende længe uden at slippe.
— Jeg havde aldrig troet, hun faktisk kunne indrømme, at hun tog fejl.
— Mennesker ændrer sig, når de ikke længere har noget valg. Anna lænede sig ind mod hans skulder. — Din mor var vant til at give ordrer, fordi alle lod hende gøre det. Da jeg satte en grænse, blev hun nødt til at se virkeligheden i øjnene. Og hun klarede det.
— Forsvarer du hende nu?
— Nej. Jeg kan bare ikke se meningen i at holde fast i vreden, hvis et menneske virkelig har rykket sig. Anna smilede svagt. — Jeg har mit hjem nu, mit eget liv og en mand, der stiller sig ved min side. Det er det, der betyder noget.
De blev siddende ved vinduet. Udenfor summede byen videre, som den plejede, men inde i deres lejlighed var der ro.