Hun stirrede på kasserne, og uden at ville det så hun det hele for sig: en eller anden Mette, der allerede følte sig hjemme her, hængte sine håndklæder op, slæbte fremmede tasker ind over tærsklen, stillede børnene op på en skammel, så de kunne kigge ud ad vinduet, og som efter et stykke tid ville sige med den mest naturlige mine: “Jamen, vi er jo faldet så godt til her.”
Den tanke virkede stærkere end nogen kop kaffe. Anna tog telefonen frem og ringede til låsesmeden fra den nærmeste by, ham der i efteråret havde sat en ny lås i havelågen for hende.
“Kan du komme forbi i morgen?” spurgte hun. “Jeg skal have skiftet låsen i hoveddøren. Og i laden også.”
“Efter frokost kan jeg godt,” svarede han.
“Så venter jeg på dig.”
Dagen efter tog hun imod ham ved havelågen, viste ham præcist, hvad der skulle skiftes hvor, og hun sørgede for, at han tog de gamle cylindre med sig med det samme. Bagefter kørte hun ind til naboen, Grethe, som boede to huse længere nede ad vejen året rundt.
“Grethe, hvis du ser nogen ved min grund med tasker, så ring til mig med det samme. Især hvis de påstår, at de har fået lov.”
Naboen slog hænderne sammen.
“Det var jo netop det, jeg ville have fortalt dig! Din svigermor var her allerede i lørdags. Og hun var ikke alene. Hun havde en kvinde og en dreng med. De stod henne ved hegnet og talte om, hvor køkkenhaven lå, og hvor saunaen var. Jeg troede, du vidste det.”
I nogle sekunder sagde Anna ikke noget. Hun så blot på Grethe, mens de sidste brikker faldt på plads. Så det havde altså ikke været en pludselig indskydelse. Ikke en uheldigt formuleret idé. Ikke en grovhed sagt i affekt. De havde allerede vist huset frem. De havde allerede haft nogen med hen til hegnet. De havde allerede talt om, hvor bekvemt det ville blive.
“Tak, fordi du sagde det,” svarede hun lavt.
Det var sent om aftenen, da Anna kom tilbage til byen. Lejligheden var hendes, købt længe før ægteskabet, en toværelses. Efter brylluppet var Lars flyttet ind hos hende. Før havde det virket helt naturligt. Nu så det pludselig anderledes ud. På det seneste havde han alt for ofte opført sig, som om det, der tilhørte andre, automatisk stod til rådighed for ham. Ikke kun huset på landet. Også hendes tid, hendes kræfter og hendes ro.
Lars stod i entréen, da hun kom ind.
“Hvorfor tog du ikke telefonen?”
“Jeg havde noget at ordne.”
“Mor er faktisk blevet fornærmet.”
Anna tog jakken af, hængte den roligt på knagen og så først derefter på sin mand.
“Jeg har fået skiftet låsene.”
Han blinkede forvirret.
“Hvilke låse?”
“I huset. Og i laden. Der er ikke andre, der har nøgler dertil længere.”
“Er du helt normal?” Lars hævede stemmen. “Hvad skal det cirkus til for?”
“Fordi din mor allerede tager folk med derud og viser dem min grund. Det har naboen fortalt mig.”
Han tøvede et øjeblik. Det ene øjeblik var nok.
“Så du vidste det,” sagde Anna.
“Det er ikke sådan, at jeg vidste det… Mor bad mig bare køre derud og kigge. Jeg troede ikke, du ville gå sådan amok.”
“Jeg er ikke gået amok. Jeg nægter bare at lade jer gøre mig til grin.”
Lars gik ud i køkkenet, tog en flaske vand fra køleskabet, drak flere store slurke og talte så videre, nu med tydelig irritation i stemmen.
“Anna, du kører altid alting helt ud til kanten. Man kunne jo have hjulpet på en ordentlig måde. Du bor der jo ikke fast. Hvad er problemet? Er du virkelig så smålig?”
Anna lænede skulderen mod dørkarmen. Ikke en mine rørte sig i hendes ansigt, men hendes fingre knyttede sig hårdt.
