efter tre timer i kø skulle sidde her og tygge på de her billige pølser, der smager af pap, og høre på jeres landlige skænderier om småpenge?!
Det var et af de sjældne, vidunderligt klare øjeblikke, hvor en fræk og omhyggeligt udtænkt plan falder sammen som et korthus — og begraver dem, der selv har bygget den, under larmen.
— Hanne, hør nu lige, det er hende, der er skyld i det hele! Ingrid pegede panisk på mig med en skælvende finger, hvor den perfekte manicure pludselig virkede helt malplaceret. Hun forsøgte desperat at redde de sidste stumper af sin ødelagte værdighed. — Jeg har fået en grådig, nærig svigerdatter, jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skal kæmpe imod dem længere!
Jeg forstod med det samme, at nu var det min tur.
— Man må aldrig give op, Ingrid. Man kan og skal altid kæmpe videre! sagde jeg med en næsten barnlig fornøjelse og sendte hendes egen yndlingsreplik lige tilbage i ansigtet på hende — den samme sætning, hun plejede at bruge, når hun krævede, at vi skulle grave hendes køkkenhave igennem i maj.
Jeg tog en konservesdåse fra bordet.
— Og så en lille påmindelse til visse personer: sådan som man behandler andre, bliver man selv behandlet. Hvis man ønsker respekt og service, kan man begynde med ikke at disponere over andres penge.
Jeg rakte dåsen over mod Mette.
— For resten, Mette, der blev desværre ikke råd til delikatesser. Budgettet slog ikke til. Men her er squashkaviar på tilbud. Fremragende årgang. Skal du have?
Tante Hanne trak ansigtet sammen i ren afsky og sendte sin egen søster et blik, der kunne have skåret glas. Under det blik krympede Ingrid synligt ind, og på et øjeblik forsvandt al hendes glans.
— Ved du hvad, Ingrid, sagde gæsten fra byen langsomt og vendte sig mod udgangen. — Vi kører hjem. Jeg har ikke meldt mig til jeres familieskænderier. Bare synet af den eddikemarinade får mit blodtryk til at stige. Mads! Slip den flaske og start bilen. Saml børnene sammen, vi tager af sted!
Mads, der netop havde fået anbragt sig bekvemt i liggestolen og lukket øjnene i forventning om total afslapning, udstødte en lang, sørgmodig lyd, næsten som et såret dyr. At skulle forlade gratis drikkevarer var mere, end hans sjæl kunne bære.
Men at diskutere med den dominerende tante turde han ikke. Hun havde længe antydet, at han måske kunne blive skrevet ind i hendes testamente med hensyn til lejligheden i København, og for den muligheds skyld var Mads parat til selv at springe frokosten over.
Opbruddet gik forbavsende hurtigt og velsignet tavst.
Mette pustede af fornærmelse og ydmygelse, mens hun arrigt pressede sine protesterende sønner ind på bagsædet i tantens crossover. Undervejs mumlede hun noget om onde, hjerteløse mennesker, der lod penge stå i vejen for almindelig menneskelighed.
Da Ingrid passerede mig på stien mod havelågen, forsøgte hun at brænde mig ned med sit sædvanlige, forbandende blik. Men hun stødte kun på mit fuldstændig rolige, strålende og venlige smil. Hun snublede næsten over ingenting, vendte sig brat væk og trak skulderen op med en fornærmet bevægelse.
Bilen hostede en sky blågrå røg ud af udstødningen, drejede rundt på græsset, maste et par mælkebøtter flade og forsvandt bag svinget med hele det omrejsende cirkus på slæb.
På grunden sænkede der sig en salig, ubrudt junifred.
Kun fuglene sang lystigt i grenene på det unge æbletræ, som om de udmærket forstod, at der i dag ikke ville blive kastet pølseskind og tomme plastkrus efter dem.
Lars åndede tungt ud, men lettelsen var så tydelig, at man næsten kunne se den forlade kroppen på ham.
Han kom hen bagfra, lagde hagen mod toppen af mit hoved og slog armene fast om mine skuldre.
— Du gik hårdt til dem i dag, sagde han lavt.
Der var ikke den mindste anklage i hans stemme. Ikke et gran af beklagelse. Snarere en skjult, næsten drengeagtig beundring.
— Men jeg var ærlig, svarede jeg og lænede kinden mod hans varme skulder, mens jeg mærkede de sidste timers spænding slippe sit tag i mig. — Skal du ikke have gang i grillen igen? Kullene brænder jo ud.
— Hvad skal vi da grille? spurgte min mand med et skævt smil og nikkede mod de forladte plastikspande på bordet. — Det dér eddike-mareridt? Jeg er godt nok sulten efter at have slæbt brædder, men så desperat er jeg heller ikke. Den melder jeg pas på.
Jeg kneb drillende øjnene sammen, vred mig fri af hans arme og gik hen til køleskabet.
Helt inde bagerst, bag gryderne med tilbehør fra dagen før, fandt jeg den tunge glasbeholder frem. Højtideligt satte jeg den på bordet, klikkede låsene op med en klar lyd og løftede låget af.
På et øjeblik bredte der sig en tæt, forrygende og næsten bedøvende duft gennem udekøkkenet: frisk kød, nænsomt marineret i hjemmelavet kefir, med saftige løgringe, basilikum og en skarp tone af sort peber.
Lars sank.
— Nakkefilet? hviskede han med noget, der mindede om religiøs ærefrygt, mens han så på de perfekte stykker kød.
— Den bedste fra hele gårdbutikken, bekræftede jeg. — Eksklusivt. Kun for dem, der forstår forskellen på rigtig familie, hvor man passer på hinanden, og en gratis døgnåben restaurant på tilkald. Sæt dem på spyddene.
Om aftenen sad vi alene på verandaen, pakket ind i tæpper.
Kødet var blevet fuldkommen perfekt — utroligt mørt, dryppende af varm, klar saft og med den helt rigtige, let sødlige, sprøde stegeskorpe. Lars skænkede et glas tæt, rubinrødt til os hver; noget jeg selv havde købt uden ordrer, indkøbslister eller godkendelser fra nogen.
Et sted langt borte, ude på den støvede landevej i aftenskumringen, rullede en bil af sted med fornærmede, vrede og meget sultne slægtninge på vej mod den kvælende by — væk fra vores sommerhus, vores penge og vores rolige liv.
På bordet foran os, ved siden af fadet med gyldne, dampende grillspyd, stod den åbne dåse billige squashkaviar ensomt, og ved siden af lå det uberørte stykke røget smelteost.
— Ved du hvad, sagde Lars, mens han smilede ind i gløderne i grillen og løftede sit glas, — grillmad smager tusind gange bedre uden dem.
— Fuldstændig enig, sagde jeg og stødte mit glas let mod hans med en stille klirren. — Og læg mærke til, at selv vores hjemlige delikatesser er sluppet uskadt. I morgen laver jeg varme toast med smelteosten, og squashkaviaren kommer på bordet til frokost. Her går intet til spilde.
Jeg lagde endnu et stykke kød på min tallerken — gyldent, saftigt og mørt, gennemtrukket af duften af løg, basilikum og røg, med en tynd, sprød skorpe.
— Kødet blev faktisk helt fantastisk, indrømmede Lars.
— Selvfølgelig gjorde det det, sagde jeg med et smil. — Min marinadeopskrift er fremragende. I modsætning til visse familiemedlemmer har den aldrig svigtet mig.