— Måske kunne du kigge forbi og hjælpe mig med at sortere det? Hvis der er noget, du kan lide, må du tage det med og bruge det, — forsøgte Karen snedigt at lokke sin svigerdatter over til sig.
— Helt ærligt! Jeg går ikke i andres aflagte tøj, og slet ikke i en gammel dames. Jeg har rigeligt selv.
— Hvem er det, du kalder gammel dame? — Karen blev straks fornærmet. — Bare så du ved det, er jeg kun lige over halvtreds, og jeg ser stadig meget ungdommelig ud. Det siger alle. Indeni føler jeg mig som en på tredive… fem, — tilføjede hun tøvende. — Højst fyrre. Men du opfører dig respektløst over for mig. Det har jeg i øvrigt nævnt for min søn mere end én gang.
— Ja, ja, fortæl ham det endelig! — afbrød Sofie skarpt. — Hvorfor være beskeden? Sig dog sandheden: De føler Dem som atten! Hvis det virkelig passede, ville De ikke hele tiden plage mig med Deres ynk over, hvor dårligt De har det, og at jeg absolut skal hjælpe Dem. Jeg kommer ikke hjem til Dem. De kan selv rode Deres klude igennem.
— Sofie, du er grov og fuldstændig uden takt. Hvad er det for en opdragelse, du har fået? Du ejer ikke den mindste respekt for kvinden, der har givet liv til den mand, du elsker!
— Jo da. Jeg er bare vant til at sige tingene, som de er.
Efter hvert eneste skænderi af den slags ringede Karen til sin søn og klagede længe og indtrængende over sit ensomme, triste liv.
Og sandheden var, at Sofies svigermor faktisk var ensom. Nogle år tidligere havde hendes mand forladt hende og var flyttet sammen med en kvinde fra arbejdet. Og i modsætning til, hvad man måske ville forestille sig, var det ikke en ung, fræk blondine med lange ben. Nej, det var en stille, hjemlig type, som endda var en smule ældre end Karen selv. En fuldstændig uanselig kvinde — i hvert fald efter den forladte kones mening.
I lang tid kunne Karen slet ikke begribe, hvad der var sket med hendes mand. Hun var endda taget hen på hans kontor for at møde sin rivalinde med egne øjne. Hun ville forstå, hvad der dog kunne være så særligt ved en kvinde, som både var ældre end hende og ældre end hendes mand.
Men konkurrenten viste sig at være helt almindelig. En grå, ubetydelig lille mus, der på ingen måde skilte sig ud fra mængden. Selv hendes hænder var forsømte. Ingen smuk manicure, ingen velplejede negle, ingen elegante fingre, der lignede noget fra en reklame.
Karen stod målløs og knust og sammenlignede sit eget gennemførte ydre, sine pæne hænder og sin omhyggelige pleje med det syn, hun havde foran sig. Hun forstod ikke, hvorfor rivalinden ikke selv blev generet af, at hendes hænder lignede en mands. At hendes øjenbryn var kraftige og ujævne, og at håret sad rodet, farvet dårligt og for længst burde have været under behandling hos en frisør.
Karen, som hele sit voksne liv nidkært havde passet på sit udseende og kontrolleret hver eneste detalje, blev i det øjeblik fuldstændig desorienteret.
Hun forlod kontoret, hvor hendes mand arbejdede, som om hun gik rundt i en tåge. Noget knækkede inde i hende.