— Din søster har slæbt en flok mænd ind i vores lejlighed og lavet drukfest her, mens vi var væk! Det var dråben! Jeg har taget nøglerne fra hende og smidt hende ud! Hun kan finde et andet sted at holde sine fester! Og hvis du så meget som prøver at forsvare hende nu, så søger jeg skilsmisse! — råbte Anna og pegede ud over ødelæggelserne i stuen.
Lars blev stående som naglet i døråbningen. Han havde ikke engang nået at få den højre støvle af, før den tunge lædermappe gled ud af hans slappe hånd og landede med et dump på de snavsede klinker i entréen. Hans blik flakkede rundt i rummet, som om hjernen nægtede at forstå, hvad øjnene viste ham. Lejligheden, som Anna normalt holdt så ren og velordnet, at alt næsten virkede opmålt med lineal, lignede nu et billigt herberg efter en ugelang druktur. Luften var tyk af sur øl, gammel spritånde, indgroet cigaretrøg og lugten af kroppe, der ikke havde set vand i alt for lang tid. På det lyse laminatgulv lå klistrede pytter af noget ubestemmeligt, dækket af grå aske, nedtrådte chips og skaller fra solsikkekerner.
Den dyre, lyse sofa, som de kun havde købt for et par måneder siden, var plettet af fedt og overstrøet med cigaretskodder. De ubudne gæster havde åbenbart ikke gidet bruge et askebæger, men havde slukket smøgerne direkte mod armlænene. I tæppet gabte sorte brandmærker, og ved fjernsynet lå et væltet askebæger, hvis indhold havde lagt sig som et støvet lag hen over elektronikken. På sofabordet af glas tårnede tomme flasker sig op mellem beskidte plastikkrus med rester af tomatjuice og krøllede servietter.
— Jeg kom hjem fra forretningsrejsen en dag tidligere, — sagde Anna, og hendes stemme skar gennem lejligheden som koldt metal mod metal. — Jeg ringede ikke først. Jeg tænkte, at pigen sikkert sad og læste til sine prøver, og at jeg ikke ville forstyrre. Så kommer jeg op til vores etage, og vores hoveddør står bare på klem. Enhver kunne være gået lige ind. Jeg skubber døren op, træder ind — og ser den her zoologiske have. På vores sofa ligger en eller anden kæmpe og snorker med mudrede sneakers på. I køkkenet står to andre og drikker vodka direkte af flasken, ryger ud ad det åbne vindue og griner som idioter. Og din vidunderlige lillesøster, som tiggede om at bo her, fordi hun havde brug for ro til eksamensperioden, hænger om halsen på en fjerde stodder og kan knap nok få tungen til at makke ret. Hun kunne ikke engang stå på benene. Hun gloede bare på mig med glasagtige øjne og fnisede dumt.
Lars trak ansigtet sammen og rystede langsomt lammelsen af sig. Han hev frakken af og kastede den skødesløst oven på mappen, før han endelig fik sparket støvlen af. Med et usikkert skridt gik han ind mod stuen, og sokkens sål klistrede sig fast til gulvet med en modbydelig, smattende lyd.
— Anna, vent lige, — sagde han og rynkede panden, mens han med væmmelse kiggede på et opløst stykke mad, der havde sat sig fast under hans sok. — Hvilke mænd? Hvilken drukfest? Mette skulle jo læse til eksamen. Hun ringede selv til mig i går aftes og sagde, at hun sad begravet i noter helt op over ørerne. Måske var det nogle fra hendes hold, der kom for at hjælpe med stoffet?
— Fra hendes hold? — Anna udstødte et kort, gøende grin uden skyggen af morskab. — De der “studiekammerater” så ud, som om de lige var blevet lukket ud efter en afsoning. Den ene var mindst femogtredive, helt opsvulmet i ansigtet af druk, og han havde fængselsagtige tatoveringer over knoerne. Tror du virkelig, de sad her og diskuterede materialelære? Jeg kan fortælle dig mere: Da jeg kiggede ind i vores soveværelse, lå der tomme ølflasker, beskidte sokker og spildt tobak på vores seng. På to døgn har de forvandlet vores hjem til en svinesti.
Anna tog et skridt hen imod sin mand. Hvert af hendes bevægelser var skarpt og kontrolleret, og hun lod sig ikke mærke med, at affaldet knasede under hendes sko.
— Jeg begyndte ikke at føre pæn samtale med dem eller spørge, hvem de var. Jeg gik bare ud i køkkenet, tog den tunge metalpande og sagde, at hvis den flok udskud ikke var ude om ét minut, så ville jeg begynde at smadre deres tomme hoveder. Din søster prøvede at mumle et eller andet, spillede fornærmet og krævede med snøvlende tunge respekt for sine gæster. Jeg hev mine nøgler op af lommen på hendes hættetrøje, greb hende i nakken og smed hende ud på trappen efter hendes drukvenner. I sokker og en udtrukket T-shirt. Jeg gav hende ikke engang tid til at få sko på. Jeg skubbede bare den fulde lille møgunge over dørtærsklen, mens hun forsøgte at få jakken på.
