Hun kunne altså udleje sin egen bolig og få indtægt af den.
Den eneste, der skulle skifte adresse, finde noget nyt, pakke hele sit liv ned og begynde forfra et andet sted, var mig.
Og det mest absurde var, at hele deres fine løsning byggede på min lejlighed.
– Lad kommoden stå, som den er, sagde jeg. – Der er ingen, der har godkendt, at du flytter ind her.
Mads rynkede panden.
– Hvad mener du så, vi skal gøre? Skal jeg ud og leje noget, når den her lejlighed findes?
– Den findes for mig, Mads. Ikke for dig.
– Jeg har boet her i syv år.
– Det er jeg udmærket klar over.
Mette blandede sig straks.
– Der er jo ingen, der tager noget fra dig. Man kan godt gå fra hinanden på en ordentlig måde. Mads har det bedst her, og det har jeg også. Du er ung, Anna, du skal nok finde en fin løsning.
– Så en ordentlig skilsmisse betyder, at I beholder bekvemmeligheden, mens jeg tager flytningen.
Mette lagde målebåndet tilbage i tasken med et utilfreds ryk. Inden hun gik, sagde hun til sin søn, at de nok skulle tale roligt om det hele senere.
Med mig havde hun tydeligvis ikke tænkt sig at drøfte noget som helst.
To dage efter sendte Mads mig et link til en lille lejlighed i en anden bydel.
Under annoncen havde han skrevet:
“Se lige på den. Til dig alene er den rigeligt stor.”
Jeg åbnede billederne.
Det var en helt almindelig bolig. Ét værelse, et køkken og en lille entré. Jeg begyndte automatisk at tjekke afstanden til offentlig transport og forestille mig, hvor mit skrivebord kunne stå.
Samme aften fandt jeg flere lignende annoncer.
I dag har jeg svært ved at forstå, hvorfor jeg overhovedet gik i gang. Måske sker det, når to mennesker i flere dage opfører sig, som om beslutningen allerede er truffet. Så begynder man næsten uden at opdage det at lede efter en måde at indrette sig efter deres vilje på.
Da Mads så boligannoncerne på min telefon, faldt han tydeligt til ro.
– Kan du se? sagde han. – Der findes helt fornuftige muligheder. Man skal bare lade være med at klamre sig til én bestemt bydel.
Jeg så længe på ham.
Mads nægtede selv blankt at flytte fra netop denne bydel, fordi han var vant til den.
Modsætningen i det opdagede han ikke engang.
Næste dag lukkede jeg alle annoncerne og fandt papirerne på lejligheden frem.
Købsaftalen havde ligget mellem andre dokumenter i årevis. Jeg behøvede ikke læse den igen og igen for at huske, hvornår jeg havde købt boligen.
2015.
Vi blev gift i 2019.
Samme dag fik jeg juridisk rådgivning og spurgte, hvordan jeg burde gribe sagen an. Det vigtigste blev forklaret meget enkelt: Jeg skulle gennemføre skilsmissen roligt, holde styr på dokumenterne og ikke foretage mig noget på egen hånd uden korrekt procedure. Hvis Mads ikke frivilligt ville flytte ud, måtte sagen håndteres ad den officielle vej.
Det var nok for mig.
Jeg kom hjem og slettede alle de gemte boligannoncer.
Om aftenen spurgte Mads selv:
– Nå, fandt du noget, der kunne bruges?
– Ja.
Han rettede sig straks interesseret op.
– Hvilken bydel?
– Den her.
– Det forstår jeg ikke.
– Jeg bliver boende her. Den nye lejlighed er det dig, der skal finde.
Mads stirrede på mig i flere sekunder.