Som sidste lille kunstneriske detalje lagde jeg en dåse billig squashkaviar øverst i vognen. Hjemlige delikatesser, må man sige. Når der endelig skulle være fest, så skulle der sandelig være fest.
Ved kassen bad jeg om to separate boner, og mens varerne blev scannet ind, gav telefonen et kort pling. Det var Mette.
“Anna, er du stadig i butikken? Tag lige kirsebær med også, men kun de store, flotte fra syd. Og granatæblejuice, friskpresset, ikke det der koncentrat. Pengene ordner vi bagefter, som aftalt!”
Jeg fnøs lavt, lod mobilen glide ned i tasken og gik ud til bilen.
Jeg nåede frem til sommerhuset som den første. Vejret var nærmest provokerende dejligt; junisolen lå varmt over den nye grønne beplantning, og hele grunden duftede af sommer, jord og nyslået græs.
Da poserne var båret ind i udekøkkenet, gav jeg mig god tid til det egentlige arbejde. Vores svinenakke blev skåret til og lagt i marinade med omhu. Løgene snittede jeg i tykke ringe og krammede dem mellem hænderne, indtil saften begyndte at trække ud. Derefter hældte jeg kærnemælk over, dryssede rundhåndet med friskkværnet sort peber og basilikum og vendte det hele grundigt.
Den store glasskål blev lukket med låg og klips, og så gemte jeg den forsvarligt i køleskabets fjerneste hjørne, hvor ingen nysgerrige øjne ville falde over den. For en sikkerheds skyld stillede jeg et par gryder med gårsdagens tilbehør foran.
De billige plastikspande med “Sommerhusgrill” anbragte jeg derimod højtideligt midt på køkkenbordet, som om de var dagens hovedattraktion.
Rundt om dem arrangerede jeg de store flasker med øl, lagde den stenagtige røgede pølseost frem i sin fabriksplast og placerede pakkerne med pølser ved siden af. Den urørte dåse squashkaviar fuldendte tableauet.
Opstillingen lignede noget, man ville servere til årsmødet i Foreningen for Aggressiv Spareiver.
Halvanden time senere lød der et hysterisk hornsignal ude ved lågen. Den længe ventede delegation var ankommet.
Forrest kom Ingrid, som brød igennem den fredelige stemning på grunden, som om hun havde fået til opgave at inspicere tropperne.
Hun var klædt på til lejligheden: lys dragt, friseret hår og et ansigtsudtryk, der passede til en kvinde, som var kørt ud for at modtage en parade på torvet.
Bag hende trippede tante Hanne i solbriller, der dækkede halvdelen af ansigtet, med den overlegne mine hos en aristokrat, som ved en absurd fejl i GPS’en var blevet sat af på en kartoffelmark.
Dernæst kom min svigerinde Mette slæbende, mens hun højlydt skældte sine forkælede sønner ud, fordi de havde fået støv på deres dyre sneakers.
Bagtroppen i dette ophøjede optog blev udgjort af Mads.
Allerede mens han gik, lod han blikket fare rundt med opspilede øjne. Det var tydeligt, at han scannede området efter grillen, kødet og den første portion drikkevarer.
Lars kom kort efter i sin egen bil. Han sendte mig et smil, vinkede kort og gik om bag huset for at læsse de tunge pakker med træbeklædning af.
— Anna! kaldte Ingrid og kastede sig målrettet ind i udekøkkenet med samme energi som en udsultet måge, der har fået øje på en efterladt hotdog ved havnen.
Hun trak selvsikkert en stol ud.
— Vi kommer lige fra vejen, har siddet i kø og er sultne som ulve! Du har vel købt det hele, som jeg sagde? Hvor er vores marmorerede oksekød? Hanne har glædet sig sådan. Hun er jo vant til ordentlig service og kvalitetsvarer i København!
Med en myndig bevægelse rakte min svigermor ud mod det, der stod midt på bordet, uden overhovedet at se ordentligt efter.
