— Du er forpligtet, — erklærede Hanne og slubrede af min dyre, særligt indkøbte oolong, som om hun var i gang med at rense et stoppet afløb. — Du giftede dig med min søn, og dermed overtog du både hans aktiver og hans passiver. Og jeg er hans vigtigste passiv. Altså, for pokker, aktiv! Kort sagt, Anne, lad være med at spille dum, og find kortet frem.
Jeg betragtede min svigermor. I hendes øjne, der var omhyggeligt indrammet af noget kulsort, stod der den samme beslutsomhed som hos en bullterrier, der har fået øje på en herreløs pølse. Ved siden af hende sad min mand, Mads, og trak hovedet så langt ned mellem skuldrene, at han mest af alt lignede en forskræmt skildpadde i en groftstrikket sweater.
— Hanne, — sagde jeg og skubbede forsigtigt skålen med småkager væk fra hende, før hun også nåede at annektere den. — Lad os lige få de juridiske detaljer på plads. Da jeg blev gift, skrev jeg under på kærlighed og troskab over for Mads. Ikke på at finansiere dine økonomiske luftkasteller.
Svigermor stivnede med en honningkage halvvejs oppe ved munden. Det var præcis det øjeblik, hvor hendes frækhed ramte min veludviklede evne til at være fuldstændig ligeglad.
Det hele begyndte tre måneder tidligere. Mads blev fyret. Firmaet, hvor han arbejdede som ingeniør, klappede sammen med samme elegance som et korthus i blæsevejr. Mads er et godt menneske: klog, hænderne skruet rigtigt på og med hjertet på rette sted, men han har en sjæl, der let får blå mærker. Mens han sendte ansøgninger, pudsede sit CV og gik til samtaler, holdt jeg roligt vores fælles økonomi kørende. Jeg arbejder som finansanalytiker, og tal tiltaler mig langt mere end hysteriske scener.
Men Hanne fik straks færten af forandring. I hendes hoved betød det, at når sønnens økonomi midlertidigt var gået i knæ, måtte fødekæden flyttes over til mig.
Før i tiden havde hun malket Mads. Den ene gang var det en “akut operation”, den næste var det nye vinduer, som åbenbart blev udskiftet oftere end en teenagers humør. Mads sukkede, men betalte. “Det er jo mor,” sagde han altid. Nu var hanen imidlertid lukket, og moderen besluttede sig for at gå direkte til kilden.
Det første varsel kom ganske stille.
— Lille Anne, — sang hun i telefonen en uge tidligere. — Der er kommet en regning for el og varme, og tallene er helt forfærdelige. Mads tager ikke telefonen. Kan du ikke lige overføre 500 kroner?
Jeg overførte pengene. Jeg ville ikke forstyrre min mand, for han sad netop med en vigtig prøveopgave til et job.
Det næste varsel lød ikke som en klokke, men som en brandalarm. Hun dukkede uanmeldt op hjemme hos os, netop som vi sad og spiste aftensmad.
— Næh, rejer! — udbrød hun og marcherede direkte ud i køkkenet uden så meget som at tage skoene af. — Og I siger, at der ikke er penge.
— Jeg har penge, — svarede jeg med et smil. — Mads er bare midlertidigt på kreativ orlov.
— Netop! — Hun dumpede ned på en stol. — Du har penge. Og din mands mor har kun forhøjet blodtryk og en gammel sofa. Apropos sofa. Jeg har set en hjørnesofa, “Bergamo”. Med massage … nå nej, altså bare med massage. Den koster kun 15.000 kroner. Kan du ikke tage den på afbetaling i dit navn? Du bliver godkendt med det samme, du har sådan et ærligt ansigt.
Dengang slap jeg udenom med en vittighed om, at mit ansigt stod på bankens sorte liste, fordi det ganske enkelt var alt for smukt.