– Når skilsmissen er på plads, flytter mor ind her, sagde Mads. – Det lille værelse skal tømmes helt. Hvis du vil have nogle af møblerne, kan du tage dem med.
I nogle sekunder stirrede jeg bare på min mand og prøvede at begribe, hvornår samtalen om vores skilsmisse var blevet til en plan for, hvordan jeg skulle smides ud.
– Hvor er det helt præcist, jeg skal tage møblerne hen?
Mads lagde mobilen fra sig og svarede med en irritation, han ikke engang forsøgte at skjule:
– Anna, skal vi virkelig begynde forfra igen? Jeg bliver boende her, og mor flytter ind hos mig. Du finder en mindre lejlighed. Du er alene, så du har alligevel ikke brug for to værelser.
Vi sad i køkkenet i den lejlighed, jeg havde købt i 2015. Vi blev gift i 2019, og efter brylluppet flyttede Mads ind hos mig.
I alle årene havde jeg omtalt stedet som vores hjem. Det var aldrig faldet mig ind at minde ham om, at der kun stod ét navn på papirerne.
Mads havde åbenbart draget en helt anden konklusion af min tavshed.
– Hvorfor er det dig, der skal blive? spurgte jeg.
Han svarede i et tonefald, som om han forklarede noget selvindlysende:
– Fordi jeg har boet her i syv år. Mit arbejde ligger tæt på, fitnesscenteret ligger tæt på, og jeg kender butikkerne i området. Du arbejder hjemmefra. Hvad betyder det så for dig, hvor du bor? Mor sagde også, at det var det mest fornuftige.
– Har du allerede talt med din mor om det?
– Selvfølgelig. Efter skilsmissen flytter hun herind.
Vi var ikke engang færdige med at tale om selve skilsmissen, før de to allerede havde fordelt fremtiden: hvor jeg skulle bo, hvor Mads skulle blive, og hvilket værelse Mette skulle have.
Dagen efter dukkede min svigermor op helt af sig selv.
Jeg sad og arbejdede i det lille værelse, da jeg hørte hendes stemme ude i gangen.
– Mads, giv mig lige målebåndet. Hvis Anna tager skrivebordet med, kan kommoden sagtens stå her.
Jeg gik ud til dem.
Mette stod ved væggen og målte den ledige plads. Mads kiggede ned i sin telefon og tastede tallene ind.
– Hvad er det, I laver? spurgte jeg.
Min svigermor vendte sig mod mig med en fuldkommen rolig mine.
– Vi ser bare på, hvilke af mine møbler der kan være her. Det ville være synd at efterlade kommoden. Reolerne tager du vel med, dem bruger du jo til dit arbejde.
– Tager dem med hvorhen?
Hun rynkede panden.
– Til din nye lejlighed. Mads sagde, at I allerede havde besluttet det.
– Mads har besluttet det.
Min mand skyndte sig at bryde ind:
– Anna, vi talte det hele igennem i går.
– Nej. I går fremlagde du en færdig plan for mig.
Mette klappede målebåndet sammen og sagde i et forsonligt tonefald:
– Hvorfor skændes om formuleringer? I skal jo alligevel bo hver for sig. Mads er vant til at være her. For dig er det lettere at finde et andet sted.
Jeg så på målebåndet i hendes hånd.
– Og hvorfor er det nødvendigt for dig at flytte ind hos Mads?
Spørgsmålet så nærmest ud til at overraske hende.
– Jeg vil gerne have min egen lejlighed til at give noget afkast. Hvorfor skal den stå tom? Jeg kan bo her sammen med min søn, og dér kan der bo lejere. Det passer alle.
Først nu stod deres plan helt klart for mig.
Mads beholdt både det velkendte kvarter og lejligheden. Mette flyttede ind hos sin søn og fik samtidig en praktisk fordel.