— Selvfølgelig, sagde hun og lod hånden glide kærligt gennem hans hår.
Bordet kom til at se næsten festligt ud. Mette fandt endda et par små stearinlys frem og satte dem i glasstager midt på bordet. Hun havde sådan ønsket, at aftenen skulle blive rolig, varm og almindelig.
Karen kom ind i stuen og sank tungt ned i lænestolen.
— Jeg er helt udmattet, sagde hun med et langt, teatralsk suk. — Mikkel, lad nu være med at larme sådan med de tallerkener.
Drengen stivnede straks. Forsigtigt satte han den sidste tallerken fra sig og trådte et skridt tilbage.
Lars vendte sig mod Mette.
— Tag ham med ud i køkkenet, sagde han. — Han kan spise derude. Vi vil gerne have lidt fred under middagen.
Stilheden faldt over rummet på et øjeblik. Mikkel protesterede ikke. Han tog bare sin tallerken op igen og begyndte langsomt at gå mod køkkenet, som om det var den mest naturlige ting i verden.
Mette fulgte ham med blikket. Hun så hans lille ryg, de sænkede skuldre og tallerkenen, han holdt med begge hænder.
For første gang i meget lang tid begyndte hun ikke at forklare Lars noget. Hun sagde ikke ja, hun bad ikke Mikkel om lige at holde ud lidt endnu. Hun stod bare stille og så på, hvordan hendes søn var på vej ud for at spise alene i køkkenet i sin egen lejlighed.
Endnu et sekund blev hun stående. Så gik hun lydløst hen til ham, tog tallerkenen ud af hans hænder og satte den roligt tilbage på bordet, præcis dér hvor den havde stået før.
— Sæt dig, sagde hun lavt til Mikkel og trak stolen ud for ham.
Drengen satte sig, tydeligt forvirret over det, der skete. Mette satte sig ved siden af ham.
Lars stirrede på hende. Først forbavset, men forbavselsen blev hurtigt til irritation.
— Mette, hvad er det her for en forestilling? Min mor er træt, og jeg beder bare om noget helt almindeligt…
— Det her er min lejlighed, afbrød hun ham med en stemme, der var helt jævn. — Og det er min søns hjem. Hvis nogen synes, der er for trangt her, eller at det larmer for meget at sidde ved samme bord som et barn, så kan de selv gå ud i køkkenet og spise.
Karen gispede og lagde hånden mod brystet.
— Nå, sådan. Nu bliver et gammelt menneske smidt væk fra middagsbordet. Det skulle jeg altså opleve.
— Der er ingen, der smider dig nogen steder hen, svarede Mette roligt. — Du sidder ved bordet. Min søn sidder også ved bordet. Og sådan bliver det.
Lars hævede stemmen. Han begyndte at tale om respekt, om taknemmelighed og om, hvordan man behandlede familie. Mette afbrød ham ikke. Hun rejste sig blot, gik hen til reolen, trak en mappe med papirerne på lejligheden frem fra skuffen og lagde den foran ham.
— Hvis det er nødvendigt, kan jeg godt minde dig om, hvem boligen tilhører.