Hendes perfekt manicurerede fingre lukkede sig om låget på en plastikspand. Så standsede hun brat.
— Hvad i alverden er det her? spurgte hun, og stemmen knækkede faretruende, da hun læste den skævt påklistrede etiket, hvor en sørgmodigt tegnet gris stirrede tilbage på hende.
Hun vendte spanden i hænderne.
— Hvad betyder “Sommerhusgrill”? Hvor er den fine Angus? Hvor er bøfferne?
— Det dér, Ingrid, er livets barske sandhed i eddikemarinade, svarede jeg og smilede bredt og venligt.
Fra køkkenskuffen tog jeg en stor kniv frem og begyndte metodisk at hakke de blege pølser i mindre stykker på et skærebræt, inden jeg flyttede dem over på en engangstallerken af pap.
— Jeg bad dig på almindeligt dansk om at købe det bedste kød! udbrød min svigermor forarget.
Bag hende pressede tante Hanne hænderne mod brystet og udstrålede med hele sin krop den højeste grad af krænket værdighed.
— Mette sendte dig en helt detaljeret liste! supplerede min svigerinde, mens hun stormede ind i køkkenet. — Jeg havde selv tjekket hver eneste vare! Hvor er ørreden? Hvor er ostene, Anna?!
— Mette sendte en liste, ja, nikkede jeg medgørligt og greb fat i pølseosten. Knivbladet måtte kæmpe sig ned gennem den seje, elastiske masse.
Jeg lagde langsomt kniven fra mig.
— Og jeg regnede. Mettes liste, inklusive de store sydlige kirsebær og den direkte pressede granatæblejuice, løb op i præcis 1.700 kroner. Derfor købte jeg madvarer for nøjagtigt det beløb, I overførte til mig i går.
Der faldt en tung, klæbrig stilhed over køkkenet.
I den stilhed kunne man tydeligt høre Mads udenfor, hvor han forgæves forsøgte at skrue låget af en plastikflaske ved at banke det mod hjørnet af vores nye træpavillon.
— Vi har da ikke overført noget til dig! udbrød Mette med en oprigtighed, der næsten var barnlig i sin forbløffelse.
Hun blinkede forvirret, som om hun slet ikke kunne begribe, at systemet havde svigtet på så monumental en måde.
— Vi skrev jo klart, at vi afregnede bagefter! Vi er jo familie!
— Netop. Så vi har afregnet. På forskud, svarede jeg og blev ved med at smile venligt.
Jeg lænede mig roligt mod bordpladen.
— Mens jeg stod i kø på vej hertil, fik jeg nemlig tid til at lægge jeres tidligere “vi ordner det bagefter” sammen fra de sidste to år. Den nye vaskemaskine, som vi “midlertidigt” betalte, dengang Mads havde problemer på arbejdet. Din fødselsdag på restauranten, Mette, hvor det på højtidelig vis blev mig, der fik lov at tage regningen for baren.
Jeg lagde armene over kors.
— Resultatet blev, at I skylder mig omtrent, hvad tre sådanne marmorerede banketter ville koste. Så dagens fest er ganske rigtigt på husets regning, men inden for den historisk tildelte grænse. I vores familie værner man jo helligt om traditionen med uselvisk hjælp — især når det er mig, der skal hjælpe, og alle andre, der uselvisk skal nyde godt af det.
— Hvordan vover du?! gispede Ingrid, mens hun lynhurtigt blev rød i hovedet af indignation.
Hun rystede en hånd med blank manicure i luften.
— Du ydmyger os foran din egen tante! Foran gæster fra hovedstaden! Vi er kommet for at slappe af og få frisk luft! Det her er også vores sommerhus! Min søn har bygget det med sine egne hænder! Vi har ret til at være her!
— Din søn har bygget på det, ja, men de to tunge forbrugslån til både grunden og netop den træbeklædning bliver trukket fra mit lønkort hver måned, afbrød jeg hende stille, uden at hæve stemmen det mindste.
Så rakte jeg roligt ud og greb fat om håndtaget på den nærmeste plastikspand.