– Mor, far, Lars og Sofie kommer på lørdag. De bliver hos os i en måned.
Mads sagde det, som om det var en lille praktisk oplysning. Han stod ved køleskabet, drak kærnemælk direkte fra kartonen og scrollede på sin telefon. Det lød omtrent som en vejrudsigt.
Jeg havde en tallerken i hænderne. Langsomt satte jeg den fra mig på bordet. Meget forsigtigt.
– En måned, gentog jeg.
– Ja, selvfølgelig. Far har ferie, og mor har længe talt om, at hun gerne ville komme. Lars tager Sofie med, så vi kan være samlet alle sammen, sagde han og smilede uden at løfte blikket fra skærmen. – Det er da helt normalt.
Helt normalt. Vi havde været gift i syv år. I den tid havde hans familie boet hos os fire gange. Hver gang i mere end en uge. Hver gang næsten uden varsel. Altså, tre dage i forvejen tæller vel som varsel, ikke?
Jeg arbejder hjemmefra som bogholder. Mit kontor er et rum på otte kvadratmeter ved siden af soveværelset. Et skrivebord, en computer og mapper i snorlige bunker. Alt er målt og placeret med millimeterpræcision, for vores lejlighed har kun to værelser. Det er ikke ligefrem et palæ.
– Mads, sagde jeg og gjorde mig umage for at lyde rolig. – Vi er to mennesker her. Der er to værelser. Hvor forestiller du dig, at fire voksne mennesker skal sove?
Først dér slap han telefonen med øjnene.
– Mor og far kan tage sofaen i stuen. Lars og Sofie kan ligge inde på dit kontor. Vi køber bare en luftmadras.
– Og hvor skal jeg så arbejde?
– Ved køkkenbordet, sagde han og trak på skuldrene. – Eller i soveværelset. Du har jo en bærbar.
Jeg blev stående og stirrede på ham. Han havde ikke engang spurgt. Ikke et “kan det lade sig gøre”, ikke et “hvad synes du?”. Han havde bare meddelt det som en beslutning. Som om lejligheden var hans alene, og jeg blot var noget inventar, der fulgte med.
– Du kunne i det mindste have talt med mig om det først, sagde jeg.
– Hvad er der at tale om? Det er mine forældre. Det er jo ikke fremmede.
Ikke fremmede. Nej. Men heller ikke mine. Jeg trak vejret dybt ind og lod luften sive ud igen.
– Fint, sagde jeg. – Så er der én betingelse. Du laver mad. Du gør rent. Det er dine gæster, så du tager dig af dem.
Mads lo, som om jeg havde sagt noget morsomt.
– Anna, helt ærligt. Mor skal nok lave mad selv. Hun elsker jo at stå i køkkenet.
Jeg svarede ikke. I et halvt år havde jeg lagt penge til side. Hver måned syv-otte hundrede kroner fra freelanceopgaver, jeg tog oven i mit almindelige arbejde. Om aftenen og om natten sad jeg med andre menneskers regnskaber for at spare sammen til en ferie. En rigtig ferie ved havet, med ro omkring mig. Der stod 4.800 kroner på et separat kort.
Min lille flugtvej. Dengang vidste jeg bare ikke, hvor hurtigt jeg ville få brug for den.
Lørdag ankom de. Alle fire. Med tre kufferter, to store tasker og indkøbsposer fra Netto: tre glas syltede agurker og en pakke boghvede. En gave, måtte man formode.
Hanne kom først ind. En kraftig kvinde med ringe på samtlige fingre og en stemme, der kunne få naboens katte til at fare sammen. Hun lod blikket glide rundt i entréen, som om hun skulle godkende en nyrenoveret bolig.
– Her er godt nok trangt hos jer, sagde hun i stedet for hej. – Og det tapet dér. Hvor længe skal I blive ved med at se på det? Jeg sagde det også sidste gang.
– Goddag, svarede jeg.
Min svigerfar, Jens, var en stille og næsten usynlig mand. Han nikkede kort til mig og forsvandt straks hen mod fjernsynet. Lars, Mads’ storebror, måtte klemme sig sidelæns gennem døren. Bag ham fulgte Sofie, spinkel og tavs, med øjne der hele tiden søgte ned mod gulvet.
Mads fik travlt. Han bar kufferter, rykkede rundt på møblerne på mit kontor og pumpede luftmadrassen op. Den fyldte halvdelen af rummet. Mit arbejdsbord blev skubbet helt ind mod væggen, så stolen ikke længere kunne være der.
– Jeg arbejder altså herinde, sagde jeg til Mads ude i køkkenet.
– Så arbejder du bare ved køkkenbordet lidt. Det er midlertidigt. Kun en måned.
Kun en måned. To hundrede og fyrre arbejdstimer ved køkkenbordet, mellem gryder, kaffekopper og min svigermor.
Den første dag tilbragte jeg foran komfuret. Hanne lavede ikke mad. Hun dirigerede. Hun satte sig på en taburet, foldede armene over brystet og gik i gang:
– Hak løgene finere. Store løgstykker hører ikke hjemme i rødbedesuppe, det ligner sjask.
– Gulerødderne skal rives, ikke skæres i tern. Hvem gør dog sådan?
– Det er den forkerte olie. Man skal bruge den uraffinerede. Mads, skriv det ned, så din kone kan købe den.
I tre timer stod jeg ved komfuret. Rødbederne bagte jeg i ovnen, som jeg altid gør, fordi farven så holder sig smuk. Hanne bøjede sig over gryden, snusede og rynkede næsen.
– Rødbedesuppe skal være mørk. Det dér er jo bare lyserødt vand.
Jeg bed ordene i mig. Mads sad inde i stuen med sin far og så fodbold. Aftalen om, at han skulle lave maden, var forduftet efter præcis tolv timer.
Lars spiste for tre. Først én tallerken, så en til, og næsten et halvt brød ved siden af. Sofie sad bare og prikkede til maden med skeen. Hanne spiste også, men hvert eneste mundfuld blev ledsaget af en kommentar.
– Du har saltet den for meget, sagde hun.
Jens tog en ekstra portion uden et ord. Jeg besluttede at betragte det som en kompliment.
Da den første aften kom, vaskede jeg op efter seks personer. Toogtyve dele: tallerkener, kopper, gryder og en pande. Mads så serie. Lars snorkede på det sted, hvor jeg plejede at arbejde.
Jeg satte mig på sengen i soveværelset og åbnede min bærbare. En hasteopgave ventede; kunden skulle have rapporten mandag. Lampen kastede genskin i skærmen, og bordet var alt for lavt, så jeg måtte lægge en pude under albuerne.
Gennem væggen hørte jeg Hanne sige til Mads, at “svigerdatteren da godt kunne smile lidt mere”. Hvert ord gik klart igennem.
– Hun er træt, mor, sagde Mads.