— Min mor er træt efter gåturen. Få din søn væk, så han ikke larmer! sagde Lars skarpt og smækkede døren ind til stuen i lige for næsen af otteårige Mikkel.
Drengen blev stående midt i gangen, som om nogen havde standset ham dér. I hænderne knugede han en blå æske med byggeklodser; på låget var der en brandbil. Den havde han samlet helt selv, uden hjælp fra nogen, og hele formiddagen havde han ventet på det rette øjeblik til at vise den frem for sin farmor.
Mette stod ved væggen og så på sin søn. Mikkel begyndte ikke at græde. Han sænkede bare langsomt blikket, vendte sig om og gik uden et ord ud i køkkenet.
Noget trak sig sammen inde i hende. Hendes barn var blevet en fremmed i sit eget hjem. Og hun havde alt for længe ladet, som om hun ikke så det.
Mette var seksogtredive år. Hun var ikke særlig høj, havde mørkt hår, som hun næsten altid samlede i en hestehale, og arbejdede som indkøbsansvarlig i en mindre grossistvirksomhed. På jobbet opfattede kollegerne hende som rolig, behersket og svær at bringe ud af balance. Derhjemme forsøgte hun at være på samme måde.
Efter skilsmissen fra sin første mand havde hun i flere år boet alene sammen med Mikkel. Deres treværelses lejlighed i et stille kvarter havde for hende været et rigtigt fristed — lys, rummelig og, vigtigst af alt, deres egen. Om morgenen plejede hendes søn at storme ind på hendes værelse og råbe: “Mor, er morgenmaden klar?” Og hun lo, før hun overhovedet nåede at få øjnene helt op. De havde vænnet sig til rummene, til lydene, til den særlige luft, der hørte deres hjem til.
Lars mødte hun tilfældigt hos en fælles bekendt. Han var lidt ældre end hende, afdæmpet, talte med lav stemme og havde den sjældne vane at lytte et menneske færdig.
— Du afbryder aldrig, sagde Mette til ham en dag.
— Jeg vil bare gerne høre, hvad du siger bagefter, svarede han og smilede.
Med Mikkel fandt han hurtigt tonen. Han kørte ham til fodbold, hjalp med små skoleprojekter og forsøgte ikke at spille “ny far”, men holdt sig heller ikke koldt på afstand. Da de blev gift, flyttede han ind hos dem. Det første år gled alting forbavsende let.
Uroen kom først senere. En aften ringede Lars’ mor, Karen, og meddelte, at hun havde solgt sin lejlighed. Hendes forklaring var enkel:
— Jeg vil gerne være tættere på min søn. Jeg bor hos jer et stykke tid, indtil jeg finder noget passende.
Mette så på Lars. Han trak bare på skuldrene.
— Det er jo kun midlertidigt. Du har vel ikke noget imod det?
Det havde hun ikke. Ikke dengang.
Karen ankom med fire store kufferter og to kasser fyldt med service.