– Og jeg er måske ikke træt? Jeg har siddet ti timer i et tog. Alligevel kan jeg da godt smile.
Jeg klappede den bærbare sammen. Fingerspidserne summede efter tastaturet, og ryggen værkede tungt. Der var stadig niogtyve dage tilbage af måneden.
På tredjedagen flyttede Hanne rundt på møblerne i stuen.
Da jeg kom hjem fra supermarkedet med fire poser og en bon på 230 kroner, stod jeg et øjeblik i døren og genkendte næsten ikke rummet. Sofaen var skubbet på tværs. Fjernsynet var drejet hen mod vinduet. Min ficus, som jeg havde passet i tre år, stod ude på gulvet i gangen.
– Sådan er det meget bedre, meddelte min svigermor. – Energien skal kunne bevæge sig frit i et rum.
– Hanne, sagde jeg og satte poserne fra mig. – Mads og jeg havde placeret møblerne sådan med vilje. Hvis sofaen står der, spærrer den for radiatoren, og så bliver her alt for varmt.
– Pjat med dig. Så åbner I bare et vindue.
Jeg så over på Mads. Han gned sig over næseryggen. Det gjorde han altid, når han ikke ville blande sig.
– Mor, måske skulle vi faktisk sætte det tilbage, begyndte han.
– Mads, jeg ved altså bedre. Jeg har levet fyrre år længere end hende.
Jeg tog ficusen op og bar den tilbage i vindueskarmen. Derefter gik jeg hen til sofaen og begyndte at skubbe den.
– Hvad har du gang i? Hanne rettede sig op.
– Jeg sætter den på plads, svarede jeg. – Det her er vores lejlighed. Møblerne står, som vi har besluttet.
Der blev helt stille. Hanne kiggede på Mads. Mads stirrede ind i væggen. Inde på den anden side af væggen skiftede Jens kanal på fjernsynet.
– Nå, sagde min svigermor. – Sådan er hun altså, din kone, Mads. Kold. Og jeg prøvede bare at gøre det rart for jer.
Hun forsvandt ud i køkkenet og begyndte at larme med tallerkenerne. Jeg flyttede sofaen alene; Mads hjalp ikke. Det trak skarpt mellem skulderbladene, hver gang jeg skubbede.
Om aftenen kom Mads ind i soveværelset.
– Hvorfor skulle du gøre det på den måde? spurgte han.
– Gøre hvad?
– Foran mor. Hun blev ked af det.
– Hun lavede hele vores stue om uden at spørge.
– Hun mente det jo godt.
Jeg sagde ingenting. Jeg lagde mig ned og vendte ryggen til ham. Gennem væggen kunne jeg høre Hanne tale i telefon med en veninde. Ordene slap tydeligt igennem: “svigerdatteren er som en pind”, “min stakkels Mads lider”, “hun kan ikke engang lave en ordentlig suppe”.
Syv år. I syv år havde jeg hørt det samme i forskellige udgaver. Og hver eneste gang gned Mads sig over næseryggen og tav.
Næste dag opførte Hanne sig, som om intet var sket. Hun smilede, dækkede bord med mine tallerkener og forklarede Lars, hvordan hun nu havde “fået styr på det hele” herhjemme.
Jeg åbnede køleskabet. Tomt. Dagen før havde det været fyldt; jeg havde købt ind til to dage. Seks voksne mennesker havde spist det hele på ét døgn. To kilo kylling, en pakke smør, et brød, ost, tomater, agurker og en liter mælk. 230 kroner på en enkelt dag.
Jeg tog mobilen frem, åbnede mine noter og begyndte at regne.
På den tiende dag kunne jeg tallene udenad.
Madvarer: i gennemsnit 220 kroner om dagen. På ti dage blev det 2.200 kroner. På en måned ville det komme over 6.000.
El: vaskemaskinen kørte hver dag. Før brugte vi den to gange om ugen. Fire ekstra voksne oven i os selv betød seks fulde maskiner i stedet for to.
Vand: jeg havde kigget på måleren. På ti dage havde vi brugt lige så meget, som Mads og jeg normalt brugte på halvanden måned.
Og så var der min tid. Fire timer dagligt ved komfuret. Fyrre timer på ti dage. En hel arbejdsuge, brugt på madlavning i stedet for arbejde.
Lars og Sofie havde overtaget mit arbejdsværelse fuldstændigt. Luftmadrassen lå stadig midt på gulvet. Sofie havde hængt sit tøj over min kontorstol. Lars havde slæbt en højttaler ind og spillede gammel dansktop.
Jeg arbejdede i køkkenet med computeren klemt inde mellem skærebrættet og et glas syltede agurker.
Onsdag ringede kunden.
– Anna, hvornår sender du rapporten? Jeg har ventet i tre dage.
– I morgen, sagde jeg.
Jeg lagde på. I samme øjeblik kom Hanne ud i køkkenet.
– Anna, lav lige frikadeller. Lars elsker dem med kartoffelmos.
Jeg så på hende. Så på min computer. Og så tilbage på hende igen.
– Hanne, jeg arbejder.
– Det tager jo ingen tid. Farsen ligger i køleskabet.
Der lå ingen fars i køleskabet. Jeg havde tjekket om morgenen. Jeg købte den i går, halvandet kilo til 48 kroner, og den var blevet spist til aftensmad som kødboller.
– Farsen er væk, sagde jeg.
– Jamen så gå over og køb noget! Butikken ligger jo lige på den anden side af vejen.
Jeg lukkede computeren. Rejste mig. Mine hænder knyttede sig af sig selv, og jeg mærkede neglene bore sig ind i håndfladerne.
Om aftenen, mens vi spiste — jeg havde alligevel lavet frikadeller efter at have købt ny fars for mine egne penge — begyndte Hanne på et nyt emne.
– Jens og jeg sparer jo sammen til at få sat lejligheden i stand, sagde hun. – Det er svært på pension. Mads hjælper selvfølgelig, men det er ikke meget.
Jeg løftede blikket.
– Ikke meget? gentog jeg.
Hver måned overførte Mads 1.500 kroner til sine forældre. Fra vores fælles budget. Jeg kendte beløbet, for det var mig, der førte regnskabet derhjemme.
– Hvad er 1.500 kroner i dag? Hanne slog ud med hånden. – Det rækker jo ikke engang til mad i en måned.
Jeg lagde gaflen fra mig og så rundt på dem alle sammen. Mads gned sig over næseryggen. Lars tyggede videre. Sofie stirrede ned i sin tallerken. Jens rømmede sig.
– Lad os regne på det, sagde jeg.
Alle stivnede.
– I har boet hos os i ti dage.