— Du mister ikke hænderne af at hjælpe lidt til, når der kommer gæster! — vrissede svigermoren hårdt til sin svigerdatter. Men hun havde valgt den forkerte at gå løs på.
— Sofie, du laver jo ingenting. Du sidder bare hjemme med barnet hele dagen, — blev Karen ved med at gentage. — Er det virkelig så uoverkommeligt for en ung, rask kvinde som dig at gøre det, jeg beder om? Jeg forlanger ikke alverden. Vi er trods alt familie nu, men du opfører dig, undskyld mig, som om du var en fremmed!
— Jeg har også mere end nok at se til! Med et lille barn kan man ikke engang sidde i fred i ét minut. Det ved du udmærket, og alligevel finder du hele tiden på noget, jeg skal gøre, — svarede Sofie skarpt igen.
— Åh, det dér er bare undskyldninger. Du klarer det nok, der sker ikke noget ved det, — fastholdt svigermoren stædigt.
— Jeg har ikke tid, — sagde Sofie og holdt fast.
Om morgenen ringede Karen jævnligt til hende.
— Køb lige nogle dagligvarer for mig. Jeg har sendt listen på sms, — sagde hun, som om Sofies indvendinger slet ikke eksisterede.
— Nej, jeg er på vej til børnelægen med Mikkel, — svarede Sofie irriteret.
— Jamen så kan du jo smutte ind i supermarkedet på vejen. Du køber bare det, der står på listen. I aften kan Lars tage det med over til mig. Det er helt ukompliceret, men du gør det igen til et stort nummer, — protesterede Karen. — Skal jeg virkelig løbe rundt i butikker, når jeg er forkølet?
— Du tager ikke skade af en lille gåtur. Tværtimod. For mig passer det derimod overhovedet ikke. Og jeg har bestemt ikke tænkt mig at slæbe et småsygt barn rundt i et supermarked.
— Hvorfor skal du gøre et problem ud af det, Sofie? Det tager højst ti minutter! — blev svigermoren ved. — Og alligevel begynder du at skændes.
Som regel endte Sofie med at sige nej, og bagefter rasede Karen og klagede til sin søn over hans “hjerteløse” kone.
En dag kom Lars hjem med endnu en besked.
— Sofie, mor har bedt om, at du kommer forbi hende i dag. Hun har brug for hjælp til at vaske vinduer inden højtiden. Kan du ikke tage derover? Jeg bliver hjemme med Mikkel imens.
— Det kan hun godt glemme! Og hvem skal så vaske mine vinduer? Din mor eller H.C. Andersen? — udbrød Sofie forarget. — Jeg er ikke engang kommet i gang med hovedrengøringen herhjemme, fordi der hele tiden dukker noget op. Har jeg måske ikke nok om ørerne? Hvorfor hænger din mor konstant på mig? Hun kan ringe efter et rengøringsfirma. Eller gøre det selv. Hun er hverken en fin frue eller hundrede år gammel.
— Kom nu, Sofie, gør det nu bare, — forsøgte Lars at overtale hende. — Ellers æder hun mig levende med brok.
— Nej. Jeg har sagt, at jeg ikke tager af sted, og sådan er det. — Sofie rokkede sig ikke.
Næste gang fandt Karen på en ny opgave.
— Lille Sofie, i mit indbyggede skab — du ved, det store — ligger der en masse tøj, som har hobet sig op. Det er alt sammen dyre mærkevarer, ordentlige ting i god kvalitet og pæn stand. Mange af dem bruger jeg ikke længere.