Anna lod hånden glide hen over den hvide dug. En lille brødkrumme knasede tørt under hendes fingerspidser. Salen i det lokale forsamlingshus summede af stemmer; der hang en tung lugt af stegt kød, parfume og varm menneskemængde i luften. Femten års ægteskab blev fejret. Gæsterne stod tæt omkring bordene, skålede, lo og råbte hen over musikken.
Ved siden af hende sad Lars. Bredskuldret, i en mørkeblå jakke, med et slips han hele tiden rettede på. Var det nervøsitet? Eller gjorde han sig klar?
Anna drejede vielsesringen rundt om fingeren. Den gled ikke let længere. Før havde den siddet løst, næsten irriterende løst, men nu bed den sig ned i huden. I det sidste halve år havde hun ikke haft den på. Kun i dag. Med vilje. Den skulle sidde der, når han sagde det, han havde besluttet sig for at sige.
For hun vidste det. Hun havde vidst det længe.
Lars rejste sig og greb mikrofonen. Mumlen i lokalet døde ud. Han rettede ryggen, lod blikket glide hen over gæsterne og vendte sig så langsomt mod sin kone. I hans ansigt lå en sær blanding af triumf og væmmelse.
— Anna, begyndte han højt og tydeligt. — Jeg har ventet på denne dag i femten år. Du har frastødt mig siden vores første nat sammen. Forstår du det? Frastødt mig. Jeg kunne knap røre ved dig uden at få kvalme. Du var min billet til et behageligt liv, ikke andet. En kedelig apoteker, der lugter af medicin. I morgen indgiver jeg skilsmissepapirerne. Firmaet bliver mit, og du kan beholde dine piller og din tomhed.
Stilheden, der faldt over salen, var så tæt, at man hørte nogen synke hårdt. Jens, Annas far, fór sammen og greb om bordkanten. En kvinde udstødte et dæmpet gisp.
Anna trak ringen af. Langsomt, uden at se på sin mand. Hun lagde den foran sig på bordet. Først derefter løftede hun blikket. Hendes øjne var rolige og tørre. Hun nikkede kort til sin nevø Mikkel, som sad ved væggen med en bærbar computer.
— Sæt det på.
Skærmen på væggen lyste op. Først forstod gæsterne ikke, hvad de så. Så kom der en stemme ud af højttalerne. En alt for velkendt stemme.
På optagelsen sad Lars på kontoret ved vognmandspladsen. Over for ham stod Sofie, den rødhårede pige fra disponeringen, i en stram rullekrave.
— Hun opdager vel ikke noget? spurgte Sofie og lænede sig nærmere.
— Hun er jo dum, lo Lars. — Hun sidder på apoteket hele dagen og tæller tabletter. Jeg har optaget tre lån i firmaets navn, og hun aner ingenting. Når vi bliver skilt, hænger hun på gælden, og jeg beholder forretningen. Så kan du og jeg endelig begynde at leve, smukke.
Sofie fnisede og rakte ud efter ham.
Lars, der stod ved bordet i salen, blev ligbleg. Han drejede brat hovedet mod Anna.
— Hvad fanden er det her…
Hun svarede ikke. Mikkel skiftede til næste video.
Nu viste skærmen en yngre Lars. Tyndere, i en krøllet skjorte. Han stod ude ved de garager, som Jens havde stillet til rådighed for ham, og holdt et lille glas snaps i hånden. Det var bryllupsdagen; langt væk kunne man se et festtelt, og musik lød dæmpet i baggrunden. Ved siden af ham stod to af hans venner.
— Jeg elsker hende ikke, slet ikke, sagde Lars og tømte glasset. — Men svigerfar har forbindelser i kommunen, og han har jord. Jeg holder hende ud i ti år eller sådan noget, får mig selv på fode, og så finder jeg en ordentlig kvinde. Ikke den apoteker.
Vennerne brølede af grin. Lars skænkede op igen.
Jens rejste sig langsomt. Hans ansigt var blevet gråt, og munden var presset sammen til en hård streg. Han stirrede først på skærmen og derefter på sin svigersøn, længe og tungt.
— Lars, sagde han lavt. — Mener du virkelig det der?
Lars gav et ryk i kroppen og forsøgte at få et svar frem, men Mikkel havde allerede startet den næste fil. Nu fyldte papirer skærmen. Låneaftaler. Kontoudtog. Alt var filmet helt tæt på. Side efter side viste, hvordan Lars havde optaget lån gennem Annas firma, hvordan pengene var blevet ført videre til Sofies konti, og hvordan hele planen var blevet bygget op skridt for skridt.