— Fem kilo luksusoksekød! — meddelte min mand, Lars, med en begejstring, som om han netop havde vundet i lotto.
Han stod ude i entréen og kæmpede hastigt med lynlåsen i sin vindjakke.
— Mor sagde, at vi skulle købe det allerbedste til grillen. Hun har inviteret tante Hanne og hendes mand med ud i sommerhuset. Så tag noget marmoreret kød. Vi giver den gas!
Jeg stivnede midt på gangen med min kop morgencacao i hånden.
Den lille finansanalytiker inde i mig, som normalt først vågnede efter anden slurk af noget varmt og stærkt, slog øjnene op med det samme. Der hang en tydelig duft af økonomisk svindel i luften.
— Fem kilo marmoreret oksekød? — spurgte jeg med den høfligt iskolde stemme, man bruger, når man beder en telefonsvindler præcisere, hvilken “sikkerhedsafdeling” han angiveligt ringer fra.
Jeg stillede forsigtigt kruset fra mig på kommoden.
— Og jeg går ud fra, at din mor også bad mig tage et par kilo friske trøfler, en fjer fra en sneugle og en kasse samlernektar, håndplukket af jomfruer på en sydvendt skråning?
— Drikkevarerne klarer Mads, — svarede Lars ubekymret og viftede min kommentar væk. Mads var hans søsters mand.
Mænd har en imponerende evne til kun at høre den del af en samtale, som ikke komplicerer deres verdensbillede.
— Og Mette har sendt dig en lille indkøbsliste på mobilen. Bare sådan noget småt: grøntsager, oste, snacks og den slags. Mor vil ikke stå og skamme sig foran tante Hanne. De kommer jo fra København, og de er vant til et vist niveau. Jeg kører ud og køber brædder til beklædningen, så ses vi i sommerhuset!
Hoveddøren smækkede muntert bag ham. Jeg tog telefonen frem.
Beskeden fra min svigerinde Mette lyste på skærmen som en endeløs rulle pergament. Den lignede mindre en beskeden indkøbsseddel til en familiegrill på en lille sommerhusgrund og mere kravlisten fra et hysterisk rockband på turné.
“Anna, skat, kan du tage blåskimmelost med — men ikke den billige, mor kan ikke tåle den! — kapers, store oliven uden sten, frisk ørred til mine drenge, de er ikke så gode til tungt kød, modne Hass-avocadoer. Og selvfølgelig det der oksekød, det marmorerede, rigtig Black Angus, mor sagde mindst fem kilo, Mads spiser jo godt. Og alkoholfri øl til Mads, sådan ti dåser, han hæver af alt andet. Pengene finder vi ud af bagefter, vi er jo familie!”
Jeg læste den sidste sætning to gange.
Familiepligt har en forunderlig egenskab: Den bliver altid erklæret fælles, men udbyttet ender af en eller anden grund hos ganske bestemte personer.
Når min mands familie sagde “det finder vi ud af bagefter”, betød det historisk set en frivillig donation til fonden for deres bundløse maver. I den familie fandtes der en hellig tradition: Alle slappede af, lo højt, spiste med stor appetit — og til sidst blev jeg højtideligt udnævnt til arrangementets hovedsponsor.
Jeg lavede hurtigt et overslag over Mettes “småting”.
Beløbet nærmede sig driftsbudgettet for en mindre kommune. Fem kilo førsteklasses oksekød, plus ørred, importerede oste og dyre drikkevarer — det var omtrent halvdelen af min forskudsløn.
Jeg trak en frakke over skuldrene, greb bilnøglerne og kørte mod supermarkedet.
Jeg er et voksent, fornuftigt menneske. Jeg arbejder med tal, kan lægge et husholdningsbudget seks måneder frem og ved udmærket, hvad ting koster. Derfor forstod jeg oprigtigt ikke, hvorfor min lønkonto skulle finansiere andres københavnske storhedsvanvid.
Inde i butikken strømmede der munter musik ud af højttalerne, den slags der lokker folk til at sige farvel til deres opsparing med let hjerte.
Jeg skubbede målrettet vognen forbi de blanke kølediske med mørkt træ, hvor bøffer med smukke, marmorerede fedtårer lå på sort baggrund som juveler. Prisskiltene lignede telefonnumre.
Til Lars og mig valgte jeg to kilo frisk, fin nakkefilet af gris med en pæn fedtmarmorering.
Ned i vognen kom også røde, saftige tomater, sprøde agurker med små knopper, et kæmpe bundt velduftende koriander, milde rødløg og nogle stykker nybagt fladbrød. Det var vores ærlige, velsmagende, forståelige aftensmad — og vigtigst af alt: betalt af os selv.
Derefter parkerede jeg vognen ved kassen og tog en ny, tom kurv.
Nu var tiden kommet til at sammensætte madkurven til de kære gæster — kære i alle ordets betydninger.
Mads, min svigerindes mand, havde altid vakt en vis antropologisk nysgerrighed hos mig. Han forenede en bundlevende malles elegance med en gastronomisk dømmekraft på samme niveau.
Når vi var i sommerhuset, plejede han at synke lydløst ned i en plastikliggestol under æbletræet og derfra systematisk, uden at blinke, suge alt spiseligt til sig, som kom inden for rækkevidde. Han skelnede ikke det mindste mellem dyr skinke og den billigste kogepølse fra nederste hylde. Hans eneste kriterium var mængde.
Tante Hanne levede på evige, aggressive slankekure, som på mirakuløs vis blev sat på pause præcis så længe, der var gratis familiebuffet.
Og min svigermor, Ingrid, havde et næsten fysisk behov for, at alle omkring hende fór rundt, vartede hende op og ventede på hendes mindste vink — helst med en bakke i hænderne. For hende betød bøffens smag ingenting. Det afgørende var, at svigerdatteren var spurtet af sted for at købe den ved første knips.
I butikkens barske lavprisafdeling, hvor lyset var lidt mere trist, og prisskiltene skreg i giftiggult, fandt jeg præcis det, jeg ledte efter.
Mit blik faldt på nederste hylde. Dér stod nogle buttede plastikspande og så ensomme ud, prydet med den livsbekræftende tekst: “Sommerhus-grillmix. Lavpris.”
Gennem den halvgennemsigtige plast kunne man ane seje, senede stykker fra et dyr, som videnskaben næppe havde klassificeret endnu, generøst druknet i en uklar marinade med farven af en gammel efterårspyt. Hist og her flød et par slatne løgringe rundt i herligheden.
Med dyb indre tilfredshed løftede jeg to af spandene ned i kurven.
Ved siden af lagde jeg en lang blok af den billigste røgede pølseost — den legendariske type, der dufter af flydende røg og i trange tider uden problemer kunne bruges til at slå søm i et hegn.
I stedet for frisk ørred til Mettes drenge tog jeg to pakker “Studenterpølser”, hvor varedeklarationen ærligt nævnte både soja og maskinudbenet fjerkrækød.
Og i stedet for den fine alkoholfri øl til Mads, som han efter sigende ikke hævede af, snuppede jeg en kasse lyst tilbudsøl i store plastikflasker.