— Så skal man rende med dem frem og tilbage. Det er jo ingen ferie. Lars har brug for at koble af. Han slider på arbejdet og forsørger familien. Han har krav på ordentligt selskab, ikke på at spæne rundt efter en lille unge på stranden.
Anna lod blikket glide fra sin svigermor over på sin mand. Lars stod med skuldrene en smule trukket op, men det var tydeligt, at han følte sig stærk med den bastante støtte bag sig.
— Hvornår havde I egentlig tænkt jer at fortælle mig det?
Anna lukkede lynlåsen på sin søns rygsæk.
— I morgen i lufthavnen? Lige foran check-in? “Overraskelse, Anna, vi flyver uden vores søn, ring til din mor, så hun straks kan komme og hente Mikkel”?
Røde skjolder bredte sig over Lars’ ansigt. Han kunne ikke udstå, når Anna talte sådan dér — lavmælt, uden at hæve stemmen, men med ord, der ramte som søm i gulvet.
— Hvad betyder det, hvornår vi siger det!
Han slog ud med hånden.
— Det vigtige er, at det er besluttet. Mor tager med os. Punktum. Jeg er manden i huset, og jeg har truffet en beslutning. Lad være med at lave teater ud af det.
— Det gør jeg heller ikke.
Anna svang rygsækken op over skulderen.
— Mikkel, tag tøj på!
Fra børneværelset kom en syvårig dreng stormende ud, mens han trak sit helt nye legetøjsfly efter sig hen over gulvet.
— Mor, skal vi af sted nu?
— Ja, skat. Tag dine sneakers på.
Mette klikkede utilfreds med tungen.
— Hvorfor slæber du ham ud på denne tid af døgnet? Flyet går i morgen tidlig. Lad dog barnet sove.
— Vi kører nu, svarede Anna kort.
Lars blinkede forvirret. Al hans mandige beslutsomhed syntes pludselig at være sivet ud af ham.
— Anna, hvad er det, du har fundet på? Hvor vil du hen nu? Hvorfor?
— Hjem til min mor.
Anna tog roligt sin jakke på.
— Når Mikkel alligevel skal tilbringe sommeren i sommerhuset, kører jeg ham derud med det samme. I morgen tager jeg direkte derfra til lufthavnen. Vi ses ved terminalen.
Lars åndede lettet ud. Han havde tydeligvis ventet et voldsomt optrin med smadrede tallerkener og råb om skilsmisse. Men i stedet var der denne ro. Hans kone havde brokket sig lidt og bøjet sig. Som hun plejede.
— Nå, fint nok.
Han forsøgte endda at smile.
— Kan du se, mor? Jeg sagde jo, at Anna er en klog kvinde. Hun forstår tingene. Kør forsigtigt, Anna. I morgen klokken otte ved check-in-skrankerne.
— Selvfølgelig, svarede Anna og lukkede døren bag sig.
Den enorme afgangshal i lufthavnen summede af liv. Træk susede mellem skrankerne, og rejsende skubbede hastigt kufferter foran sig. Lars kastede igen og igen nervøse blikke op mod den store elektroniske tavle.
Ved siden af ham stod Mette, lænet op ad håndtaget på sin spritnye rejsetaske. Hun var iført en lys hørskjorte og en bredskygget hat, der fik hende til at ligne en stor rørhat.
— Hvor bliver hun af?
Lars tjekkede sin telefon for tiende gang.
— Check-in er allerede åbnet. Vi ender med at få hele køen foran os.
— Åh, altid det samme med hende.