Han havde fået sin lille taktiske triumf: Anna var blevet bragt til tavshed, og han havde skaffet sig et lift. Alligevel lå der et ubehageligt stik et sted bagerst i bevidstheden, en fornemmelse af, at han i virkeligheden havde tabt noget langt vigtigere. Han forstod bare endnu ikke hvad.
Midnat var for længst passeret. Anna sov ikke. Hun sad i stuen med en bog liggende åben i skødet, men hun læste ikke et eneste ord. Lampens skær faldt blødt hen over siderne, uden at bogstaverne samlede sig til mening. Hun ventede blot og lyttede til husets små natlige lyde. Hun havde vidst, at det ville ske. Ikke præcis hvordan, men hun havde været sikker på, at afslutningen ikke kunne undgås.
Først lød der en dump skraben ved døren. Så kom en usikker, slæbende fumlen. Nøglen ramte længe ved siden af låsen, før den endelig fandt vej. Et klik lød, døren gik op, og Mads stod på tærsklen.
Regnen havde gennemblødt ham. Håret klæbede til panden, og den dyre skjorte, som om morgenen var blevet strøget så omhyggeligt, hang nu på ham som en krøllet klud. Han var fuld. Men det var hverken den muntre eller den aggressive slags beruselse, Anna kendte. Det var druk drukket sammen med nederlag. Han så knækket ud.
Uden at se på hende trådte han ind og gik tavst hen mod bordet. Fra inderlommen på jakken trak han et sammenkrøllet ark papir frem, foldet to gange, og smed det på sofabordets glasplade. En rapport. En hvid formular med blå blæk, der i stuens matte lys næsten lignede en dødsattest.
Anna rørte sig ikke. Hun betragtede ham, de ludende skuldre, måden han tungt sank ned i lænestolen på og kastede hovedet tilbage. Han sagde ingenting. Men bag ham, i døråbningen, dukkede endnu en skikkelse frem.
Hanne.
Hun stod med frakken slået op, ansigtet stramt og beslutsomt som en general, der netop er ankommet til stedet for et tabt slag. Hun trådte ind, lukkede døren efter sig og rettede blikket mod Anna uden så meget som at tage overtøjet af.
— Er du tilfreds nu? spurgte hun. Hendes stemme var hård som stål. Det var ikke et spørgsmål, men en anklage.
Anna lukkede langsomt bogen og lagde den ved siden af sig.
— Hvad er det præcis, jeg skulle være tilfreds med, Hanne?
— Det hele! Hun slog ud med armen mod rummet, mod sin søn, der sad med lukkede øjne i lænestolen. — Det var jo det her, du ville! Du har drevet ham hertil! Se, hvad du har gjort!
Hun kom nærmere, og hendes vrede fyldte stuen fra væg til væg. Mads sad ubevægelig og lod sig glide ind i rollen som martyr, en rolle hans mor med største villighed rakte ham.
— Hvis du bare havde givet ham din bil, en ordentlig bil, en rigtig bil, så var intet af det her sket! fortsatte Hanne, og stemmen steg. — Men nej! Du skulle absolut vise, hvem der bestemmer! Du skulle ydmyge ham! Du tvang ham til at køre i min gamle vogn!
— Din “gamle vogn” er i upåklagelig stand, svarede Anna roligt. — Og den har intet med sagen at gøre. Det handler om, at din søn ikke kan drikke med måde. Eller om, at han ikke kan lade være med at sætte sig bag rattet, når han har drukket.
— Det vover du ikke! fór Hanne op. — Han ville aldrig være kommet ud for noget som helst i din bil! Din har bedre bremser, den er nyere! Folk på vejen ville have holdt tilbage for ham, men min gamle bil lægger ingen mærke til! Han strejfede en anden bil på parkeringspladsen, fordi han ikke kunne mærke størrelsen ordentligt! Han er vant til kvalitet, og du tog det fra ham!
Anklagen var så grotesk, at Anna et øjeblik ikke fandt ord. Hun blev ikke bebrejdet, at hun havde nægtet en fuld mand sin bil. Hun blev bebrejdet, at hun havde stillet et for dårligt redskab til rådighed for hans regelbrud.
— Du har ret, mor… lød det pludselig fra Mads, uden at han åbnede øjnene. Hans stemme var mat og ynkelig. — Hun gjorde det med vilje. Hun hader mig bare.
Det var en indøvet manøvre. Han gav sin mor ret, hældte benzin på bålet og lod hende gå til angreb med fornyet kraft.
— Hører du det?! Hører du, hvad drengen siger?! Du lagde en fælde for ham! Med fuldt overlæg! Så han kunne smadre min bil, mens din egen stod uskadt nede under vinduet! Du vidste, at der var firmafest i dag, du vidste, at han ville drikke! Du ønskede, at det skulle ende sådan!
Hanne stod nu helt tæt på Anna og råbte hende næsten direkte ind i ansigtet. Hendes kinder var blussende røde.