Lars blev først kridhvid i ansigtet. Et øjeblik senere begyndte en mørkerød farve at brede sig op over hans kinder. Det var ikke de ødelagte møbler, gulvet oversvømmet af alkohol eller væggene, der stank af røg, som ramte ham. Hele hans reaktion, al hans vrede, samlede sig om Annas sidste ord. Han trådte demonstrativt hen over en tom flaske og rykkede truende tættere på hende.
— Hun er stadig ung, hun har dummet sig! — brølede Lars, mens spyt stod ud af munden på ham, og hænderne fór gennem luften. — Ja, hun har kvajet sig. Ja, hun har taget nogen med herind uden at tænke sig om. Men det giver dig ikke ret til at smide min egen søster ud på trappen! Du havde ingen ret til at jage hende ud så sent om aftenen! Du er egoistisk. Du tænker kun på dine blanke gulve og ikke på mennesker! Det er oktober, det er hundekoldt udenfor! Hvor skal hun gå hen midt om natten i en by, hun ikke kender?
— Hvor hun går hen, rager mig fuldstændig, — svarede Anna skarpt uden at vige en centimeter. — Til stationen, til et kollegie, ned i en kælder hos sine marginale venner. Det er udelukkende hendes problem. Jeg lod hende flytte ind for din skyld, fordi du tudede mine ører fulde om den stakkels studerende, der ikke kunne læse, fordi hendes bofæller larmede. Hun svor, at hun ville sidde med bøgerne fra morgen til aften. Resultatet ser du her: Hun har lavet vores hjem om til et værtshus, jeg får kvalme af at gå ind i.
Lars knyttede næverne og trak vejret tungt og støjende. Hans rasende blik fór fra Anna til den smadrede stue og tilbage igen, som om han desperat ledte efter et argument, der kunne redde hans side af sagen. Han lod fuldstændig, som om omfanget af skaderne ikke eksisterede.
— Forstår du overhovedet, hvad du har gjort? — hvæsede han og trådte nærmere. — Du har sat en ung pige uden penge, uden varmt tøj og uden papirer ud! Hvad hvis der sker hende noget? Hvad hvis de fyre antaster hende ude i opgangen? Brugte du hovedet bare ét sekund, før du kastede hende ud? Hun er min familie!
— Din familie står sandsynligvis stadig ude på trappen og venter på, at du kommer og tørrer næsen på hende, — svarede Anna isnende og lagde armene over kors. — Hun er ikke et barn. Hun er nitten år. Hun ved udmærket, hvordan man åbner flasker, slæber mænd ind i andres hjem og lyver sin bror op i ansigtet over telefonen om læsning og noter. Så spar mig for foredraget om din søsters hårde skæbne. Hvis du vil forsvare hende, står døren åben. Du kan følge efter hende ud på reposen.
— Er du blevet fuldstændig sindssyg med dine ultimatummer? — knurrede Lars og tog endnu et skridt frem, hvor hans fod landede med et ulækkert plask midt i en klistret pøl af spildt alkohol. — Hvad handler hele den her forestilling om? En bunke affald og et par pletter på sofaen? Vi ringer efter et rengøringsfirma i morgen tidlig, så skurer de din dyrebare lejlighed tilbage til showroom-stand, og så kan du igen løbe rundt med din moppe og puste støv af alting. Men at smide et menneske ud på kold beton — det er råddent, Anna! Hun er mit eget kød og blod, hun er studerende, og du opfører dig som en hjerteløs maskine, der kun kan tænke på rengøring!
— En bunke affald? — Anna smilede giftigt, uden at en eneste muskel i hendes ansigt sitrede. Hun hævede ikke stemmen. Tværtimod forblev hendes tone rolig, jævn og dødbringende, hvilket kun gjorde Lars endnu mere rasende. — Kom med, Lars. Hvis dit syn pludselig er svigtet på grund af den her vanvittige søsterkærlighed, så giver jeg dig en privat rundvisning i vores lille filial af den kommunale losseplads. Følg efter mig. Du kan beholde støvlerne på; værre kan du næppe gøre det herinde.
Hun vendte brat rundt og gik mod det kombinerede badeværelse og toilet. Lars fulgte tungt efter, fnysende af utilfredshed og mumlende forbandelser for sig selv, mens han på vejen knuste et tomt plastikkrus under sålen. I samme sekund de nåede hen til den åbne badeværelsesdør, slog en koncentreret, kvalmende stank af mavesyre, ufordøjet mad og billig sprit imod dem.
— Kig ordentligt efter, — sagde Anna og pegede med en perfekt manicureret finger mod håndvasken. — Din nittenårige lille pige, som tydeligvis er blevet overanstrengt af at læse tunge lærebøger, har kastet op ud over hele vores vask og spejl. Mine hvide frottéhåndklæder ligger nu på det våde klinkegulv, og efter de brune striber at dømme har nogen forsøgt at tørre brækket op med dem. Toilettet er stoppet fuldstændigt til med cigaretskodder og klumper af toiletpapir.