— Det er dit problem, skat, at du ikke længere har en bil! Det var dig, der satte dig bag rattet i en tilstand, hvor du knap nok kunne stå på benene. Så du skal ikke bede om min bil. Du kommer aldrig til at sidde i den!
— Giv mig nøglerne til din bil. Jeg skal ud til feriecentret, — sagde Mads kort, uden så meget som at løfte blikket fra det, han var i gang med.
Dampen hvæsede varmt op fra strygejernet og pressede den sidste genstridige fold ud af kraven på den kridhvide skjorte. Hans bevægelser var bevidst skødesløse, som om selve det, at han strøg sit eget tøj, burde regnes for en form for heltegerning. Det lød heller ikke som en anmodning. Mere som en besked. Som om han blot læste endnu et punkt op fra morgenens liste over nødvendige gøremål.
Anna sad ved køkkenbordet og tog langsomt en slurk af sin kaffe. Hun så ikke på ham. Hendes blik hvilede på vinduet og den grå gård udenfor, hvor de parkerede biler glimtede svagt under den fine, vedholdende støvregn.
— Tag en taxa.
Stemmen var jævn. Rolig. Helt renset for følelser. Kun det ene ord, lagt ud i luften mellem dem.
Lyden fra strygejernet forstummede. Mads slukkede det og satte det fra sig på strygebrættet med et dæmpet bump. Så vendte han sig om. Ansigtet, der for et øjeblik siden havde båret et udtryk af overlegent selvbehersket ro, begyndte langsomt at ændre sig.
— Hvad? Hvilken taxa? — spurgte han, som om det var hende, der netop havde sagt noget fuldstændig vanvittigt. — Bilen holder jo lige nede foran vinduet.
— Min bil holder nede foran vinduet, — rettede Anna ham og stillede omhyggeligt den tomme kop tilbage på underkoppen. Porcelænet gav et lille klik, der lød usædvanligt skarpt i den stille morgen. Først nu drejede hun hovedet og så direkte på ham. Uden udfordring, men også uden den mindste vaklen. — Din egen bil viklede du rundt om en lygtepæl, da du kørte fuld. Og dit kørekort blev taget. Har du glemt det?
— Og hvad så? Den slags sker! Lige nu har jeg ingen bil, så jeg tager din.
— Det er dit problem, skat, at du ikke længere har en bil! Det var dig, der satte dig bag rattet i en tilstand, hvor du knap kunne stå oprejst. Derfor skal du heller ikke bede mig om min bil. Du får aldrig lov til at sætte dig ind i den.
Hun udtalte hvert ord langsomt og præcist, næsten som om hun afsagde en dom. Der var ingen bebrejdelse i stemmen, ingen ophidset vrede, kun tørre kendsgerninger, som ikke kunne fejes væk. Spændingen lagde sig tungt over køkkenet. Mads gik langsomt hen til bordet og bøjede sig ind over hende. Han rørte hende ikke, men hele hans store, kraftige krop blev brugt som et presmiddel. Han var vant til, at den slags virkede.
— Anna, lad være med at irritere mig. Jeg sagde, at du skulle give mig nøglerne.
Hun trak sig ikke tilbage. Hun pressede sig ikke ind mod stoleryggen. Hun løftede blot blikket mod ham. Der var ingen frygt i hendes øjne, kun en kold, fjern træthed. Hun havde set denne scene et utal af gange før, bare med andre kulisser omkring sig.
— Nej. Du kommer ikke til at sidde bag rattet i min bil. Aldrig.
Det sidste ord sagde hun lavere end de andre, men netop derfor virkede det stærkere end et råb. Det havde noget endegyldigt over sig, som punktummet efter en lang og smertefuld sætning.
Farven steg op i hans ansigt. Den selvkontrol, han satte så stor pris på hos sig selv, begyndte at slå revner.
— Er du blevet sindssyg? Hvordan skal jeg komme til firmafesten i taxa? Som en eller anden fattigrøv? Foran hele afdelingen? Det gør du med vilje! Du prøver at ydmyge mig foran de andre!
Han råbte ikke, men stemmen sitrede af tilbageholdt raseri. Han gjorde det personligt, sådan som han altid gjorde, når han mærkede, at situationen gled ham af hænde. Det var hans våben: at forvandle alt til en fornærmelse, så hun blev tvunget til at forsvare sig, forklare sig, undskylde sig. Men Anna forsvarede sig ikke. Hun sad blot tavs og så på ham, mens hans ord faldt tungt og formålsløst ned mellem dem. Hun lod ham tømme vreden ud.
Da han til sidst tav, forpustet og rød i hovedet, gjorde Anna noget, han tydeligvis slet ikke havde forudset. Hun tog sin telefon fra bordet og rakte den frem mod ham. Over hendes læber gled et næsten usynligt, bittert smil.
— Værsgo, — sagde hun med den samme rolige stemme. — Ring til din mor. Måske låner hun dig sit gamle vrag.
Han stivnede. Blikket flakkede fra telefonen i hendes hånd til hendes ansigt, som om han ikke helt kunne begribe graden af hån i hendes ord. Anna trak ikke hånden tilbage. Tværtimod blev hendes blik endnu hårdere.
— Bare husk at minde hende om, at du ikke har noget kørekort.
Han flåede telefonen ud af hånden på hende med en voldsom bevægelse.