– Overfør 60.000 kroner til min mor i dag. Ikke noget med diskussioner, Anna. Du er min kone, ikke en fremmed.
Lars stod midt i køkkenet i en nystrøget skjorte og holdt mobilen frem, som om sagen allerede var afgjort. På skærmen lyste en besked fra Karen: “Min dreng, træk det nu ikke ud. Jeg skammer mig over for folk.”
Anna satte langsomt sin kop fra sig på bordet.
– Hvilke folk?
– Almindelige mennesker, svarede han kort. – Mor har lavet en aftale med håndværkerne. Hendes gamle lejlighed er ved at falde fra hinanden, og du sidder og ruger over dine opsparinger som en drage over en skat.
– Det er penge, jeg har efter min far.
– Og hvad så? Lars lo tørt. – Vi er en familie. Så er problemerne også fælles. Eller er du kun en god hustru, når det ikke koster dig noget?
Anna så på ham. Hun var 42 år. Lars var 44. De havde været gift i elleve år, og i den tid havde hun lært at genkende alle nuancerne i hans utilfredshed: hvornår han selv var vred, hvornår han gentog sin mors ord, og hvornår han bare forsøgte at presse hende, indtil hun gav efter.
Lige nu var det ikke kun ham, der talte.
Bag ham stod Karen. Lille, velsoigneret, med sølvgråt hår lagt perfekt og med den evige vane at betragte sin svigerdatter som en ansat, man kun beholdt af godhed.
– Lille Anna, sagde svigermoren trækkende, – hvorfor gør du det så besværligt? Det er jo ikke en formue, jeg beder om. Bare 60.000 kroner. Lars skal nok betale dig tilbage.
– Hvornår?
– Når han kan.
– Skriver I en kvittering?
Lars drejede hovedet brat.
– Mener du det alvorligt?
– Ja.
– Skal min mor skrive under på gæld til dig? Min egen mor?
Karen gispede dæmpet og lagde hånden mod brystet. Ikke fordi hun havde ondt. Ikke fordi hun var svag. Bare fordi det tog sig godt ud. Hun havde altid haft en særlig evne til at få Anna til at ligne den skyldige.
– Lad være, Lars, sagde hun. – Jeg vidste jo godt, det ville ende sådan. Fremmed blod bliver aldrig familie.
Anna svarede ikke. Hun tog sin telefon, åbnede bankappen og så på sin opsparing. De 60.000 kroner stod på en særskilt konto. Kort før sin død havde hendes far sagt til hende: “Læg ikke alt i den fælles gryde. Behold noget, der er dit.” Dengang var hun blevet såret over ordene. Nu forstod hun, at han bare havde været god til at se mennesker klart.
– Jeg overfører, sagde hun.
Lars slap straks spændingen i skuldrene.
– Sådan. Du kan jo godt opføre dig fornuftigt.
– Jeg går lige ind i værelset først. Jeg skal godkende beløbsgrænsen.
– Gør det hurtigt. Mor smutter lige et øjeblik over til naboen, så kører vi sammen hjem til hende bagefter.
Karen kneb læberne sammen.
– Bente venter på mig nede ved opgangen. Jeg lovede at give hende nøglerne til kælderrummet.
Anna gik ud i gangen. Døren til soveværelset stod på klem. Hun satte sig på sengekanten, men hun overførte ikke pengene. Fingrene blev hængende over skærmen. Ude i køkkenet skænkede Lars stille te op til sin mor. Lidt efter smækkede hoveddøren.
Svigermoren var gået ud.
Anna skulle lige til at lukke appen, da Karens stemme nåede ind gennem det halvt åbne vindue. Køkkenvinduerne vendte ud mod gården, og bænken ved opgangen stod præcis nedenunder.
– Nå? spurgte naboen. – Giver hun pengene?
– Hvor skulle hun ellers gøre af sig? Karen fnøs lavt. – Lars skal nok få hende klemt på plads. Hun er blød som smør, hende dér. Går altid rundt og føler sig skyldig.
– Og hvis hun vil have dem tilbage?
– Så må hun jo spørge. Hun overfører dem selv, uden nogen aftale. Bagefter siger jeg bare, at det var en gave. Hjælp til en gammel kvinde. Ingen gæld, ingen beviser.
Anna sad helt stille.
– Men bliver der virkelig lavet renovering? spurgte Bente.
– Hvilken renovering? Svigermoren lo sagte. – Jeg har lovet Mette pengene til udbetalingen. Pigen skal giftes, hun har mere brug for dem. Og den anden kan være glad for, at Lars overhovedet bor sammen med hende. En svigerdatter uden børn, uden særlig skønhed og med en ganske almindelig løn. En logerende med stolthed.
– Ved Lars det?
– Lars ved det vigtigste: Mor giver ham aldrig dårlige råd. Jeg har sagt til ham, at det er på tide at sætte Anna på plads. Giver hun pengene, bliver hun føjelig. Gør hun ikke, er hun ikke familie.
Ordene faldt jævnt. De slog ikke. De brændte ikke. De fjernede bare en gammel, grå hinde fra Annas øjne.
Hun lukkede bankappen. Derefter åbnede hun sine noter og skrev én linje: “60.000 kroner må ikke overføres.”
Ude i køkkenet gik Lars allerede frem og tilbage. Hans dyre ur glimtede ved ansigtet, hver gang han løftede hånden. Han gestikulerede altid sådan, når han ville ligne en mand, der havde styr på det hele.
– Hvad sker der? råbte han.
Anna gik tilbage.
– Der bliver ingen overførsel.
Det gik ikke ind hos ham med det samme.
– Hvad mener du med ingen overførsel?
– Jeg mener, at din mor ikke får mine penge.
– Begynder du nu igen?
– Nej. Jeg er tværtimod færdig.
Lars tog et skridt hen imod hende.
– Anna, lad være med at spille spil. Mor venter.
– Jeg hørte hendes samtale med Bente.
Et øjeblik virkede køkkenet, som om det blev mindre omkring dem. Lars blinkede. Så smilede han hånligt.