– Overfør 60.000 kroner til min mor i dag. Ikke noget med diskussioner, Anna. Du er min kone, ikke en fremmed kvinde udefra.
Lars stod midt på køkkengulvet i en nystrøget skjorte og holdt mobilen frem, som om sagen allerede var afgjort. På skærmen stod en besked fra Kirsten: »Min dreng, træk det nu ikke i langdrag. Jeg skammer mig over for folk.«
Anna satte langsomt koppen fra sig på bordet.
– Hvilke folk taler vi om?
– Almindelige mennesker, svarede han skarpt. – Mor har allerede lavet aftale med håndværkerne. Hendes gamle lejlighed er ved at falde fra hinanden, og du sidder og ruger over dine sparepenge, som om de var en skattekiste.
– Det er de penge, jeg fik efter min far.
– Og hvad så? Lars trak på munden. – Vi er én familie. Så er problemerne også fælles. Eller er du kun en god hustru, når det ikke koster dig noget?
Anna så længe på ham. Hun var 42 år. Lars var 44. De havde været gift i 11 år, og i de år havde hun lært at skelne mellem alle nuancerne i hans utilfredshed: når vreden var hans egen, når han blot gentog sin mors ord, og når han forsøgte at presse hende, indtil hun gav efter.
Denne gang var det ikke kun Lars, der talte gennem hans mund.
Bag ham stod Kirsten. Lille, velplejet, med sølvgråt hår lagt perfekt og med det særlige blik, hun altid sendte sin svigerdatter: som om Anna var en ansat, man lod blive af ren barmhjertighed.
– Kære Anna, sagde svigermoren langtrukkent, – hvorfor skal du gøre det så besværligt? Det er jo ikke en formue, jeg beder om. Bare 60.000 kroner. Lars betaler dig tilbage senere.
– Hvornår?
– Når han kan.
– Vil du så skrive under på, at det er et lån?
Lars drejede hovedet brat mod hende.
– Mener du det alvorligt?
– Ja.
– Skal min mor skrive gældsbrev til dig? Min mands egen mor?
Kirsten udstødte et lille, dæmpet suk og lagde hånden mod brystet. Ikke fordi hun havde ondt. Ikke fordi hun var svag. Det var ren optræden, elegant og indøvet. Hun havde altid været dygtig til at få Anna til at fremstå som den skyldige.
– Lad hende være, Lars, sagde hun stille. – Jeg vidste jo godt, det ville ende sådan. Blod er blod, og fremmede bliver aldrig rigtigt familie.
Anna svarede ikke. Hun tog sin telefon, åbnede bankappen og så på opsparingen. De 60.000 kroner stod på en særskilt konto. Kort før sin død havde hendes far sagt: »Hæld ikke alt, hvad du ejer, ned i familiens fælles gryde. Behold noget, der kan bære dig.« Dengang var hun blevet såret over ordene. Nu forstod hun, at han bare havde set mennesker klart.
– Jeg overfører dem, sagde hun.
Lars slappede straks af i skuldrene.
– Der kan du se. Du kan jo godt være rimelig.
– Jeg skal bare ind i værelset først. Beløbsgrænsen skal godkendes.
– Så skynd dig lidt. Mor går lige ned til naboen et øjeblik, og bagefter kører vi sammen over til hende.
Kirsten kneb læberne sammen.
– Bente står og venter på mig ved opgangen. Jeg har lovet at give hende nøglerne til kælderrummet.
Anna gik ud i entreen. Døren til soveværelset stod på klem. Hun satte sig på sengekanten, men hun trykkede ikke på overfør. Fingrene blev hængende ubevægelige over skærmen. Ude i køkkenet skænkede Lars te op til sin mor. Kort efter smækkede hoveddøren.
Svigermoren var gået.
Anna skulle netop til at lukke appen, da Kirstens stemme nåede hende gennem det åbne vindue. Køkkenvinduerne vendte ud mod gården, og bænken ved opgangen stod lige nedenunder.
– Nå? spurgte naboen. – Giver hun dig pengene?
– Hvor skulle hun ellers gøre af sig selv? fnøs Kirsten. – Lars skal nok få hende presset. Hun er blød nok. Går altid rundt og føler sig skyldig.
– Og hvis hun vil have dem tilbage?
– Så kan hun jo spørge. Hun overfører selv, uden nogen aftale på papir. Bagefter siger jeg bare, at det var en gave. Hjælp til en ældre kvinde. Ingen gæld, ingen forpligtelser.
Anna sad helt stille.
– Men bliver der så virkelig lavet den renovering? spurgte Bente.
– Hvilken renovering? Kirsten lo lavmælt. – Jeg har lovet Mette pengene til udbetalingen. Pigen skal giftes, hun har mere brug for dem. Og den anden kan være glad for, at Lars overhovedet bor sammen med hende. En svigerdatter uden børn, uden noget særligt udseende, med en helt almindelig løn. En snylter med stolthed.
– Ved Lars det?
– Lars ved det vigtigste: at hans mor aldrig råder ham forkert. Jeg har sagt til ham, at Anna skal sættes på plads. Giver hun pengene, lærer hun at adlyde. Gør hun ikke, er hun ikke familie.
Ordene ramte hende ikke som slag. De brændte heller ikke. De lagde sig bare køligt og præcist og trak den gamle hinde væk fra hendes øjne.
Anna lukkede bankappen. Derefter åbnede hun noter og skrev én linje: »60.000 kroner må ikke overføres.«
Inde i køkkenet gik Lars allerede frem og tilbage. Hans dyre ur glimtede tæt ved ansigtet, hver gang han løftede armen. Han havde altid den vane at fægte med hånden, når han ville se ud som en mand, der bestemte over livet.
– Hvad sker der derinde? råbte han.
Anna gik tilbage til ham.
– Der bliver ingen overførsel.
Først forstod han det ikke engang.
– Hvad mener du med ingen?
– Jeg mener, at jeg ikke sender penge til din mor.
– Begynder du nu igen?
– Nej, sagde Anna roligt. – Jeg er faktisk færdig.
Lars tog et skridt hen imod hende.
– Anna, lad være med at spille spil. Mor venter.
– Jeg hørte hendes samtale med Bente.
I et kort øjeblik føltes køkkenet, som om væggene rykkede tættere på. Lars blinkede.