som om han ville knække den midt over. Fingrene fór rasende hen over skærmen, mens han tastede det nummer, han kunne udenad. Anna rejste sig uden hast, tog sin kop og gik hen til vasken, bevidst med ryggen til ham. Den første scene var forbi. Nu begyndte næste akt.
— Mor, det er mig, sagde han.
Stemmen, der få sekunder tidligere havde været hård af raseri, skiftede øjeblikkeligt karakter. Den blev klagende, næsten barnlig, med den særlige tone, han kun brugte, når han talte med sin mor.
Anna kendte den alt for godt. Det var stemmen fra en lille dreng, der var blevet forurettet i sandkassen og nu løb hen til den eneste person i verden, som altid ville tage hans parti. Hun skyllede koppen langsomt under hanen, satte den i stativet og tog derefter et viskestykke.
Hun havde ikke travlt. Hver eneste bevægelse var rolig og afmålt, som om hun befandt sig i en anden, langsommere virkelighed, hvor ekkoet fra hans telefoniske drama ikke kunne nå ind.
— Nej, nej, alt er fint… næsten. Det er derfor, jeg ringer. Vi har firmafest i aften, og jeg skal ud af byen. Anna har lavet en scene og nægter at give mig bilnøglerne.
Han tav et øjeblik og lyttede til stemmen, der kvidrede i røret. Anna tørrede den allerede pletfri bordplade af med en næsten pedantisk grundighed. Hun kunne levende forestille sig, hvad Hanne sagde i den anden ende. Noget om, at Anna var blevet helt fræk. At hun ikke forstod at værdsætte, hvilken mand hun havde. Og selvfølgelig det velkendte: “Jeg sagde det jo.” Replikkerne var så velkendte, at de næsten gjorde hende dårlig.
— Ja, præcis, det siger jeg også til hende! At det er ydmygende! At jeg nu skal stå her som en komplet idiot og… Nej, forestil dig det, nej! Hun siger, jeg bare kan tage en taxa. Hun siger, hun aldrig giver mig bilen. Overhovedet ikke.
Han gik hvileløst frem og tilbage i køkkenet, fra den ene væg til den anden, som et dyr i bur, og telefonen var hans eneste forbindelse til friheden. Indimellem sendte han vrede, lynende blikke mod Annas ryg, men hun vendte sig ikke om.
For ham var hun blevet en stum mur, hvor alle hans følelser slog tilbage uden at efterlade mærker. Det gjorde ham kun endnu mere ophidset. Han havde brug for et publikum til sin forestilling, men hovedtilskueren havde demonstrativt forladt salen.
— Hvorfor? Fordi bare derfor! Hun hiver den gamle historie frem igen… Ja, den med kørekortet… Helt ærligt, hvor længe skal man blive ved med at tygge på det? Det kunne ske for hvem som helst! Han slog ud med hånden, som om han jagede en irriterende flue væk, selv om hans samtalepartner ikke kunne se det. — Og nu bruger hun det imod mig! Hun klamrer sig til det, som om jeg havde taget det sidste fra hende!
Anna åbnede køleskabet og tog en yoghurt ud. Hun trak folien af, fandt en ske frem og blev stående ved vinduet, mens hun spiste. Hendes blik hvilede stadig på det mørke, triste landskab bag ruden. Regnen var begyndt. Dråberne trommede mod den metalliske vindueskarm og lagde et ligegyldigt akkompagnement under samtalen.
— Din? Mor, mener du det? Mads’ stemme ændrede sig igen. Nu var der ægte lettelse i den, og samtidig begyndelsen på triumf. Han standsede midt i køkkenet, og ansigtet lyste op. — Selvfølgelig, jeg kommer med det samme! Den skal nok starte, hvad skulle der være i vejen? Mor, du redder mig! Tak! Kys, jeg er der snart!
Han afsluttede opkaldet og smækkede telefonen ned på bordet med unødvendig kraft. Lyden af plast mod træ skar gennem køkkenet, skarp og udfordrende. Han så på Anna, netop som hun lod det tomme yoghurtbæger glide ned i skraldespanden.
I hans øjne glimtede sejren. Denne omgang havde han vundet. Han havde fundet en udvej. Han havde bevist for hende, at hun ikke var centrum i hans verden, og at der stadig fandtes andre mennesker, som var villige til at hjælpe ham.
— Kan du se? Ikke alle mennesker er som dig. Der findes stadig normale, kærlige mennesker, som hjælper i stedet for at stille sig i vejen.
Han sagde det med overlegen mine og en fuldstændig sikker fornemmelse af moralsk ret. Han ventede på, at Anna ville svare igen, at hun ville kaste noget tilbage i hovedet på ham. Men hun lukkede blot skabslågen stille.
— Det glæder mig virkelig på dine vegne, Mads, sagde hun uden at vende sig mod ham. — Og på din mors.
Derefter forlod hun køkkenet og efterlod ham alene med sin lille sejr. Han blev stående et øjeblik og nød følelsen, før han gik ind på værelset, greb den nystrøgne skjorte fra strygebrættet og begyndte at klæde sig på.