Hun lod blikket hvile på ringen. Efter et øjeblik tog hun den op fra bordet, gik hen til vinduet og skubbede den lille rude op. Den kolde luft slog hende hårdt i ansigtet. Anna løftede hånden — og kastede ringen ud i mørket.
Mikkel, der var i gang med at pakke udstyret sammen, vendte sig om.
— Faster Anna, hvad laver du?
— Jeg gør mig fri, svarede hun enkelt.
Tre dage senere forsøgte Lars at komme ind på vognmandsfirmaets område. Vagten standsede ham ved porten. Han blev stående udenfor, råbte og forlangte at blive lukket ind. Netop da kørte Anna op sammen med sin far; de havde dokumenter med til den nye driftsleder.
Lars styrtede hen mod hendes bil.
— Anna, det her kan du ikke gøre! råbte han. — Det er mit firma. Det var mig, der byggede det op!
Anna rullede vinduet ned.
— For mine penge og med min fars kontakter, sagde hun roligt. — Du fik lov til at styre det. Nu gør du ikke længere. Gå hen til Sofie. Lad hende hjælpe dig på benene.
— Hun er væk! pressede Lars frem. — I samme øjeblik hun hørte om gælden, forsvandt hun!
Anna trak næsten umærkeligt på smilebåndet.
— Tænk engang. Måske syntes hun også, du var frastødende. Hun var bare klogere end mig og fandt ud af det tidligere.
Lars stivnede. Hans ansigt fortrak sig. Han tog et skridt frem, men så steg Jens ud af bilen. Langsomt, tungt. Han stillede sig ved siden af sin datter.
— Gå nu, Lars, sagde han træt. — Mens det stadig kan foregå ordentligt.
Lars blev stående et par sekunder mere. Så vendte han sig om og gik. Krumbøjet, som om han på få dage var blevet en gammel mand.
Anna fulgte ham med øjnene. Hun mærkede hverken medlidenhed eller raseri. Kun et tomt sted indeni, dér hvor smerten havde boet i femten år.
Samme aften sad hun i køkkenet sammen med sin far. Jens skænkede te op til sig selv, mens Anna så ud gennem vinduet. Udenfor var himlen ved at mørkne.
— Hvordan har du det? spurgte han.
— Fint, svarede Anna.
Hun tav lidt og fortsatte så:
— Det mærkelige er bare… i femten år troede jeg, at fejlen lå hos mig. At jeg ikke var smuk nok. Ikke spændende nok. At det var min skyld, han var så kold over for mig. Men det handlede aldrig om mig. Han elskede mig bare aldrig. Ikke engang i begyndelsen.
Jens sagde ingenting et øjeblik. Så sukkede han.
— Ved du, hvad der gør mest ondt? Jeg har også skyld i det. Det var mig, der syntes, du skulle give ham en chance. Jeg tænkte, han var en ordentlig fyr, arbejdsom, en der nok skulle klare sig. Men allerede dengang havde han regnet det hele ud.
— Far, stop, sagde Anna og lagde sin hånd over hans. — Du ønskede mig det bedste. Han ønskede penge. Det er ikke det samme.
Hendes far nikkede, men sorgen forsvandt ikke fra hans øjne.
— Hvad vil du så nu?
Anna løftede skuldrene.
— Arbejde. Leve. Jeg har apoteket, jeg har dig, og jeg har mit eget at tage mig af. Jeg har brugt så mange år på et menneske, der foragtede mig. Måske er det på tide, at jeg begynder at leve for min egen skyld.
— Tror du, du vil gifte dig igen?
Anna smilede skævt.
— Det ved jeg ikke. Lige nu orker jeg ikke engang at tænke på det. Jeg vil bare have ro. Og jeg vil slippe for, at nogen hele tiden fortæller mig, at jeg er afskyelig.
De sad tavse en stund. Udenfor tændtes enkelte gadelygter i mørket. Jens drak sin te ud og rejste sig.
— Nå, min pige. Jeg må hellere komme hjem. Hvis der er noget, ringer du. Når som helst.
— Tak, far.
Da han var gået, blev Anna alene tilbage. Hun satte sig ved bordet og lagde hovedet ned på sine arme. Først nu, i stilheden i det tomme køkken, gav hun sig selv lov til at græde. Ikke af smerte. Ikke af fornærmelse. Men af lettelse. Hun behøvede ikke længere lade som om, alt var i orden. Hun behøvede ikke længere udholde kolde berøringer og tomme ord. Og hun behøvede ikke længere tro på, at skylden var hendes.
Der gik en måned. Lars forsøgte at anfægte papirerne, men Annas advokat fik hurtigt sagen under kontrol.