“Smålig? Nej. Jeg synes bare, det er frastødende, at I bag min ryg har besluttet, at mit er fælles, og at det fælles i virkeligheden er din mors. Det er det, der frastøder mig.”
“Nu begynder du igen.”
“Nej, Lars. Det var dig, der begyndte. Det gjorde du i det øjeblik, du kørte din mor ud for at se på en andens hus, som om det var ledigt boligtilbud.”
Han satte flasken fra sig på bordet så hårdt, at vandet skvulpede over kanten.
“En andens, en andens… Hvad er jeg så for dig? En fremmed?”
“Min mand. En mand, der burde have beskyttet mine grænser, ikke opført sig som mellemmand i en overtagelse.”
“Det er godt nok store ord.”
“Nej. Det er præcise ord.”
Anna gik ind i stuen, åbnede skabet og trak en rejsetaske frem.
“Hvad laver du?” spurgte Lars skarpt.
“Pakker dine ting. I nat sover du hos din mor.”
“Er du blevet sindssyg?”
“Nej. Jeg er bare endelig holdt op med at lade, som om der ikke er sket noget alvorligt.”
Han tog et skridt hen imod hende.
“Du har ingen ret til at smide mig ud.”
Anna vendte sig så brat, at han standsede af sig selv.
“Denne lejlighed er min. Den er købt før ægteskabet. Og nu går du herfra selv, uden en forestilling. Ellers ringer jeg til politiet og forklarer, at en person nægter at forlade ejerens bolig efter en konflikt.”
Lars stirrede på hende, som om han så hende for første gang. Måske gjorde han det også. Tidligere havde Anna glattet meget ud. Hun havde tiet, når svigermoren kritiserede hendes mad. Hun havde undladt at protestere, når Inge dukkede op uden at ringe først. Hun havde holdt ud, når Lars lovede at komme og hjælpe på landet, men i sidste øjeblik fandt noget, der åbenbart var vigtigere. Hver gang hun gav efter i småting, havde hun ikke opdaget, hvordan hun i familiens øjne langsomt var blevet til et menneske, der bare fandt sig i alt.
“På grund af huset?” spurgte han hæst. “Du ødelægger vores familie på grund af et hus?”
“Det handler ikke om huset. Det handler om, at du mente, du kunne råde over noget, der ikke tilhører dig. I dag er det huset. Hvad bliver det i morgen? Hvem trækker du ellers ind i mit liv, bare fordi din mor ønsker det?”
Han forsøgte stadig at diskutere. Han sagde, at Anna var alt for hård, at det hele kunne være blevet løst stille og roligt, at hans mor bare havde villet hjælpe familien. Men samtidig begyndte han allerede at lægge sine ting i tasken. Han trak skufferne ud med overdreven kraft, smed T-shirts ned i tasken og lavede støj med vilje. Anna blandede sig ikke. Hun stod ved vinduet, lyttede, og på et tidspunkt gik det op for hende, at hun hverken følte fortrydelse eller frygt. Kun en træthed over et skuespil, der havde varet alt for længe.
Inden Lars gik, kastede han sine nøgler på den lille kommode i entréen.
“Ring, når du er faldet ned.”
“Det skal du ikke regne med,” svarede hun.
Døren lukkede sig bag ham. Anna drejede straks låsen og tog nøglen ud indefra. Så gik hun hen til kommoden, tog nøglebundtet, lagde det i en skuffe og satte sig først derefter ned. Ikke på gulvet. Ikke i et hysterisk sammenbrud. Ikke i en smuk, dramatisk positur som i en tv-serie. Bare på den lille bænk i entréen. I flere minutter sad hun helt stille. Så løftede hun hovedet, så sit eget spejlbillede i den mørke rude og lo pludselig kort, næsten vredt. Så enkelt var det altså. Man behøvede kun én gang at lade være med at tie stille, før folk forbavsende hurtigt kom i tanke om, hvad der var deres, og hvad der tilhørte andre.
Næste dag ringede Inge selv.
“Hvad bilder du dig ind?” begyndte hun uden så meget som at sige goddag. “Lars måtte sove hos mig på grund af dine nykker.”
“Nej. På grund af sine egne.”
“Du værdsætter slet ikke din mand. Du har lavet en tragedie ud af et eller andet lille hus.”