Lars sagde ikke mere. Stilheden lagde sig tungt over stuen, og Mikkel sad helt stille og stirrede på sin mor med store, uforstående øjne.
Aftensmaden blev spist uden samtale. Karen rørte næsten ikke sin tallerken, men sad og sukkede højlydt, så ingen kunne være i tvivl om hendes utilfredshed. Lars holdt blikket nede mod maden. Mette spiste roligt og lagde indimellem et stykke brød over på Mikkels tallerken.
Da Mikkel senere var gået ind på sit værelse, bad hun Lars blive siddende ude i køkkenet.
— Jeg siger det kun én gang, begyndte hun lavt. — Din mor får en måned til at finde noget at leje og flytte ud. Og du holder op med at få Mikkel til at føle sig som en gæst i sit eget hjem. Hvis du ikke kan acceptere nogen af delene, så flytter I begge to. Det er dit valg.
Lars blev siddende og så længe på hende, som om han ventede på, at hun skulle smile, trække ordene tilbage eller sige, at hun ikke mente det.
— Mener du det alvorligt? spurgte han til sidst.
— Fuldstændig.
Han rejste sig brat og rettede på sit ærme.
— Godt så. Så går vi. I aften.
— Fint, svarede Mette. — Jeg hjælper jer med at pakke.
Det havde han tydeligvis ikke regnet med. Mette nåede at se, hvordan usikkerheden et øjeblik gled hen over hans ansigt, men hun var allerede på vej ud i gangen, hvor hun åbnede skabet og tog hans jakke ned fra bøjlen.
De pakkede til langt ud på natten. Karen græd, tørrede øjnene og gentog igen og igen, at hun var blevet svigtet. Lars sagde næsten ingenting. Nogle dage senere gjorde de alvor af det og flyttede ind i en lejebolig.
Tre uger gik, før Lars ringede. Han sagde, at han havde handlet i vrede, at han gerne ville tale det hele igennem, og at hans mor nu var indforstået med at bo for sig selv.
— Jeg er glad for, at du er kommet frem til det, sagde Mette. — Men vi skal ikke tilbage.
Hun lagde røret på og blev stående længe ved vinduet.
Efteråret gled over i vinter. Lejligheden føltes igen lys og rummelig.
Mikkel bredte endnu en gang sine byggedele ud på gulvtæppet i stuen. Han lo igen højt, når han så tegnefilm. Han begyndte igen at invitere klassekammerater med hjem, og ude i gangen lå der atter fremmede sneakers mellem deres egne sko.
En aften sad de to alene og spiste. Mikkel smurte smør på sit brød, men standsede pludselig og så op.
— Mor, hvor er det godt, at det bare er os to nu.
Mette betragtede ham. Hans øjne var rolige, og der lå et lille, frit smil om hans mund.
— Ja, sagde hun stille. — Det er godt.
Først da forstod hun, at den vigtigste beslutning i hendes liv ikke var blevet truffet i det øjeblik, hun sagde ordene højt. Den var blevet truffet den aften, hvor hun tavst havde taget tallerkenen ud af sin søns hænder og sat den tilbage på bordet.