Men Hanne fangede ikke humoren. Hun trak sig bare tilbage og lå på lur som en kobra mellem dildplanterne.
Og i dag kom så finalen.
— Du forstår jo ingenting! — Hanne pressede dramatisk hånden mod brystet, dér hvor almindelige mennesker har et hjerte, og hvor hun åbenbart havde en lommeregner installeret. — Inkassofolkene ringer til mig! Jeg har taget et lån. Et lille et.
— Til hvad? spurgte Mads lavmælt.
— Til kurset “Overflodens gudinde: sådan åbner du for pengestrømmen”, røg det ud af hende. — Det er en investering!
Jeg fik teen galt i halsen. Mads gemte ansigtet i hænderne.
— Mor, stønnede han. — Har du lånt tredive tusind kroner for at lære at trække vejret på den rigtige måde?
— Det er ikke pointen! skar hun igennem. — Pointen er, at strømmen ikke åbnede sig. Mine chakraer er sikkert tilstoppede. Men regningen skal betales i morgen. Anne, du har jo penge stående på en opsparingskonto. Det ved jeg, Mads har sagt det. Betal mit lån ud, så giver jeg dig det tilbage senere … lidt ad gangen fra pensionen …
— Hanne, sagde jeg og lagde armene over kors. — Jeg har et modforslag. Du sælger din kolonihave, hvor du alligevel kun dyrker ukrudt og dårlig samvittighed hos din søn, og så betaler du selv din gæld.
— Min kolonihave?! hylede hun. — Det er familiens arnested! Min bedstefar søgte ly for regnen dér under et skræppeblad! Hvordan kan du overhovedet få dig selv til at sige sådan noget? Din følelseskolde … kiks! Mads, sig dog noget til hende!
Min svigermor drejede hovedet mod sin søn og ventede på den sædvanlige støtte. Hun var vant til, at Mads kunne formes som blødt modellervoks. Hun havde bare glemt, at selv modellervoks bliver hårdt som granit, når temperaturen falder. Og i køkkenet var der iskoldt.
— Mor, begyndte Mads. Stemmen dirrede først, men blev fastere. — Anne har ret. Vi betaler ikke for din “gudinde”.
— Hvad? Hun blinkede så voldsomt, at billig mascara dryssede fra vipperne. — Forråder du din egen mor for den der … kontorrotte?
— Den “rotte” sørger for mad til din søn og betaler for den her lejlighed, svarede jeg roligt. — Og for resten er rotter temmelig kloge dyr. I modsætning til dig går de ikke i den samme fælde to gange.
Hanne fór op. Stolen skrabede bagud med et brag.
Hun stormede ud i entréen og smækkede døren så hårdt, at min hat faldt ned fra knagen.
— Undskyld, mumlede Mads og bøjede sig for at samle skårene op fra den kop, hans mor havde fejet på gulvet i sit følelsesmæssige vulkanudbrud.
— Det gør ikke noget, sagde jeg og lagde armene om ham. — Det var næsten underholdende. Som et cirkusnummer, bare med en ond klovn uden sminke.
Vi troede, at det var afslutningen. Hvor naive kan man være? Det viste sig kun at have været ouverturen.
Tre dage senere ringede min telefon på arbejdet.
— Er det Anne? lød en formel stemme. — Jeg ringer fra banken “Hurtige Penge – Langvarig Sorg”. Deres svigermor har oplyst Dem som kautionist. Hun har overskredet betalingsfristen, og i henhold til aftalen indleder vi nu inddrivelse hos Dem.
Jeg lagde røret på og talte langsomt til ti. Derefter til tyve. Så forestillede jeg mig Hanne iført et kostume som en kæmpereje, der blev kogt i en gryde. Det hjalp en smule.
Samme aften tog jeg hjem til hende. Døren var ikke låst. Lejligheden lugtede af baldrian og gamle karklude. Min svigermor lå på sofaen med et fugtigt håndklæde over panden og spillede døende svane, som om nogen havde skudt hende ned midt i karrierens store opstigning.