Alt sammen havde kun haft ét formål: at lade Anna stå tilbage med gælden.
— Kopierne ligger hos Skat, sagde Anna dæmpet, men tydeligt nok til, at hele lokalet kunne høre hende. — Og hos advokaten. Garagerne, grunden, vognmandsfirmaet — det hele står i mit navn. Du, Lars, har kun været sat til at administrere det. Det er slut nu. Lånene er dine. Gælden er din. Men forretningen bliver i familien. Min familie.
Hun rejste sig fra stolen og gik et par skridt nærmere. Lars trådte instinktivt baglæns.
— Troede du virkelig, jeg ikke opdagede noget? Annas stemme var lav, men hvert eneste ord ramte hårdt. — I et halvt år har jeg set dig lægge dine planer. Set dig slæbe den pige ind i mit hjem, mens jeg var på arbejde. Hørt jer tale om, hvad jeg var værd, som om jeg allerede var væk. Jeg sagde ingenting. Jeg samlede beviser. For jeg vidste, at du ville vælge netop denne dag. Min fødselsdag. For at ydmyge mig foran alle. For at vise, hvor stærk du mente, du var.
Lars åbnede munden, men der kom ikke en lyd.
— Og nu kan du gå, sagde Anna. — Ud af salen. Ud af mit liv. Og du kan hilse Sofie og sige, at vognmandsfirmaet ikke længere ansætter folk.
Lars fór mod udgangen, men Jens stillede sig i vejen. Han sagde ikke et ord. Han rejste sig bare og så på ham. Lars knyttede hænderne, sænkede så blikket og skubbede sig forbi mod døren. Bag ham lød en skarp piften. En stemme råbte: »Skam dig!« Døren smækkede i efter ham.
Først blev gæsterne siddende, som om ingen turde bevæge sig. Så begyndte lokalet langsomt at vågne igen. En efter en kom folk hen til Anna. Nogen trykkede hendes hånd. Kvinderne samlede sig omkring hende og talte i munden på hinanden. Hun hørte kun brudstykker. Hendes øjne blev ved med at glide hen til ringen på bordet. Den lille, slidte ring. Femten år havde den siddet på hendes finger — og nu viste det sig, at den ikke havde betydet noget som helst.
Jens kom hen til hende og lagde armen om hendes skuldre.
— Tilgiv mig, min pige, sagde han hæst. — Det var mig, der førte ham ind i dit liv.
— Du ville bare hjælpe mig, far, svarede Anna. — Det er ikke din skyld, at han viste sig at være sådan.
— Tilgiv mig alligevel.
Anna lænede sig ind mod sin far. Først nu mærkede hun, hvor udmattet hun var. Hvor hårdt hun havde bidt tænderne sammen hele aftenen. Hvor stive hendes skuldre var blevet. Men tårerne kom ikke. Der var kun en tomhed i hende — og en mærkelig, næsten stille lettelse.
— Lad mig køre dig hjem, sagde Jens.
— Nej. Anna rystede på hovedet. — Jeg bliver. De skal se, at jeg stadig er her. At jeg ikke flygter og ikke gemmer mig.
Hendes far nikkede og klemte hendes hånd.
Efterhånden begyndte selskabet at bryde op. Nogle standsede ved hende på vej ud og sagde varme ord, andre nøjedes med et blik, der rummede mere end lange forklaringer. Anna smilede, takkede og stod rank, selv om kroppen føltes tung.
Da salen næsten var tom, kom Hanne hen til hende. Hun var gift med en af Lars’ forretningsforbindelser og havde hele aftenen holdt sig i baggrunden.
— Anna, må jeg spørge dig om noget? sagde hun lavt.
— Selvfølgelig.
— Du har vidst det længe, ikke? Om Sofie. Om lånene. Hvorfor gik du ikke bare før?
Anna løftede blikket. Hanne så på hende med en uro, der virkede større end almindelig nysgerrighed. Som om svaret ikke kun var tiltænkt hende selv.
— Fordi hvis jeg var gået tidligere, ville han have beholdt både pengene og sit gode navn, sagde Anna roligt. — Og jeg ville stå tilbage uden noget, mens folk hviskede om, at det sikkert var min egen skyld. Jeg ventede på det øjeblik, hvor han selv viste alt. Foran alle. Så ingen bagefter kunne være i tvivl om, hvem der var hvem.
Hanne nikkede langsomt. Hun tav et øjeblik.
— Du er klog, sagde hun stille. — Jeg har selv holdt min ud i femten år. Og jeg er bange for at gå.
Anna betragtede hende opmærksomt.
— Samler du beviser?
Hanne trak skævt på smilebåndet.
— Det begynder jeg på nu.
Hun gav Anna hånden og forlod salen. Så blev Anna stående alene ved bordet.