og sin yndlingslænestol. Hun havde tilsyneladende ikke travlt med at finde et nyt sted at bo. Ejendomsmægleren “ringede aldrig tilbage”, kvartererne “var ikke noget for hende”, og priserne “var jo helt urimelige”. Ugerne blev til måneder. Kufferterne forsvandt efterhånden ind i skabene, og lænestolen fik den bedste plads ved vinduet.
Mette lagde mærke til, hvordan stemningen i hjemmet langsomt ændrede sig, men hun sagde ikke noget. Hun bildte sig ind, at det nok ville falde på plads af sig selv.
Reglerne gled ind i hverdagen næsten umærkeligt, én efter én, som om nogen i nattens løb flyttede rundt på møblerne uden at spørge.
Først fik Mikkel en bemærkning, fordi han løb gennem gangen.
— Det barn tramper jo som en hest, sagde Karen under aftensmaden, uden at henvende sig direkte til nogen.
Lars så på sin søn.
— Mikkel, lidt mere stille, tak. Det er hårdt for farmor.
Mette tav. Senere blev tegnefilm uden hovedtelefoner forbudt, fordi fjernsynet “gik hende på nerverne”. Derefter gjaldt det opkald til venner på højttaler. Så kom vennerne selv i vejen: Karen mente, at fremmede børn skabte rod i hjemmet. Der måtte kun leges på Mikkels eget værelse, og kun indtil klokken syv om aftenen. Selv latter, hvis den blev for høj og boblende, udløste et misbilligende blik fra stuen.
— Mor har brug for ro, gentog Lars, hver gang Mette forsøgte at protestere. — Prøv nu at sætte dig i hendes sted. Hun er en ældre kvinde.
Og Mette gjorde det. Igen og igen.
Hun overbeviste sig selv om, at det kun var for en periode. At hendes svigermor bare blev hurtigt træt. At Lars i virkeligheden blot prøvede at undgå et skænderi. Men for hver uge blev deres søn mere stille. Han kom ikke længere stormende ind om morgenen. Han lod ikke længere byggeklodser ligge på bordet i stuen. Oftere og oftere sad han alene på sit værelse med en tablet eller en bog, som om han ikke helt turde gå ud uden grund.
En aften kiggede Mette ind til ham. Mikkel lå på sengen og stirrede op i loftet.
— Hvorfor sover du ikke? spurgte hun lavt.
Han svarede ikke med det samme. Så drejede han hovedet mod hende.
— Mor… er jeg i vejen for jer?
Mette satte sig ned på sengekanten og trak ham ind til sig, hårdere end hun egentlig havde tænkt. Hun kunne ikke finde et eneste ord, der rakte. Og han spurgte heller ikke om mere.
Om søndagen kom de alle hjem fra en gåtur sammen — Mette, Lars, Mikkel og Karen. Udenfor havde det været dejligt: efterårssolen skinnede, Mikkel sparkede til de tørre blade og lo. Mette så på ham og tænkte, at sådan burde det være.
Da de kom hjem, gik hun straks i gang med aftensmaden. Mikkel kredsede omkring hende, satte tallerkener frem og spurgte, om han måtte lægge brødet i kurven.