Så kom der et skævt smil frem på hans ansigt.
– Og hvad var det så, du påstår, du hørte? Gamle koner kan jo finde på at vrøvle om hvad som helst.
– At der aldrig kommer nogen renovering. At pengene skal videre til Mette. At ingen har tænkt sig at skrive under på noget gældsbrev. Og at jeg bare er en, der lever på jer.
– Hun kan have sagt det i affekt.
– Hun lød forbavsende rolig, taget i betragtning.
Lars smed sin telefon fra sig på bordpladen.
– Nå, så sådan er det? På grund af et par tilfældige sætninger vil du svigte min mor?
– Ikke på grund af sætninger. På grund af sandheden.
– Du er blevet alt for godt vant, Anna. Du bor i min familie, du bærer mit navn, og så nægter du at hjælpe din mands egen mor med 60.000 kroner.
– Din mor, Lars. Ikke min.
Han lo kort og hårdt.
– Der kom den. Endelig viser du, hvem du virkelig er.
Hoveddøren gik op. Kirsten trådte ind med et ansigtsudtryk, der sagde, at hun allerede havde fornemmet, at planen var ved at smuldre.
– Lars?
– Hun vil ikke overføre pengene.
Svigermoren tog langsomt tørklædet af.
– Hvorfor dog ikke?
– Fordi jeg hørte, hvad du sagde til Bente ude ved opgangen.
Kirsten vendte blikket mod Anna. Der var ingen forskrækkelse i hendes øjne. Kun irritation.
– Det klæder ingen at stå og lytte ved dørene.
– Det klæder heller ingen at lyve.
– Ih, hvor er vi blevet principfaste. Men det var åbenbart fint nok at leve ved siden af min søn i elleve år. Han har slæbt dig igennem det hele.
Anna kastede et kort blik på sin mand.
– Lars, vis din mor betalingerne fra de sidste otte måneder. Husleje og forbrug, indkøb, afdragene på din bil, medicinen til hende, hver gang hun bad om hjælp.
– Lad nu være med at begynde på regnskaber.
– Jo, det vil jeg faktisk. For ordet “slæbt” er temmelig stort i den her sammenhæng.
Kirsten satte tasken fra sig på en stol.
– En kone skal støtte sin mand.
– Skal en mand så også lyve sammen med sin mor?
Lars slog håndfladen ned i bordet.
– Nu er det nok! Du overfører de penge nu, og så er den sag lukket.
– Nej.
– Så pak dine ting.
Kirsten løftede hagen en anelse. Hun ventede tydeligvis på det sædvanlige: at Anna ville slå blikket ned, begynde at forklare sig, bede dem om ikke at hidse sig op. Sådan havde det været før. Efter skænderier. Efter ydmygelser ved familiemiddage. Efter alle bemærkningerne om “kvindelig visdom”, som svigermoren altid havde oversat til tavshed.
Men Anna gik ind i værelset.
Lars fulgte efter.
– Hvor skal du hen?
– Jeg skal pakke.
Han stivnede i døråbningen.
– Mener du, at du går?
– Det var jo dit forslag.
– Jeg sagde det for at skræmme dig!
– Det virkede ikke.
Anna trak den grå kuffert ned fra overskabet. Den var gammel, og håndtaget var slidt. Engang havde hun købt den for 90 kroner før sin første tjenesterejse. Lars havde altid gjort nar af den.
– Skal du virkelig af sted med det skrammel? spurgte han. – Det passer næsten for godt.
– Den er praktisk. Der er ikke plads til unødvendige ting.
Hun lagde sine dokumenter i den, nogle kjoler, sin bærbare computer, den lille æske med farens ur og en mappe med kvitteringer. Ikke den blå mappe. Bare en almindelig papmappe med elastik omkring.
Lars stod og så på.
– Du kommer tilbage i aften.
– Nej.
– Så i morgen.
– Nej.
– Anna, helt ærligt, hvem tror du får brug for dig med alle dine principper?
Hun lukkede lynlåsen.
– Det gør jeg selv.
Kirsten stod ude i gangen og så ned på hende, selv om hun faktisk var lavere.
– Nå, så du er blevet klog nu? Javel ja. Men kom ikke krybende bagefter. Lars er blød, men jeg lukker dig ikke ind igen.
– Det bliver heller ikke nødvendigt.
– Nå, på den måde.
– Præcis på den måde.
Anna forlod lejligheden uden at smække med døren. På trappeafsatsen lugtede der af maling og gammel støv. Ved elevatoren tog hun telefonen frem og ringede til Helle, en veninde fra dengang, hun arbejdede på systuen.
– Helle, har du stadig det ledige værelse?
– Ja. Hvad er der sket?
– Jeg fortæller det senere. Må jeg bo der et par uger?
– Kom bare.
– Jeg betaler, selvfølgelig.
– Kom først. Så tager vi resten bagefter.
Fyrre minutter senere sad Anna ved Helles køkkenbord. Helle skænkede varm te op og skubbede tavst en tallerken med ost hen til hende. Ingen spørgsmål. Ingen medlidenhed. Det var bedre end enhver trøstende tale.
– 60.000 kroner? gentog Helle, da Anna havde fortalt det hele.
– Ja.
– Og du var lige ved at sende dem?
– Jeg havde allerede åbnet bankappen.
Helle så længe på hende.
– Din far må have holdt dig i hånden fra den anden side.
Anna tog sin ring af og lagde den ved siden af koppen.
– Nej. Jeg holdt selv fast.
Næste dag kom den første besked fra Lars: “Lad nu være med at skabe dig. Kom hjem.”
En time senere fulgte den næste: “Mor har det dårligt på grund af dig.”
Hen på aftenen kom den tredje: “Du har ødelagt familien for pengenes skyld.”
Anna svarede ikke. Hun tog på arbejde, fik de hastende bestillinger gjort færdige, og efter frokost gik hun i banken. Der satte hun de 60.000 kroner ind på en konto med spærring for hurtige hævninger og lukkede sin adgang til den fælles opsparingskonto, som hun hidtil uden at tænke nærmere over det havde overført sin løn til.
Bagefter satte hun sig ved vinduet i en lille café og åbnede mappen med kvitteringer.
Billedet, der tegnede sig, var enkelt. Og ubehageligt.
De seneste måneder havde Lars næsten ikke bidraget til udgifterne. Sin løn havde han sendt videre til sin mor i bidder. Den næste post i bunken handlede om de daglige indkøb.