— Mikkel klarer sig nok. Han kan tilbringe sommeren i sommerhuset!
Lars proppede irriteret badebukserne ned i rejsetasken og rev hårdt i lynlåsen. Den satte sig fast i hjørnet. Han bandede lavt, trak endnu en gang, så hårdt at han næsten flåede vedhænget af, og skævede hurtigt over mod sin kone.
Anna lagde uden et ord Mikkels små T-shirts sammen.
— Anna, hvorfor siger du ikke noget?
Lars rettede sig op og plantede hænderne i siden.
— Jeg forklarer dig det jo, så det er til at forstå. Min mor har problemer med leddene. Lægen sagde, at hun har brug for havluft. Rejsen er rasende dyr, og vi havde simpelthen ikke råd til fire personer. Jeg har allerede måttet låne penge.
— Jeg har hørt, hvad du siger, Lars.
Anna glattede omhyggeligt en fold ud på den lille T-shirt med dinosauren.
— Nå, så hun har forstået det.
Han gik rastløst gennem værelset, snublede over en legetøjsbil, som Mikkel havde efterladt på gulvet, og sparkede den væk med foden.
— Du ser altid på mig, som om jeg har begået en forbrydelse! Jeg har lovet min mor en tur til havet i to år. Hun har opdraget os og slidt for os. Har hun ikke ret til at få lidt ferie? Og drengen er kun syv. Han kommer alligevel ikke til at huske Bornholm bagefter. Din mor kan se efter ham i sommerhuset. Frisk luft, bær i haven — hvad mere har han brug for?
Først da løftede Anna blikket og så direkte på ham.
Tre uger tidligere havde hun ved et tilfælde åbnet mailen på den bærbare computer derhjemme. Lars havde haft travlt med at komme på arbejde og havde glemt at logge ud af sin konto. Øverst lå en besked fra rejsebureauet: “Ændring af passager i reservationen er bekræftet.”
Hun havde ikke lavet en scene dengang. Hun havde bare åbnet den vedhæftede kvittering. Sort på hvidt stod der en betydelig ekstra betaling, taget fra deres fælles opsparing — de penge, de havde lagt til side til at få gangen sat i stand. En merbetaling for at slette deres egen søn fra rejsen og skrive Mette ind i stedet.
Anna lukkede fanen. Hun lavede kaffe. Så satte hun sig på taburetten ved vinduet og blev længe siddende og så på viceværten, der fejede visne blade sammen i gården. Først derefter tog hun sit lønkort frem.
— Lars, vi havde jo en aftale.
Hendes stemme var rolig, uden skrig, uden tårer.
— Vi har sparet sammen til den ferie i et helt år. Mikkel har talt dagene. I børnehaveklassen har han ikke talt om andet end, at han skulle flyve med et stort fly.
— Det overlever han nok!
Fra gangen gled Mette ind med en mine, som om hun trådte ind på en scene. I sin brogede bomuldsbluse, med skrigende læbestift og en tung ring på pegefingeren lignede hun ikke en syg kvinde det mindste. Snarere én, der var klar til kamp.
— Lars siger bare det fornuftige.
Svigermoren kneb læberne sammen med sin sædvanlige belærende myndighed.
— Åh, Anna, lad nu være med at gøre det til en tragedie. Børn i den alder laver ikke andet end at skabe sig. Først skal hatten af, så er de tørstige, og så skal de på toilettet.